mandag den 11. februar 2019

Mens jeg venter på Falck

Da jeg forlod dig i går, var jeg på vej ud at vandre en tur. Det gør jeg tit. For det er balsam for sjæl og krop.

Har tænkt lidt over de gode grunde, jeg har til at snøre vandrestøvlerne. Og er nået til den konklusion, at min motivation er ret mangesidet.

For det første er der naturoplevelsen. Jeg tror, de fleste coaches kan pakke biksen sammen, hvis bare folk får øjnene op for, hvad en vandretur i det grønne kan udrette for trivsel og humør. Det er så fint at følge årets gang derude, og alle årstider har deres egen charme.

Så er der motion og kalorieforbrænding. Vidste du for eksempel, at man ved en vandretur i rask tempo og eventuelt i kuperet terræn forbrænder næsten lige så meget, som hvis man løber samme distance?

Vandring virker for mig i flere forskellige konstellationer.

Når jeg er alene, giver det mig en fantastisk mulighed for refleksion. Jeg er tænkertypen. Kan bruge timer på at bearbejde en eller anden følelse eller problematik. 

I går kredsede mine tanker om mit forliste parforhold. På torsdag er der gået otte uger, og jeg har ikke været i kontakt med den forhenværende kvinde i mit liv siden. 

Vores sidste kommunikation fandt sted den dag, hvor jeg kørte hjem til hende for at hente de få ejendele, jeg havde liggende hos hende (en hovedpude og et par hjemmefutter og tre bøger), og fandt dem i regnen uden for hendes hus.

Næstsidste kommunikation var, da jeg foreslog, at hun betalte de penge, hun skyldte mig, fordi jeg lagde ud for vores flybilletter, da vi var i Norge i september. Og hun svarede, at så ville hun da lige modregne det, jeg formentlig havde kostet hende i vand, varme og el de gange, jeg havde været på besøg hos hende.

Okay. 

Jeg har også haft udgifter til både hende og hendes søn under vores forhold, men jeg orker ikke at kæmpe på så lavt et niveau. Så hun kan beholde beløbet. Til gengæld satte hun dermed en tyk streg under min beslutning om aldrig at vende tilbage til hende.

Når det er sagt, så har hun givet mig nogle af de bedste år i mit liv. Og jeg ville aldrig have undværet den personlige udvikling, hun har hjulpet mig igennem. Hun har været den mest betydningsfulde voksenrelation, jeg har haft, og jeg har en million fantastiske minder om vores tid sammen.

Den sidste uheldige periode udgør kun en mikroskopisk brøkdel af det, jeg har fået med mig videre i livet gennem mit forhold til hende.

Jeps, det reflekterede jeg over på min vandretur i går.

Når man vandrer sammen to og to, er det anderledes. Det giver en smuk anledning til en walk & talk, til at bonde med hinanden.

For ikke længe siden var jeg på sådan en walk & talk med min genfundne veninde. Hende, som jeg skriver om her. Vidunderligt sådan at vandre med hende alene i skoven og finde hinanden igen.

Og så er der gruppeturene.

I sidste weekend var jeg med lebbevandreklubben Gaia i Silkeborg. Og det er noget HELT andet end både alene-turen og walk & talk-turen. 

Vi var 15 kvinder af sted. Jeg var mest med for at connecte med andre lesbiske. Dem har jeg nemlig ikke mange af i mit netværk. Og det var godt, at det var det sociale, der var målet for mig. For vi gik eddermame LANGSOMT. Faktisk var vi næsten fire timer om at tilbagelægge sølle 13 kilometer. Haha 😂 

På den tid kunne jeg have tilbagelagt samme distance baglæns, tror jeg.

Men der blev pludret igennem på kryds og tværs, og det var så hyggeligt, at det klart tåler gentagelse 💃💃💃

Jeg skal også vandre i dag. Vejret er smukt. Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg kan næsten ikke vente med at begive mig ud i det.

Jeg må dog slå koldt vand i blodet. 

For jeg sidder og venter på Falck. Som kommer for at hente Yarisen. Hvis kobling heldigvis var så elskværdig at vente med at stå af, til jeg var næsten hjemme fra min vandretur i går og lige netop kunne trille resten af vejen i første gear, som var det eneste gear, motherfuckeren ville i.

Damn!

Så dagens vandretur bliver distancen på 8,5 kilometer fra forstadsvillaen til Quickpot for at hente bil senere i eftermiddag. Ikke pisseromantisk, men det er okay motion.

Det var dagens melding.

Take care, folkens, and stay tuned 😋💘

Ingen kommentarer:

Send en kommentar