Et socialt eksperiment

Deltog i weekenden i et socialt eksperiment. 

Udtænkt af ... 

... mig selv. 

Og med deltagelse af ... 

... også mig selv. 

Og ingen andre. Faktisk.

Jeg skulle se, om jeg kunne holde ud at gå alene i biffen.

Det har jeg ikke gjort, siden jeg som barn var i Hadsten Bio nøjagtig en gang om ugen. Lørdag eller søndag eftermiddag. Klokken 14. Formedelst 20 kroner.

Dengang var jeg tit alene af sted.

Men det var jo også den slags weekender, hvor alting døde lørdag klokken 12 præcis. For her lukkede butikkerne. 

Som i: fucking ALLE butikker.

Og alle mennesker myldrede hjem i deres huse. Og holdt sig så indendøre indtil mandag morgen. Hvad fanden de allesammen foretog sig i den mellemliggende tid, har jeg ingen anelse om. Men på gaderne var de i hvert fald ikke.

Og fjernsynet bestod af fucking EN kanal. Danmarks Radio. Som på en god dag startede deres udsendelser hen omkring klokken 16.

Og videomaskinen var ikke opfundet. For slet ikke at snakke om computeren eller mobiltelefonen.

Så lørdag klokken 12 til mandag klokken 8 var den lille død.

Blot ikke for mig. For jeg var i biffen. Alene. Det var det eller døden.

Så jeg har set samtlige Tarzanfilm i sort/hvid med Johnny Weissmüller. Og samtlige spaghettiwesterns med Bud Spencer og Terence Hill. De var mine helte.

Så gik der mange år, hvor jeg altid har haft nogen med. Det er jo ligesom sådan, man gør, altså.

En veninde. Klassen. En kæreste. En ægtemand. En eller flere Rotter (læs: fruens fire elskelige børn, red.)

Men så i lørdags stod jeg alene. Helt alene i verden. Og tænkte: "What to do with my life?"

Jeg kunne vælge at sætte mig. Og pille mig selv i navlen (eller skrive et blogindlæg, men sådan et havde jeg allerede skrevet).

Eller også kunne jeg vælge at gøre det, som et frit og uafhængigt menneske ville gøre: råbe "pik" og gå i biffen.

Så det gjorde jeg.

I Øst for Paradis. For det er min yndlingsbif, og her er det ikke så usædvanligt at se folk uden ledsager. Så det føltes ikke så langt uden for min comfort zone.

And guess what:

Det gik sgu fint!

Jeg følte mig ikke unormal eller stakkels. Og jeg tror slet ikke, at de andre biografgæster overhovedet lagde mærke til min alenehed.

Så det var en totalt okay oplevelse. Som jeg sagtens kunne finde på at gentage.

Woop, woop :-D