Ting, jeg ikke gør med min frække tunge

Var til teammøde forleden dag. Sammen med de andre primære lærere på 6. årgang. Mig og fire mænd.

Jeg er teamkoordinator. Og dermed en slags leder for disse mænd.

Nå, men vi holdt altså møde.

Det er der i og for sig ikke noget usædvanligt i, da vi holder teammøde hver uge.

Vi plejer at skiftes til at medbringe kage til disse møder. Som regel fra Lagkagehuset, nammenam.

I sidste uge var det Lars, der skulle have kage med. Og han havde sat sig for at udfordre Lagkagehuset og havde derfor været tidligt oppe for at bage vandbakkelser. Og da vandbakkelser kan være en smule kønsløse, hvis de ikke peppes op med et eller andet, havde Lars også gavmildt medbragt kagecreme, marmelade og flødeskum.

UHMMM! (Hvorvidt Lars' vandbakkelser overgår Lagkagehusets kreationer må jeg lade være usagt, men han får i hvert fald gode point for engagementet.)

Nå, men med den slags fyld bliver den slags kager altså temmelig snaskede, og med min begrænsede ordentlighed ud i kagespisning, havde jeg selvfølgelig tabt et par klatter kagecreme på min tallerken, inden min vandbakkelse var endegyldigt besejret.

Her kommer så til gengæld det usædvanlige:

Jeg har en teamkollega. Vi kan jo kalde ham Ingolf.

Ingolf brillerer ikke ligefrem i disciplinen sociale kompetencer. Han forsøger at være med på humoren og den lidt kække tone i teamet, men han har altså ikke altid lige meget held med det.

Så måske troede han, at han var sjov, da han fyrede sin bemærkning af.

Det var han så ikke, kan jeg røbe.

Men situationen var altså den, at Ingolf ville samle vores brugte kagetallerkener ind ved mødets afslutning. Og på et tidspunkt i processen nåede han også frem til min.

Som ovenfor antydet var den lidt ... øh ... nå ja ... lidt smattet måske. Hvilket lod til at få Ingolf til kort at tøve, inden han tog den op fra bordet.

Og så, kære bloglæser, gjorde Ingolf noget uforglemmeligt.

Han holdt pludselig min kagetallerken med cremeklatterne helt hen under næsen på mig og sagde:

"Kan du ikke lige slikke den ren med din frække lille tunge."

WHAT?

Oh my god!

"Det sagde han fandme ikke," tror jeg, alle vi andre tænkte i den lidt akavede tavshed, der fulgte og kun momentant blev brudt af Ingolfs egen fnisen.

Men jo, det gjorde han så.

Jeg takkede pænt nej til hans generøse tilbud og undlod diplomatisk at understrege, at jeg er helt færdig med at bruge min tunge til cremeklatter og visse ting, der kan associeres dermed.

Ikke mere creme til mig, tak! Det er jeg en tand for lesbisk til.

Bum.