... og om at GÅ for sent

I går kastede jeg her på bloggen en verbal fatwa over folk, som konsekvent kommer for sent.

I dag skal det handle om at GÅ for sent.

En lidt omvendt problematik, men stadig noget, som jeg tror, mange gør sig skyldige i.

Et eksempel:

For nogle måneder siden havde ekskæresten og jeg besøg af en af hendes veninder. Hjemme hos eksen.

Egentlig skulle vi have været ude, men eksen var ikke på toppen den dag, så for ikke at aflyse helt og dermed skuffe veninden blev aftalen den, at hun skulle komme hjem til os til en kop kaffe midt på eftermiddagen.

Jeg brugte formiddagen på at bage kage og klø min småsyge eks bag ørerne, og midt på eftermiddagen dukkede så omtalte veninde op som aftalt. Meget punktligt 😉 Det var fint 👍

Vi hyggede og snakkede. Havde en bestemt række temaer, som vi altid lige skulle vende: børn og job og fælles venner og såd'n.

Og da så klokken var hen ad fem, havde damen været der i to en halv time. Kaffen var drukket, kagen var spist, samtaleemnerne var vendt, og det havde været passende at skilles. Navnlig da veninden vidste, at eksen ikke var på toppen.

Men!

Hun blev fandme hængende! 

Måske i forventning om også at blive inviteret til middag.

Og jo mere hun blev hængende, desto mere ændrede atmosfæren sig. 

Det var svært at finde noget nyt at snakke om, vi var løbet tør for forplejning, eksen trængte klart til at ligge ned, og vi blev begge mere og mere irriterede over, at den fucking veninde ikke daffede hjem.

Men vi kunne ikke lide at sige noget. Så vi indledte bare en belejringskrig. En dyst på udholdenhed.

Vi vandt. Kvart over syv gik hun. 

Men for helvede altså. På det tidspunkt havde vi siddet ved kaffebordet i næsten fem timer. Efterhånden på følelsesløse røvballer. Og jeg havde ikke fået købt ind til aftensmaden endnu. 

Gudskelov for færdigretter.

Nå, men det var bare en lille forhistorie. Jeg er slet ikke rigtig kommet i gang med mit indlæg endnu, haha 😂

For det, jeg i VIRKELIGHEDEN vil fortælle, er:

at jeg jo havde besøg af et guddommeligt væsen i sidste weekend. Det ved du, hvis du følger med her på bloggen. Og hvis ikke, kan du lige bladre et par indlæg tilbage for at få historien.

Hun er et af de mest reflekterende mennesker, jeg i lang tid har mødt, og ud af de 28 timer, vi var sammen, snakkede vi i hvert fald i de 21. Uafbrudt.

Blandt andet om at blive hængende for længe.

I et forhold.

Noget, jeg i hvert fald har gjort mig skyldig i. 

Mit ægteskab for eksempel. Som i virkeligheden aldrig skulle have været indgået. For jeg er homoseksuel kvinde, og jeg giftede mig med en mand. Fordi INGEN måtte vide, at jeg var til kvinder. At jeg var defekt. (Jepper. Sådan tænkte jeg dengang, selv om det jo er fuldkommen gak.)

Den mand var jeg sammen med i 21 år. Og han havde den fulde kontrol. Han traf stort set alle beslutninger om stort og småt, og mit selvværd var ... 

... øh. 

Nu skriver jeg godt nok "selvværd". Men ... sådan et kan jeg nærmest ikke mindes, at jeg havde. For jeg undertrykte mig selv, lige så meget som han undertrykte mig.

Det var SÅ falsk et liv for mig, at jeg fra tid til anden stadigvæk giver mig selv en ordentlig motherfucker af en mental kindhest, fordi jeg gik så sent.

Jeg blev hængende på grund af børnene og trygheden. Og så affandt jeg mig år efter år efter fucking ÅR med, at mit parforhold var noget lort. OG den lille detalje, at jeg altså var partner med en person af det forkerte køn.

Jeg skulle også været gået fra min damekæreste (altså hende, jeg gik fra før jul, som i øvrigt er den eneste damekæreste, jeg har haft) for flere år siden.

For selv om alt var godt og lykkeligt og lidenskabeligt i begyndelsen, så fik begyndelsen en ende. Som begyndelser somme tider gør. 

I de sidste år følte jeg mig ofte nedprioriteret og ked af det. Kørt ud på et sidespor. Englebassen havde fået andre interesser, som pressede mig mere og mere. Fik mig til at føle mig devalueret.

Men jeg blev hængende alligevel.

Stupid me.

Da jeg vendte emnet med den kvinde, jeg vendte mange ting med i sidste weekend, nåede vi frem til den konklusion, at man i et parforhold kan være alt for tilbøjelig til at fastholde en tro på, at det nok bliver bedre lige om lidt. 

Hvis bare lige vi klarer os igennem denne uge, SÅ bliver det godt.

Eller til at skue tilbage på et eller andet rart i nærmeste fortid og klynge os til det. Som i: Det kan godt være, at tirsdag, onsdag og torsdag har været vederstyggelige. Men MANDAG, for helvede! Mandag var super 👍 

Problemet er bare, at nuet forsvinder. Hvad enten man skuer frem eller tilbage, glemmer man jo nuet. Og, mine damer (og herrer, men jeg tror, jeg har flest damelæsere 😉), nuet er det eneste tidspunkt, der rigtig sparker røv. 

Fortiden er historie. Fremtiden er fiktiv.

Jeg har fået den ambition, at jeg skal være bedre til at gå i tide. Når nuet lidt for ofte bliver for træls.

Jeg skal give mine forhold en fair chance. Men jeg skal IKKE spilde fucking ÅR på at give kunstigt åndedræt til noget, der alligevel ikke er levedygtigt.

Bum.

Nu må jeg hellere liste min kvindekrop ind under bruseren, så jeg kan få rigtigt gang i dagen.

Yngstebarnet og jeg tager et par fastelavnsboller under armen og svinger en tur forbi min mor i eftermiddag. Hun er lidt ensom efter min fars død, den gode Mutti. Det er synd.

Klokken 17 skal jeg forhåbentlig give Ulla en omgang tæv på tennisbanen. Og så lakker den weekend mod enden.

Så ved du det 😄

Take care now 💟😍😘