Verdens vigtigste job

Aaahh, SÅ kører nettet på fruens matrikel. Nu har jeg også undværet det i halvanden måned: nærdødsoplevelse.

TV havde jeg heller ikke: mere nærdødsoplevelse.

Og så alligevel ikke.

For én ting har jeg konstateret: Verden er stadig derude. Jeg er ikke blevet socialt isoleret og koblet helt af mit netværk. Jeg er på ingen måde ”udenfor”. Jeg er ikke gået glip af noget livsvigtigt.

Jeg tror ellers, det er netop dén grusomme skæbne, mine elever frygter at lande i, når jeg for 117. gang i den samme lektion må bede dem om at logge af Facebook og lægge mobilen i lommen.

Pisseirriterende.

Jeg har elever, der åbenlyst går på det lorte, pseudosociale medie, de kalder Facebook, hver eneste fucking gang, jeg vender ryggen til dem. Hrmpf!

Og ja, jeg vil til næsten enhver tid kalde Facebook pseudosocialt. For man er dælme ikke social, når man er omgivet af rigtige levende mennesker i den fysiske verden og alligevel foretrækker at rette alt åndeligt nærvær mod sin computer- eller mobilskærm for at træde ind i et kunstigt cyberunivers befolket med somme tider ret konstruerede personligheder.

Men fru Lærerinde, hvorfor konfiskerer De ikke elevernes mobiltelefoner, hvis djævlebørnene ikke kan finde ud af at lade dem ligge i timerne? tænker den kvikke læser måske.

Fordi vi ret ofte bruger dem i undervisningen. Til at lave lydoptagelser med, til at filme med, til at lave ordbogsopslag med, til at søge informationer med. 

Eleverne skal jo med reformen have en spændende og afvekslende skoledag, you know. Og den slags involverer for eksempel mobiltelefonen.

Et svært løseligt problem.

Og det var fannerme også et problem, da nogle af mine elskelige elever forleden dag låste mig ude på gangen.

Hængerøvene havde spottet, at jeg havde lagt mine nøgler fra mig på katederet, og da jeg så forlod lokalet for at hjælpe en gruppe, der sad ude på gangen og arbejdede, gled døren lige så stille i bag mig.

Og blev låst.

Pis. PIS. PIS!!!

Ved du, hvor degraderet man som lærer føler sig, når man sådan bliver sat udenfor?

Ret så fucking meget, kan jeg berette.

Min reaktion:

Tre larmende, aggressive spark mod den formastelige dør. SÅ flot og modent af mig.

Dernæst en MEGA skideballe til klassen. Krydret med indtil flere sprogblomster.

Op i røven med alle teorier om "anerkendende tilgang"! 8C fik en regulær verbal afklapsning og blev sat billigt til salg i Den Blå Avis. 

Mens jeg gav hele folkeskolen et utal af fuck-fingre.

Altså indtil jeg om aftenen samme dag befandt mig i behageligt selskab med min onkel Helge fra Australien.

Onkel Helge er en af mine helte. Han er verdensanerkendt hjertespecialist og vistnok lidt af en forskerping down under. Han har været flying doctor og reddet utallige menneskeliv, og jeg har altid tænkt, at han havde et af de mest betydningsfulde erhverv i universet.

Men så sagde han pludselig:

"Hvor er det rart at høre, at du er glad for dit nye arbejde (well, måske ikke lige den dag, men det er jeg altså i almindelighed). Du har jo et af de vigtigste job i verden."

Hehe.

Og tusind tak, onkel!

For han har velsagtens ret i, at hvis der ikke var nogen af mig, var der heller ikke nogen af ham.

Det er da feelgood :-D Og pludselig blev det lidt lettere at bære over med både 8C og de pisseirriterende Facebook-freaks, jeg dagligt møder.