Har lige siddet nede i en sportshal, mens Barn 4 trænede basketball, og skrevet et megalangt og giftigt indlæg om en person, som jeg ikke kan lide, fordi hun er en sur og dum og negativ og bedrevidende og superegoistisk møgkælling, der konstant brokker sig over andre og altid føler sig forurettet.
Hun spreder lige så meget hygge og munterhed som Chopins sørgemarch.
Og hun giver mig hårrejsninger af irritation og frastødthed.
Og hun var til stede i hallen. Fordi hun har en søn, der spiller basketball sammen med min datter.
Og jeg havde min computer med og brugte de 90 minutter, træningen varede, på at svine hende godt og grundigt til i et blogindlæg.
Mens jeg omhyggeligt lod, som om jeg slet ikke var der, hvilket ikke var let, da vi var de eneste to tilskuere til træningen.
Og så glædede jeg mig ellers til at komme hjem, så jeg kunne få netforbindelse og udgive indlægget.
Despicable me, muahahahaaaah!
Men så ...
... havde mit elendige hakkebræt af en computer valgt at slette hele svineriet på vejen hjem i bilen.
Pis osse!
Det er måske Gud, der holder hånden over møgkællingen.
Derfor må du i dag nøjes med dette nødindlæg.
Og så vil jeg ellers hive mine forårsruller ud af ovnen, så jeg kan give min datter et måltid med samme næringsværdi som et stykke bølgepap, men jeg har fucking ikke mange andre muligheder end hurtige halv- eller helfabrikata, når pligtdelen af dagen begynder klokken 5.45 og først slutter klokken 20.00.
Hrmpf!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar