Lebbesnakke med teenagere

Begynder lige et helt andet sted, end overskriften antyder.

Med tysk på 9. årgang i går morges. 

Ifølge folkeskolereformen skal alle elever have 45 minutters bevægelse dagligt. Og det er alle læreres ansvar, at den bestemmelse føres ud i livet.

Så jeg skal altså tilbyde mine elever cirka 4-5 minutters bevægelse pr. lektion, hvis det skal gå op.

HADER den fucking bevægelse! 

Inden alle får rejst sig og forlader lokalet, får gennemført deres bevægelse og finder tilbage på plads, er der altid gået mindst 15 minutter. Og så skal de bagefter genfinde roen og koncentrationen og huske, hvor det var, de kom til rent fagligt, inden de forlod lokalet for at få deres lortebevægelse.

Pis.

Når man er en gammel udspekuleret rotte som jeg, regner man imidlertid hurtigt ud, at bevægelsen kan lægges i blokke. 

Så jeg havde reserveret en gymnastiksal i første lektion i går morges for at motionere 9C i 20 minutter, hvilket dækker alle mine lektioner i den klasse i denne uge.

For så blot at konstatere, at en havde ondt i foden, en havde ondt i knæet, en havde ondt i maven, en havde ondt i en piercing, en kunne ikke lade være med at hænge i trapezen, og fire bare ikke gad være med.

Så jeg stod tilbage med to ret indskrumpede hold, der modstræbende indlod sig på en omgang høvdingbold og tilsyneladende satte en ære i at lade alt løb foregå i gang.

For SATAN, hvor er de sløve, de 9.-klasser. De ligner sgu en flok plejehjemsbeboere.

Dobbeltpis.

Og med det lille syrlige drop klemt ud, kan jeg koncentrere mig om at følge min egen overskrift.

For jeg må igen konstatere, at mine elever generelt har et skønt, åbenhjertigt forhold til den kendsgerning, at jeg er homoseksuel.

Som for eksempel i 8B i fredags.

"Har du hørt om den 13-årige pige, der har begået selvmord, Frau Königin?"  sagde en elev. (Det har jeg sagt, de skal kalde mig, og det gør de også somme tider. Medmindre de kalder mig Ninja, men det er en anden historie.)

"Nej, det har jeg ikke. Hvad var der lige med hende?" spurgte dronningen tilbage.

"Hun troede, at hun var lesbisk, og det var hun ked af," forklarede han.

"Hmm, det kan være, at hun ikke havde nogen homoseksuelle i sit nærmiljø, som hun kunne læne sig op ad. Det kunne måske have været godt for hende," svarede jeg.

"Hvor gammel var du, da du fandt ud af, at du var lesbisk?" lød det så fra min elev. Og nu havde vi efterhånden hele klassens opmærksomhed.

"Jeg var vel et sted i 30erne, da det rigtig gik op for mig," svarede jeg. Men man er jo født sådan, og jeg var ret forvirret, da jeg var på jeres alder, for jeg havde heller ingen homoseksuelle i mit miljø, som kunne fortælle mig, at der ikke var noget galt med mig."  

"Hvordan opdagede du det så?"

"Jeg forelskede mig i en kvinde," sagde jeg og nød, hvordan samtlige elevers ører nu stod på stilke. Kærlighed og seksualitet er et ret tidløst emne, tænker jeg.

"Har du så aldrig været sammen med en mand?" fortsatte min elev.

"Jeg har været gift med en, som jeg har fire børn med."

"Er du glad for penge?"

Øh? 

Jeg fornemmede, at dialogen var ved at tage en drejning, og at homotemaet lå bag os.

Men det dukkede op igen senere på dagen, da jeg skulle undervise 8A.

Her var eleverne i færd med at lave plancher med tøjannoncer på tysk. De skulle klippe tøjbilleder ud og skrive annoncetekster og klistre det hele på et stykke farvestrålende karton.

Nogle havde fundet modelbilleder med særdeles veltrimmede og ret letpåklædte mænd og kvinder. Det viser sig, at englebasserne på 8. årgang sjovt nok føler sig draget af at producere undertøjsannoncer. 

Featuring six-packs og siliconebryster.

"Se," sagde en af drengene og fremviste et formentlig stærkt Photoshop-redigeret pragteksemplar af en modelmand med nøgen overkrop. "Hvad synes du om ham?"

"Hold da op, hvor er han flot," svarede jeg naturligvis.

"Ja," sagde drengen, "det er måske lige ved, at du bliver heteroseksuel, når du ser sådan en mand?"

Never in a lifetime, sweetie, haha.

Så sluttede sidste lektion, og jeg kørte hjem og var glad for dagens ordvekslinger.