Lidt om selfies

Jeg bliver nok aldrig en glødende tilhænger af begrebet selfies. 

Det er selvfølgelig okay at tage et billede af sig selv. 

Det har jeg da også gjort. Og sendt dem til Ladyen. (Nogle af dem tilmed af nøgne kropsdele, jeg ikke sædvanligvis sender billeder af til folk ;-))

Helle Thorning gør det også. Selv til begravelser.

Og jeg tænker, at når folk nede fra mig selv og op til statsministerinden helt oppe i spidsen af den sociale trekant gør det, så må det være et ret almindeligt fænomen.

Og at hvis ingen gjorde det, så ville apps som for eksempel Snapchat velsagtens kun have begrænset succes.

Men når det er sagt, så synes jeg, det er lidt sørgeligt, at så mange mennesker rundt omkring åbenbart har massiv fokus på sig selv en stor del af tiden. Som jeg har både læst i medierne og set hos mine elever.

Og var det så bare ægte øjebliksbilleder. Men det er så fucking perfekt. 

Ingen kiksede og uelegante positurer her. Makeuppen sidder upåklageligt. Udtrykket i ansigtet er nøje konstrueret. Og man gør det igen og igen. Klik, klik, klik. Og sender videre til vennerne. Selviscenesættelse i høj potens. 

Ret idiotisk og falsk, if you ask me.

Well guys, nu har jeg så mødt denne selviscenesættelse i en endnu mere idiotisk form: the selfie stick.

En selfie stick er kort fortalt en stang på cirka en meter, hvor man i den ene ende kan montere sin mobiltelefon eller sit kamera. På den måde kan man altså forlænge sin arm, så kameraet kommer på større afstand, inden man knipser sig selv.

Dybest set måske ikke så ny en idé. Og måske heller ikke så idiotisk.

Før mobiltelefoner og iPads har vi jo i mange år haft kameraer med selvudløserfunktioner, der blandt andet var opfundet med samme sigte: Man kan sætte kameraet til at tage et billede, som man selv kan nå at springe ind i.

Men hold nu kæft, hvor bliver det idiotisk, når man går rundt på gaden i fantastiske Barcelona og suger indtryk til sig. Og gang på gang støder på japanere (sjovt nok), der render rundt med deres mobiltelefoner på en lang pind og skyder selviscenesættende film.

Disse japanere kan naturligvis ikke fjerne blikket fra telefonen i så meget som et øjeblik, for hvis de ikke er opmærksomme på deres kamera, glider de måske ud af fokus og forsvinder fra filmen. Tænker, at der kun skal en lillebitte uheldig håndbevægelse til, for at kameraet optager noget helt andet end dem selv.

Gad vide, om de har tænkt på, at de via deres optagethed af mobiltelefonen på stangen kun oplever verden på en mikroskopisk skærm. Og kun ser de ting, de allerede ER kommet forbi.

Suk.