Sådan en har jeg.
For satan altså.
HÅBLØS, siger jeg bare.
I skulle se hans værelse. Hvor han i øvrigt tilbringer samtlige de minutter af døgnet, hvor han ikke spiser, benytter bad og toilet eller er i skole.
(Det vil sige, jeg plejer at forlange, at han af og til napper opvasken og i sommerhalvåret også slår græs, men jeg skal som regel sige tingene til ham en 5-8 gange, inden han i slowmotion bryder ud af den paralysetilstand, han i almindelighed lader til at være ramt af.)
Damn.
Og han lægger rent på sengen så sjældent, at overfladen på det stakkels møbel er et eller andet sted mellem lodden og fucking LEVENDE.
Mens de genstande, han lægger fra sig på skrivebord eller kommode gradvist synker ned i støvlaget, der ligesom har coatet inventaret derinde.
Somme tider prøver jeg at give ham et lille vink om, at det måske ville være hensigtsmæssigt at bringe værelset i en stand, der var knap så sundhedsskadelig, for eksempel ved at jeg lægger et rent sæt sengetøj derind.
Men det er, som om hele hans sansesystem kun fungerer selektivt. Og at han således slår enhver modtagefunktion fra, når Mutti sender signal om den slags irriterende og unødvendige bagateller.
Har man kendskab til Maslows behovspyramide, ved man, præcis hvad jeg mener, når jeg siger, at knægten endnu ikke har formået at løfte sig fra nederste niveau. Han sørger selv for at trække vejret, indtage føde, hvis primære bestanddel lader til at være ketchup, sove og pølle (naturligvis uden at børste kummen bagefter).
Resten ordner mor.
Har i skrivende stund en ikke bare håbløs, men også cranky teenager. Bare fordi Mutti med ret klare gloser har bedt ham fjerne nogle af sine tøjbunker fra værelsesgulvet grundet faldfare.
Og nej, mor køber ikke argumentet om, at det er cool at have en "floordrobe".
Ej heller påstanden om, at ungersvenden altid har ønsket sig et "walk-on closet".
Nice try though. Og gode point får han sgu for at få The Mothership til at skraldgrine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar