Invictus

Kan du huske Mandela?

Ham der helten. Nede i Sydafrika. Som kæmpede mod uretfærdighed og diskrimination under apartheidstyret. Og blev behandlet fuldstændig svinsk af de hvide overherrer. Og tilbragte fucking 27 år bag tremmer. Inden han i 1994 blev valgt til landets første sorte præsident ved det første demokratiske valg ever.

Jep. Ham.

Vidste du, at han havde et trick, som hjalp ham til at holde fanen højt, selv når livet under hans brutale indespærring så allermest håbløst ud?

Invictus.

Det var hans trick.

Et digt.

Jeg hader ellers digte. Lyrik, my ass. Ligesom jeg hader opera. Og ballet.

Jeg er kort fortalt så jævn, at jeg afskyer, hvad der ikke er til at forstå.

Det er derfor, jeg aldrig for alvor har kastet mig ud i at læse noget af Helle Helle.

Eller Haruki Murakami (eller Harakiri, som jeg plejer at kalde ham, fordi det er det, jeg får lyst til at gøre ved mig selv, når jeg læser højt anmelderbesungne, men komplet volapykagtige tekster som hans).

Således har jeg det altså også med digte.

Og det har jeg haft, siden jeg i gymnasiet blev tvunget til at analysere et fuldkommen uanalyserbart makværk som Natmaskinen af overvurderede Michael Strunge.

Damn.

Nå, men Invictus er faktisk et okay digt (og det er store ord, når de kommer fra mig).

Det lyder sådan her:

Out of the night that covers me
Black as the pit from pole to pole
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced or cried aloud
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade
And yet the menace of the years
Finds and shall find me unafraid.

It matters not how strait the gate
How charged with punishments the scroll
I am the master of my fate
I am the captain of my soul.

Digtet er skrevet i slutningen af 1800-tallet af en fyr, der hed William Ernest Henley.

Da William var en ung knøs på 17, blev han virkelig ked af det, for han havde fået en alvorlig knoglesygdom, som tvang lægerne til at amputere hans ene ben.

Umiddelbart efter operationen skrev han så Invictus, som kort fortalt handler om et menneske, der selv i sin mørkeste tid ikke vil lade sig knække af de tæsk, livet giver.

Det er et godt budskab, synes jeg. Og det kan jeg også godt forstå, at Mandela syntes.

Hvorfor jeg kommer i tanker om Invictus lige nu, ved jeg ikke. (Men det kan måske hænge sammen med, at jeg underviste i det i morges.)

For livet har sådan set behandlet mig fint nok i dag. Jeg har for eksempel fået masser af komplimenter fra eleverne i retning af:

"Hvorfor kan vi ikke få dig til tysk i resten af 9. klasse? Vi vil hellere have dig end Ingolf." (Øh, gæt selv, Dummkopf. Du har kun to måneder tilbage i folkeskolen.)

Og:

"Må jeg ikke bære din taske for dig?" (Jo tak. Den er pissetung, og jeg går stærkt ind for børnearbejde.)

Og:

"Skal du ikke være vores nye skoleleder? Det vil du være god til. Fordi du er dig." (Hell no! Skoleleder er øretævernes holdeplads, og så kan man ikke kalde eleverne røvhuller og love dem bank (om end det kun er ganske særligt udvalgte elever, der får dén besked).)

Så jep, jeg er godt tilfreds. Også over, at jeg hermed har beriget DIT liv med et sjældent godt digt.