Siden juli har de ellers været her næsten hver dag. De har malet og lagt trægulv i huset, og jeg er mildt sagt imponeret over, at det er lykkedes dem at gøre gulvet færdigt. De mangler kun ganske få fodlister omkring pejsen, og så er den ged sgu barberet :-)
Så det er klart, at jeg står i en helt astronomisk høj taknemlighedsgæld til dem.
Derfor er jeg også rigtig dårlig til at sige fra (og så måske fordi jeg er en af de mest konfliktsky små kyllinger i verdenshistorien).
Men for dælen altså nogle pædagogiske metoder, de har.
Et eksempel:
- Barn 4 på 10 har glemt at lægge et par underbukser i vasketøjskurven og i stedet efterladt dem på gulvet på sit nye værelse.
- Mormor finder dem og synes, det er TOTALT upassende, at de ligger der.
- Barn 4 slår dynen i sin seng til side samme dags aften for at lægge sig til at sove og opdager til sin undren, at mormor har lagt de beskidte underbukser op i sengen med det ret så nyvaskede sengetøj.
- Barn 4 har ikke siden efterladt sine underbukser på gulvet, når hun har vidst, at mormor ville gøre sin entre i en nær fremtid (mens hun ikke har været helt så disciplineret, når mormor har været på sikker afstand).
- Barn 4 kommer op at toppes med sin kusine under vores nyligt overståede familieferie i sidste uge.
- Min søster trækker sin datter til side og irettesætter pædagogisk.
- Min mor trækker MIN datter til side og irettesætter med et fast greb om hendes håndled, inden jeg selv når at håndtere barnet.
- De to kusiner er igen kommet på kant med hinanden under sidste uges familieferie. Denne gang fysisk.
- Jeg indfinder mig på skuepladsen et splitsekund senere.
- Og opdager, at min far allerede er GODT i gang med at give min datter en ordentlig overhaling. Ikke min søsters datter. MIN datter.
- Et øjeblik senere beordrer han hende ud i køkkenet for at hente en klud, så hun kan fjerne nogle gamle fedtpletter fra en skabslåge i det hus, vi havde lejet til ferien. Det skal velsagtens forstås som en slags straf, men barnet undrer sig tydeligvis og kan ikke se sammenhængen. Hvortil min far siger: "Nej, det er nok for meget at forvente, at du kan finde ud af det."
- Jeg får af vidner til episoden mellem de to kusiner at vide, at det ikke var MIT barn, der begyndte med at slå.
Samtidig har jeg en veninde, hvis barn jeg selv ikke en gang ville bede om at hjælpe med borddækning eller andet praktisk. Fordi min veninde har givet udtryk for, at hun føler sin moderrolle invaderet, hvis andre giver barnet direktiver. Den slags skal hun nok klare selv.
To yderpunkter i det samme spektrum.
Men det kan godt være, at min veninde har mere ret i sin tilgang, end jeg har i min, for jeg må tilstå, at jeg faktisk føler mig krænket, når mine forældre træder ind på mit territorium som i eksemplerne ovenfor.
Gør for guds skyld noget. Højlydt. Mens dit barn hører på det. Jeg var din datter for 19 år siden, og kæmper i dag med den kæmpe skuffelse og følelse af svigt, som er kommet af, at min mor ikke tydeligt sagde fra på mine vegne. Det kan man ikke som barn. Så sig fra! Mens hun hører det. Og så tag en udredende snak med mormor/morfar/søster bagefter. Viser det sig så, at det er din datter, der skal irettesættes, så må man forklare hende sammsammenhængen bagefter, det er hun stor nok til at forstå nu.
SvarSletPersonligt render jeg rundt med en følelse af at være forkert og ikke kunne sætte grænser, fordi nogle få, vigtige nøglepersoner (far og moster) overskred mine grænser og fortalte mig, at jeg var dum og forkert. Ligesom din far gør det med den skide karklud.
Glemte at tilføje, at det ikke hjælper en døjt, at min mor i dag gør meget ud af at fortælle, hvor forkert hun syntes, de opførte sig, og at alle folk rundt om os (mine forældres venner, naboerne, min klasselærer) var enige. For ingen sagde noget, så følelsen af at være forkert kom hurtigt, og er ikke sådan lige til at komme af med igen.
SletHej Skalotteløg
SletØv for nogle oplevelser, du må have haft :-( Jeg kan godt se, at du kunne have brugt en eller anden til at sige fra på dine vegne.
Jeg ved godt, at jeg skal have taget den snak med mine forældre. Vi skal også have en homosnak om deres manglende accept af Ladyen.
Men det er dælme ikke nemt. Synes næsten, det var lettere at springe ud over for dem.
I første omgang har jeg forsøgt at skadesbegrænse lidt ved at tage en snak med min datter om episoderne, så hun ved, at jeg forstår hende. Hendes tre ældre søskende bakker også op om hende.
Så må næste skridt være, at få mine forældres adfærd til at stoppe.
Wish me luck.
Det er vist ikke helt korrekt, at din veninde ikke tillader andre så meget som at spørge hendes søn, om han lige kan hjælpe til med borddækning eller andre småting. Men overdrivelse fremmer naturligvis forståelsen.
SvarSletPoint taken. Indlæg hermed justeret.
Slet