Hvad mad kan betyde og mere

Er blevet klogere. En god del klogere. På mad. 

Og mere.

For nu at begynde med maden:

Havde i dag en håndfuld uddannelsesvejledere til at rende rundt på ... 

... UPS, var sgudda lige ved at skrive navnet på min skole, men så finder du mig lynhurtigt på skolens hjemmeside, og DEN går altså ikke!

Nå, men de rendte altså rundt og fortalte hele 8. årgang om de ungdoms- og erhvervsuddannelser, der findes. 

Med RET stor fokus på lyksaligheden ved at vælge en erhvervsuddannelse. Og RET stor fokus på, at man naturligvis skal vælge gymnasiet, hvis man holder uendelig meget af lektier. Og uendelig meget af at gå i skole i RIGTIG mange år.

Hvilket gør mig irriteret TOTALLY pissed! Fordi de løber regeringens ærinde og lokker kvikke skoleelever med både evner og vilje til en boglig uddannelse væk fra gymnasiet og over i bagerfaget.

Og jeg mener tilfældigvis ikke, at det er uddannelsesvejledernes opgave at manipulere mine elever til at tage en uddannelse, de måske ikke ønsker og måske slet ikke vil trives med.

De har fandme bare at orientere objektivt og lade mine elever træffe deres egen beslutning. Det andet er respektløst. Samfundsøkonomisk fornuft eller ej. Hrmpf!

Nå, men her render disse såkaldte vejledere (læs: manipulatorer) altså rundt, og så er det, at jeg har en dreng til engelsk og tysk. En ret opvakt dreng, som vi jo kan kalde Ingolf. Og som har held til at få mig til at småklukke.

For han rækker pludselig hånden op og siger med den dybeste alvor i stemmen:

"Er det rigtigt, at kantinen på HTX er bedre end den på gymnasiet? For så skal jeg nemlig på HTX."

Åh, haha, tusind tak til Ingolf for at pille uddannelsesvejlederen ned fra hans bedrevidende piedestal ;-)

Og nu videre til dagens hændelse nummer to:

Som handler om en anden dreng, som jeg har til engelsk og tysk på 8. årgang. 

Vi kan jo kalde ham Brian, Johnny eller René, for han er dælme ikke specielt opvakt.

Han er underfrankeret (eller "udfordret", som det hedder, hvis man skal være politisk korrekt). Og øretæveindbydende upoleret. Har klart sin egen dagsorden i timerne og er ligeglad med direktiver fra mig. En skidt knægt.

Ham møder jeg i Rema 1000, da jeg køber ind efter skoletid i dag. 

Det vil sige, jeg møder ham egentlig ikke. Jeg står cirka fem kunder foran ham i kassekøen og er ved at betale mine varer, da hans stemme pludselig gjalder gennem butikken, så alle andre forskrækket vender sig efter lyden:

"HEJ FRU TYSKLÆRER!!!" 

(Bortset fra at han selvfølgelig ikke kalder mig fru tysklærer, fordi jeg hedder noget andet.)

Og der står han så smilende og vinker. Og jeg bliver en lille smule blød om hjertet, for jeg har egentlig ikke forventet, at Brian, Johnny eller René overhovedet vil kendes ved mig ude i byen.

Men det vil han godt. Måske fordi han kan lide mig.

"HEJ BRIAN, JOHNNY ELLER RENÉ!!!" råber jeg storsmilende tilbage gennem butikken og vinker.

Det var da en feelgood lille episode henne i Rema 1000 :-D