Nu har jeg godt nok lige skrevet, at jeg ikke har så meget imod mine rynker, fordi det er grinerynker 😏
Men der er selvfølgelig ingen grund til at overdrive begejstringen (jaja, ved godt, at der ikke er nogen dokumenteret effekt af rynkecreme, men man har vel lov at være naiv). Og så hader jeg den idiotiske tørre hud, der kan komme i vintermånederne.
Så jeg gik i Føtex og købte en æske Q10 fra Nivea.
Selve papæsken har cirka samme størrelse som en kvartliterkarton med piskefløde. Og kan altså rumme cirka 250 milliliter creme.
Fik sgu godt nok på fornemmelsen, at der måtte være svindel med i spillet, allerede da jeg tog æsken ned fra hylden. Der var ligesom noget med vægten, der ikke harmonerede med synsindtrykket. Motherfuckeren føltes lidt for let.
Jeg løftede på nogle af de andre æsker. Med samme resultat.
Så jeg slog mig til tåls med, at det nok bare var sådan, det var, købte min creme, gik hjem ...
... og blev virkelig SALTET, da jeg fik åbnet lortet og fisket dåsen med creme frem i lyset.
("Saltet" kommer af "salty" og er slang for "pisseirriteret".)
For se bare her:
Hvad fanden er nu det for en fucking diminutiv lille dåse creme i en fuldkommen uproportionelt stor æske?
Dåsen rummer nøjagtig 50 milliliter og er altså SVIMLENDE FEM gange mindre end den æske, den bliver solgt i.
Øh?
Er det virkelig lovligt? Må man sælge så meget luft?
Måske Forbrugerombudsmanden kan svare på det.
Selv med mine allerpositiveste briller på vil jeg mene, at der er tale om bevidst vildledning af forbrugeren. Indtjeningsgenerering i en grim form.
Jojo, der står ganske vist på æsken, at den indeholder 50 milliliter creme, men jeg kan forestille mig, at mange forbrugere ikke rigtig har nogen fornemmelse af, hvor lille den mængde egentlig er.
Lukker man æsken op og nærstuderer konstruktionen af den, vil man da også støde på både falsk bund og falsk låg.
Snedigt. Men etisk kun til at skylle ud i kloakken, if you ask me.
Bum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar