Om feminisme i islam

Dropsene markerer i år Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts ved for første gang nogensinde at give ordet videre til en gæsteblogger.

Indlæggets forfatter har stor viden om kvinder i islam og flygtningespørgsmål i almindelighed. Hun er feminist og en engageret forkæmper for de svageste mennesker i vores samfund.

God læselyst!

Kærlig hilsen
Dropsene 💜

Kvindernes kampdag er en international kampdag. Og ikke kun for os vestlige kvinder, der har stemmeret og medbestemmelse.

Ikke at vores kamp på nogen måde er slut, da ligestillingen i Danmark langt fra er i mål.

I prologen til bogen Argumenter imod kvinder af Birgitte Possing bliver vi således mindet om, at kvinder kun i sørgeligt ringe omfang er repræsenteret på topposter inden for politik, videnskab, erhverv, kultur, medier, sport og organisationsliv i Danmark.

Lige så aktuelt er det, at man forleden på Amnesty Internationals website kunne læse om en spritny rapport, der fortæller, at "straffrihed, en forældet lovgivning og kønsstereotyper og myter i retssystemet står i vejen for retfærdighed for voldtægtsofre i Danmark."

Og man behøver bare nævne ordet "ligeløn" for endnu en gang at sætte spot på vores manglende ligestilling.

Så vores kamp er ikke forbi.

Men vi har en hel verden af kvinder, der stadig må kæmpe for selv små rettigheder i hverdagen. Og internationalt set er vi stadig lysår fra at kunne tale om et minimum af retfærdighed, hvad angår kvinders ret til at bestemme over egen krop og eget liv.
En del af vores frihedskamp er at skabe forståelse for forskellige religioner. Og kæmpe side om side med kvinder, der ønsker at bevare deres tro og samtidig være frie kvinder. Altså at have ret til at bestemme over egen tro og påklædning.
Debatten i Danmark er ensporet og jagten på kvinder med anden religiøs overbevisning er begyndt.

Islam anses af de fleste som en kvindeundertrykkende religion. Og det er den også mange steder, men der er et utal af muslimske kvinder, der ser deres religion som frihed og mener, de selv træffer deres valg, hvad angår religiøs praksis.

Disse kvinder skal både kæmpe mod religiøse lærde, der har en yderst konservativ udlægning af Islam, og det danske samfund, som anser dem for undertrykte og nu kriminelle, hvis de tildækker deres ansigt.

Det må vi da kunne gøre bedre.
I 2009 bad en arbejdsgruppe i folketinget, som så på burkabrug og tilsvarende beklædning, Københavns Universitet – Tværkulturelle og Regionale Studier om at udarbejde en rapport for dem.
Alle kvinder, der blev interviewet, bar niqab, og alle kvinder fastholdt, at det var eget valg. Alligevel har regeringen indført forbud mod denne beklædning. Det er både undertrykkende og diskriminerende.
Din og min holdning til dette må ikke være afgørende for en lovændring, og vores politikere har her kun skabt mere ulighed og frataget disse kvinder retten til at bestemme over egen krop.
Ligesom der findes muslimske kvinder, som kalder sig selv feminister og ikke ønsker at bære niqab, og som finder belæg for deres overbevisning og tro i Koranen, er andre kvinder inspireret af salifisterne og mener, at de ved at bære niqab lever de ud fra deres tro.

Det er ikke vores anliggende at dømme i den sag. Vores anliggende er at sikre, at alle kvinder har ret til at bestemme over deres eget liv.
Selv i vores lovgivning på flygtningeområdet er der en skævvridning imellem kvinder og mænd.

Ved opnåelse af asyl får en del kvinder således tilkendt en paragraf 7.2, hvor den mand, de er gift med, får tilkendt en paragraf 7.1. Det gælder, hvis manden er den primære forfulgte i hjemlandet. Og det betyder, at manden har opnået varigt ophold, mens kvinden kan risikere, at hun lettere kan udvises af Danmark, hvis hun bliver skilt fra manden, da 7.2 ikke giver varigt ophold.
Vi kvinder har en moralsk forpligtelse til at kæmpe alle kvinders kamp. Ikke kun vores egen. Vi har trods den manglende ligestilling i Danmark stor mulighed for at hjælpe kvinder i andre lande og de udlændinge og flygtninge, der er her i landet. De er vores søstre og behøver os.