Om at komme dronningen i forkøbet

Slut med jul. Slut med nytår. Og ... VRÆL ... slut med ferie 😢

Til gengæld er det nytårsforsætternes tid.

Jeg er ikke så ordinær, at jeg håber på at tabe mig i det nye år. 

Eller på at holde op med at ryge. For så er jeg jo nødt til først at begynde. Og det virker dumt, synes jeg. 

Til gengæld SKAL jeg en tur ud på Skovmøllen i 2017 og spise frokost med L. 

For SATAN, de laver god mad derude. Og så sidder man i et FUCKING hyggeligt og tudsegammelt ... øh ... bindingsværksvandmøllehus (hvis der er noget, der hedder sådan) og er romantisk med sin elskede. Suk 💘

Så det er mit ene nytårsforsæt.

Mit andet nytårsforsæt er, at jeg SKAL mindst to gange i biffen om måneden. 

I gennemsnit altså. For jeg ved godt, at det kan være lidt trægt med filmudvalget i sommermånederne. Men så må jeg lægge mig i selen og tage af sted mere end to gange om måneden i vinterhalvåret.

Ain't life a bitch.

Arh, det mener hun jo ikke, tænker nu den opmærksomme bloglæser. Restaurantbesøg og bifture som nytårsforsætter? Hvor kvalfuldt kan DET være?

Men så vil jeg sige, at den opmærksomme bloglæser jo ikke har læst indlægget til ende altså.

For livet ER fandme somme tider en fucking fladlus!

For eksempel fik jeg ondt i hjertet selveste juleaften.

Der sad jeg, lunt og godt med min smukke, gudindeskønne kæreste og fyldte mig med økoand og italiensk ripasso. Og elskede julen og hyggen og kyssene og snakken og gaverne. 

Og samværet.

Men i huset skråt overfor var alle gardiner rullet for. Mørkt og koldt så det ud. Mennesketomt. Som om dets beboer var rejst på juleferie.

Og her er det så, at det gør lidt ondt. 

For det var han ikke.

Han hedder J. Og han er en mand på omkring de 60. Han er meget afholdt i nabolaget. Venlig og hjælpsom. Og klog. Han har studeret filosofi på universitetet. Og om sommeren lister han diskret ind i folks haver og klipper deres hæk eller slår deres græs, mens de har travlt på job.

Selv er han ikke i job. Der er et eller andet psykisk, der forhindrer ham i at kunne varetage et almindeligt arbejde. Men det er ikke noget, vi andre mærker til. Han er let at føre en samtale med og leverer gerne en snak over hækken.

Og så er han et af de ensomste mennesker i verden. 

Han har INGEN. Ingen familie. Ingen partner. Ingen vennekreds. Ingen, der lige ringer, sender ham en sms eller kommer forbi til en kop kaffe.

Hans naboer påskønner selvfølgelig hans hjælp i haven. Så køber de en æske chokolade, som de ringer på og overrækker ham ude fra trappestenen med tak og varme smil. 

Men så går de hjem igen.

Og juleaften sidder han alene. Juleaften efter juleaften. 

Han trækker gardinerne godt for, så han ikke kan se lysene og varmen fra de andre huse i kvarteret.

Han må have det forfærdeligt, den stakkels mand. Det er synd, og mit hjerte brister, når jeg møder historier som hans 😢

Så sammen med L har jeg et tredje nytårsforsæt:

J kommer ikke til at sidde alene næste juleaften.

Og dermed kom vi dronningen i forkøbet. Vi fik idéen først 😉