Speaking of books ...

Nå ja. Apropos bøger. Så tror jeg da lige, jeg vil fortælle, hvordan jeg kom til at arbejde med litteratur. 

(Nu sidder du godt nok og tror, at jeg er sproglærer i folkeskolen, og det har du faktisk ret i. Men inden jeg blev det, var jeg freelance-oversætter i 14 år.)

Det bliver jeg nemlig tit spurgt om. Og de fleste synes, det er en okay fed historie.

So here it comes:

Jeg er ret ung. Midt tyverne. Jeg er uddannet økonom. Og jeg har kradset en ret spændende og afvekslende stilling i marketingafdelingen hos en landsdækkende byggemarkedskæde til mig.

Samtidig er jeg gift med den mand, der senere blev til Lucifer. Og vi har to børn på 0 og 2.

Lucifer-To-Be er en travl forretningsmand med lange arbejdsdage og mange rejser, og mine egne arbejdstider ligger sådan, at jeg ikke kan nå at køre de 40 kilometer hjem og hente børn inden institutionernes lukketid.

Pis! 

Så vi får en ung pige i huset. Ellers fungerer det ikke.

Men ak. 

Den unge pige er forskrækkeligt dum. Hun finder for eksempel på at lægge sig til at sove i min og Lucifer-To-Bes dobbeltseng, mens hun har ansvaret for vores to små børn.

Not good! For hvad fanden laver hun i VORES seng?!

Noget må gøres, og det "noget" er ikke Lucifer-To-Bes ansvar, for han forsømmer ikke en lejlighed til at fortælle mig, at hans job er vigtigere (læs: giver flere kroner) end mit. Så jeg må selv løse problemet.

Jeg siger min gode stilling op. 

Hulk :-(

Men jeg KAN bare ikke være andet bekendt over for mine to små guldklumper, der ikke ser meget til deres mor. Og den dårlige samvittighed over for babyrotterne har i snart mange uger hærget mig, som havde jeg ild i håret.

Så går jeg hjemme. I otte måneder. Passer hus. Skifter ble på ble. Vasker tøj rent for gylp og babymos. Og ER TIL STEDE hos mine børn.

Det er skønt. 

Men det er ikke nok. 

For jeg har ligesom sat mig selv uden for samfundet. Jeg udfylder ikke andre roller end moder- og hustrurollen, og jeg kommer til at føle, at alt, hvad jeg gør, er noget, jeg gør af hensyn til andre.

Jeg har kort sagt brug for en niche, jeg kan krybe ind i, som ikke udelukkende handler om familie. For jeg føler, at jeg er ved at miste mig selv.

Det kunne for eksempel være et job. Måske på deltid.

Fremragende idé ...

... øh ... men ha!

Naive mig.

For hvem fanden ansætter en økonom på deltid? Økonomistillinger er i regelen på mere end fuld tid. Og det vidste jeg, at jeg ikke kunne indlade mig på. Ikke på vilkår.

What to do, what to do, WHAT TO DO?!!!

Heldigvis er miraklernes tid ikke forbi. 

Ved et rent tilfælde kommer jeg således en dag til at læse en bog. Der er SMÆKFYLDT MED FEJL. Som for eksempel:

"Bilen holdt parkeret uden for restauranten, som havde fået en bule i den ene forskærm."

Det er fandme ikke kønt. Nej det er ej. Og jeg tænker ved mig selv, at det kunne jeg sgu have gjort bedre ...

... øh ...

... det kunne ... JEG sgu have gjort bedre!

HA!

En idé er begyndt at spire frem i mit samvittighedsplagede sind. 

Hvad nu, hvis man kunne komme til at oversætte bøger? Det er da også et job, som nogle mennesker tjener penge på. Og så kunne jeg sidde hjemme og arbejde. OG STADIG VÆRE DER FOR BØRNENE.

HA igen!

Så jeg laver kopier af alle de opslag i bogen, hvor der er fejl. Og retter fejlene. Oven i købet med de rigtige korrekturtegn, som jeg har lært i min tid hos byggemarkedskæden.

Derpå sender jeg stakken af kopier til det store forlag henne i København vedlagt et brev, hvor jeg skriver, at jeg kan gøre det bedre. 

Og så venter jeg.

Og venter.

Og venter.

Ogøh ...  til sidst indser jeg, at min idé var en nitte, og stiller mig tilfreds med, at jeg i det mindste har gjort et ærligt forsøg.

Men pludselig en dag finder jeg en tyk kuvert i min postkasse.

Den kommer fra forlaget. Indeni ligger et kapitel fra en bog. På engelsk. Og et brev. Hvor der står, at så skal det da komme an på en prøve. Om jeg ikke lige kan oversætte vedlagte kapitel til dansk?

En måned senere ligger der endnu en tyk kuvert i min postkasse.

Denne gang er det en HEL bog. Og en kontrakt.

Og så oversætter jeg bøger for alle de store forlag i landet i de næste 14 år.

Jeg bliver somme tider spurgt, om det ikke var lidt kedeligt. 

Og jeg må tilstå, at der HAR været tidspunkter, hvor jeg har følt mig fristet til lige at digte et bestialsk mord og flette det ind i ... øh ... måske en bog af Dalai Lama. For ligesom at peppe den lidt op og give mig selv lidt kreativ frihed. 

Men hver gang droppede jeg tanken. For der var jo andre end mig, der læste mine manuskripter igennem inden udgivelse. Og jeg var sgu nok blevet snuppet. Så jeg holdt mig pænt på måtten.

Nu er min litteraturkarriere slut. Ikke mere oversættelse.

Til gengæld har jeg fået al den kreative frihed, jeg kan ønske mig, her på Dropsene.