Om at være fighter

Stupid, stupid me.

Har næsten lyst til at dunke mig selv i knolden med disse:

Men de er ellers flotte, ikke? Sorte lakkrykker. Føler mig jo helt sexet 😋 Mangler bare noget i læder.

Dem krabber jeg så rundt med i denne uge. Fordi jeg lige syntes, jeg skulle være kæk på tennisbanen i mandags. 

Pis.

Jeg KUNNE jo allerede mærke, at der var noget galt i venstre fod. Har i nogen tid kæmpet med en inflammation under hælen, som brokker sig ved overbelastning.

Og jeg HAVDE ondt. Ikke MEGET ondt. Dog NOK til, at jeg bare burde have ladet den sidste bold fare.

Men nej, nej. DEN slags magter jeg selvfølgelig ikke. Jeg er for stor en fighter og MÅ naturligvis gå efter boldene. Også selv om de ser helt umulige ud.

Og det er selvfølgelig meget prisværdigt ikke sådan uden videre at give op. Men det er fandme ikke altid særlig kløgtigt.

Så jeg skulle lige flytte fødderne lidt snabt. Og det var så sidste gang, jeg gjorde noget, man kan kalde snabt, i denne uge.

For hold kæft, hvor gjorde det pludselig ondt. Dernede i foden. En stærk, skarp smerte, så jeg måtte smide, hvad jeg havde i hænderne og hoppe af banen på et ben.

Så hjem på sofaen med en ispose. Senere i seng. Ligge vågen med smerter hele natten. Dernæst op og konstatere, at fruen på ingen måde kunne støtte på foden. Og så af sted til læge og på skadestuen.

Sådan ret kort fortalt.

Det er ikke noget alvorligt. Ikke noget, der er bristet. Men det ER en overbelastningsskade, som betyder, at jeg skal forholde mig helt i ro resten af ugen. Og så ser vi.

Selv om det er besnærende med god samvittighed at kunne nyde at læse og se Netflix og koste rundt med den stakkels yngstedatter, som mener, hun har det hårdt, er jeg altså ikke typen, der synes, det er fedt at være immobil i længere tid ad gangen. 

Kom således til at røvkede mig allerede efter to en halv time på sofaen i går. Og så er der fandme langt til ugens udgang.

Når det er sagt, så kan jeg allerede nu konstatere, at en stor del af tiden kommer til at gå med logistik. 

For damn, hvor er det besværligt at skulle manøvrere sig selv rundt på matriklen ved hjælp af de der fucking stokke.

Og jeg kommer til at reflektere over ting, som jeg aldrig NOGENSINDE havde forestillet mig, jeg skulle reflektere over.

For eksempel: Hvordan kommer jeg fra køkkenet og ind til sofaen i stuen med en lortekrykke i hver hånd ... OG et krus med kaffe?

Nej, vel?

Ser således pludselig tilværelsen i et helt andet perspektiv.

FUCK.

Men Rotterne (læs: fruens elskelige børn, red.) har heldigvis en fest. 

For da yngstedatteren var færdig med at jamre over at måtte hjælpe ekstra til i denne uge, huggede hun mine krykker. 

De er åbenbart morsomme at tumle rundt i stuen med, når man er 14 år gammel og ikke er fucking NØDT til det.

Og da ældstedatteren sent i aftes kom anstigende for at tage en overnatning hjemme hos Mutti, huggede HUN fandme mine krykker. De er åbenbart OGSÅ morsomme at tumle rundt med, når man er 25.

(Så det er måske først, når man er 51 og NØDT til at bruge dem, at de bliver lidt belastende, to put it mildly.)

Nå, men her til morgen er ældstedatteren gået et level op i disciplinen "udnyt en handicappet", da hun har neglet min bil (efter først at have sikret sig, at den havde fuld tank, naturligvis). Det forlyder, at hun bringer den tilbage på fredag. Eller lørdag.

Right.

Nå, men sådan er livets gang her i forstadsvillaen for tiden. Det kan til gengæld næsten kun gå fremad. Og det er jo dejligt 😊

Take care now og lur mig, om vi ikke høres ved lige om lidt igen. For nu bruger jeg heldigvis ikke foden til at skrive med.

💜💜💜