De siger, det nok ikke er så svært

Det der homo-noget altså.

Jeg mener ... hvis man møder nogen ... fra det "rigtige" hold. Og man er sprunget ud over for vedkommende. Hvilket mange har en skjult forventning om, at man gør.

Så er reaktionen tit den, at det "... nok ikke er så svært at være homo i Danmark, for her er tolerancen jo høj."

Right.

Altså, jeg er enig så langt, som at tolerancen i Danmark er høj i sammenligning med at få hugget hovedet af i Saudi-Arabien eller et af de andre seks lande, hvor homoseksualitet udløser dødsstraf.

Men derfra og så til at mene, at det "nok ikke er så svært" ... øh ... der er lige et skridt.

Og ja ja, jeg ved, jeg har skrevet om det før, men jeg gør det lige igen, for jeg har for nylig renset ud i mine indlæg og slettet svimlende 241 af dem. Og der kan altså være røget et par guldkorn med i kloakken der.

Desuden kommer der hele tiden nye læsere til, som altså IKKE er gamle rotter på bloggen og IKKE har læst med i årevis.

Så hvis du har læst alle disse ting allerede, beklager jeg dybt og lover at skrive noget, jeg ikke har skrevet før, i nærmeste fremtid.

Nå, men for nu at vende tilbage til knasterne ved at være homoseksuel:

Jeg har gennemlevet en hel barndom fuldstændig stålsat i troen på, at jeg var defekt.

Allerede som 3- eller 4årig vidste jeg, at jeg var anderledes. Og IKKE på den fede måde altså.

Jeg troede således, at jeg skulle dø af forlegenhed, når mine forældre stoppede mig i en kjole, hvis vi skulle i byen. De kunne lige så godt have klædt mig nøgen.

Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med de dukker, jeg fik i jule- og fødselsdagsgave. Jeg fornemmede, at jeg burde være glad for disse flotte gaver, men jeg ejede ganske simpelt ikke dukkeinstinktet.

Jeg var kort fortalt ulykkelig og fortvivlet over, at jeg ikke var en dreng. Og når jeg kom til at tænke på det, var det som at blive suget ned i en bundløs afgrund af håbløshed.

Samtidig var jeg alt for lille til at sige fra over for den heteronormative bås, som mine omgivelser blev ved med at presse mig ind i.

Så jeg sad i saksen, eller båsen, og måtte finde mig i gang på gang at få overskredet mine grænser af mine uvidende, men velmenende forældre.

Nå, men alt var heldigvis ikke råddent. For når jeg ikke KUNNE være en dreng, kunne jeg heldigvis ofte se mit snit til at LADE som om.

I de første år i skolen legede jeg derfor primært med drengene i min klasse. Og jeg tror, de syntes, jeg var cool nok.

Vi legede med biler. Og klatrede i træer. Og lavede konkurrencer i, hvem der turde lave de vildeste udspring fra vipperne i friluftsbadet. Og jeg kunne banke de fleste af dem. Og dem, jeg ikke kunne banke, kunne jeg heldigvis løbe fra.

Og jeg var ligeglad med, hvad andre tænkte.

Så det var i grunden en ret lykkelig tid.

Men så blev jeg teenager og var lige pludselig ikke længere så ligeglad. Pludselig handlede det om at passe ind. Og jeg tog mere og mere afstand til mine drengevenner.

Jeg blev også forelsket. Først i en dreng fra klassen, der hed Gorm. Og så i en pige fra årgangen over vores, der hed Britta.

Jeg var bevidst nok til at vide, at den legitime af de to forelskelser var den heteroseksuelle, så den klyngede jeg mig til. Mens jeg fortrængte min fascination af Britta.

For i min begrebsverden fandtes homoseksuel kærlighed nærmest slet ikke. Jeg havde ingen som helst referenceramme at holde mig til. Jeg kendte ingen homoseksuelle og havde vel knap nogen forestilling om, at to personer af samme køn overhovedet KUNNE indgå i en romantisk relation med hinanden.

Jeg levede så at sige i en osteklokke. En fantasi med mig selv som heteroseksuel hovedperson. For jeg havde INTET, der kunne inspirere mig til at tænke anderledes.

Og her blev jeg hængende i næsten 30 år.

Jeg blev gift. Med en mand. Og med ham fik jeg fire børn. Og dermed for travlt til at reflektere over den kendsgerning, at jeg blindt var sprunget på et tog, der ikke var mit.

Hvilket måske virker bizart, for jeg var faktisk ofte forelsket i andre kvinder i den periode, men det fik åbenbart ingen klokker til at ringe i mine ignorante hjernevindinger. Jeg ville/kunne ikke erkende, at der var tale om regulære forelskelser.

Først da jeg rundede de 40 år, FUCKING 40, var det, som om mine synapser endelig begyndte at gløde på en måde, der fik mig til at se klart. Og kastede mig ud i et panick attack. For nu var halvdelen af mit liv gået, og jeg havde aldrig, som i ALDRIG, oplevet ægte, gengældt kærlighed.

Den kærlighed, jeg havde brug for, var nemlig kærligheden fra en anden kvinde. En for mit vedkommende fuldstændig overset mulighed.

Så fulgte alt det grimme.

For jeg vidste, at jeg ville styrte mine dejlige børns verden i grus, men jeg MÅTTE handle på min nye erkendelse. Hvis jeg fortsat skulle kunne se mig selv i øjnene altså. Og ikke skulle ende på mit dødsleje om forhåbentlig mange år i dyb fortvivlelse over at have forpasset alle chancer for at opleve rigtig kærlighed.

Som tænkt, så gjort. Med et enkelt slag vendte jeg alting på hovedet for både mig selv og de børn, som jeg var forpligtet til at gøre mit yderste for at værne mod alt ondt.

Shit.

Men jeg gjorde det. Og det har jeg ikke fortrudt (og heldigvis har mine børn også med tiden fundet deres gode ståsted i situationen).

Heller ikke selv om jeg må leve med mine forældres manglende accept.

De lukker ganske simpelt øjnene for min seksuelle orientering og lader, som om den ikke findes. Og jeg bliver altid inviteret alene med til familiesammenkomster, selv om mine søskende har DERES partnere med.

Jeg må også leve med min egen utilbøjelighed til at vise min kærlighed offentligt.

Efter alle de mange års fornægtelse længes jeg. Men jeg holder ikke i hånd ude i byen. Og jeg kysser da slet ikke. For tænk nu, hvis den dag, hvor jeg valgte at kysse en kvinde på gaden, samtidig var den dag, hvor den der idiot stod og så på og besluttede at forulempe os. Ydmygelsen ville være svær at bære for mig.

Til gengæld arbejder jeg i et af de mest homofobiske miljøer, der findes i Danmark: Folkeskolen.

Her fyger det mig dagligt om ørerne med udtryk som "fucking homo", "faggot", "er du bøsse", "hvor er du bare gay" og andre flatterende prædikater. Ikke henvendt til mig selvfølgelig (dertil nyder jeg for stor respekt), men de rammer alligevel. For jeg bliver ked af, at man automatisk siger noget homofobisk, hvis man ønsker at tale nedsættende til andre.

Og så er det næsten, som om man har oplysningspligt.

Der ligger ofte en skjult forventning om, at man toner "rent flag" over for Gud og hvermand. Men hvorfor? Hvorfor forventes det, at man fortæller andre om sin seksuelle orientering, hvis man tilfældigvis er homoseksuel? Og hvorfor skal man finde sig i, at andre taler om det bag ens ryg?

Det modsatte er svært at forestille sig:

"Pst, har du hørt om Yvonne ovre i regnskabsafdelingen? Du må ikke sige det til nogen, men hun er vist nok sammen med en mand!"

Nej, vel?

Men der BLIVER snakket. Og der FINDES homofober. Alle steder.

Til min egen jobsamtale på skolen måtte jeg næsten vende vrangen ud på mig selv for at undgå at fortælle, at min kæreste var en kvinde. Af ren rædsel for, at det kunne få en udslagsgivende betydning.

Og nu, hvor vi alligevel snakker homofober, så prøv at forestille dig ydmygelsen, når religiøse fanatikere får spalteplads og taletid i medierne og tillader sig at påstå, at homoseksualitet er et perverst og unaturligt livsstilsvalg.

HVAD VED DE OM SAGEN?

Jeg er fucking FØDT sådan her.

Min homoseksualitet er IKKE et valg, jeg frivilligt har truffet. Meget ville være lettere, hvis jeg var hetero.

Jeg er IKKE blevet smittet eller påvirket, ligesom jeg heller ikke kan smitte eller påvirke andre til homoseksualitet.

Og man spytter mig i ansigtet, hvis man påstår andet.

Jeg er ulykkeligvis fra fødslen dumpet ned i en seksualitet, jeg ikke selv har valgt og ikke ønsker. Jeg har kæmpet i 40 år for at undertrykke min natur og følge konventionerne, og jeg har endelig fundet modet til at bryde ud af cirklen og danne en ny, selv om jeg møder modgang i mange kontekster.

Så kom ikke her og sig, at det "nok ikke er så svært."