Long time, no write

Fuck.

Kan se, at mit seneste indlæg er fra den 29. juli. Long time, no write altså. En hel måned faktisk.

Så hvad skete der lige der?

Tjoh. 

Jeg har afsluttet sommerferien. Det har de fleste vel.

I mit tilfælde med en tur til København. Til Store Søn. Flyttede altså på kollegium igen. Med fælleskøkken og luftmadras på gulvet. Og med ledsagelse af mine to døtre, Barn 1 og 4.

Jeg holder meget af at besøge hovedstaden. Der er altid nye kroge at opdage, og så længe jeg ved, at jeg kommer hjem til Jylland igen, er det hele kringeling.

I denne omgang hed de nye kroge Kastellet, havnebadet ved Islands Brygge, street food på Refshaleøen og Frederiksborg Slot.

Foruden Lyngby Sø og Furesøen set fra kano.

Og DET var fandme spændende, haha.

Store Søn havde booket to af de kanoer, der tilhører kollegiet og frit kan benyttes af kollegiets beboere.

Så det var SÅ fint.

Øh ... bortset fra at de selvfølgelig var væk, da vores tid kom (hvilket skulle vise sig at være held i uheld, men mere om det længere nede).

JEG var ikke overrasket over, at andre ikke havde respekteret vores booking. Har sgu snart set så meget til mennesker, at jeg ved, den slags nærmest må forventes. Men SØNNIKE, oh dear, han havde nær fået et apoplektisk anfald af skuffelse og irritation, haha.

Han har stadig en del af lære om verden.

Nå, men vi hapsede en anden kano, som ikke var reserveret. En ordentlig motherfucker af en balje. Den var ganske vist ikke så fiks og strømlinet, som de to mindre fartøjer, sønnike havde booket, men den kunne til gengæld rumme hele selskabet på en gang. Og lå stabilt og godt i vandet.

Og heldigvis for det. For vores kanotur blev så stor en succes, at vi to dage senere fik lyst til at begive os ud i en tilsvarende aktivitet. Denne gang i de to åbenbart eftertragtede og førhen uden succes bookede kanoer, som i mellemtiden var blevet tilbageleveret.

Big mistake, haha.

For da fruen nedsænkede sit legeme i den ene ... sank den ... stort set. Det vil sige, den mønstrede nok et fribord (slå det op) på sølle tre centimeter. Og dermed lige i underkanten til Muttis sarte smag. Der skulle i hvert fald ikke meget vip til, før det var gået HELT galt.

Så da vi havde fået grinet af, måtte vi sluge al stolthed og entre et større fartøj.

Nå, men de lyse og lykkelige familiedage i København fik en ende og det nye skoleår en begyndelse.

Det var fint nok at komme på job igen. Det havde jo været en fantastisk sommer med alle de varmegrader, man kunne ønske sig. Og indtil flere ferierejser. Med de fineste mennesker i verden 💃💃💃

Eneste lille malurt var min egen personlige Vandgate-skandale. 

Som i al sin ubarmhjertige enkelhed gik ud på, at jeg rejste på ferie fra en åben vandhane i drivhuset. 150 kubikmeter vand direkte ned i jorden. Pris: 7500 kroner (formentlig). Heraf 75% i vandafledningsafgift. Uden at jeg har brugt et afløb. Det kan du læse mere om her.

Nu har historien fået en slutning. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Jeg vil snarere kalde det en FORVENTET slutning.

Jeg blev nemlig af flere personer i min omgangskreds, og tilmed af en sød læser på bloggen, opfordret til at tage kontakt til spildevandsfirmaet i min kommune. Det hed sig, at andre havde haft held til at få reduceret deres afgift efter uheld som mit. 

HVIS man altså var venlig og imødekommende hos spildevandsfirmaet.

Yeah, right!

Det kan man i hvert fald ikke sige om Vandmiljø Randers. 

Jeg skrev en længere og fuldkommen ærlig mail til firmaet, hvor jeg forklarede, hvad der var sket, og understregede, at mine 150 kubikmeter vand var trængt ned i jorden, hvorved jeg jo ikke havde brugt afløbssystemet. 

Og hvor ked af det, jeg var, fordi jeg nu skulle betale flere tusind kroner for en vare, jeg ikke havde modtaget.

And guess what:

De var fuldstændig kolde i røven. 

Jeg modtog en mail, hvor man ganske vist udtrykte beklagelse over min uheldige situation ...

... MEN ...

... sjovt nok desværre ikke kunne give mig nogen reduktion på regningen. Og her kunne jeg selv læse deres regler, som i øvrigt også var at finde på deres hjemmeside.

Så fulgte en opremsning af regler og vedtægter på cirka en halv meter. Regler, som jeg antager, at firmaet selv har vedtaget, og som bestemt ikke var til min fordel. Ydmygende og træls.

Stupid me.

Hvordan kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg ville flytte så meget som et kussehår på en fladlus, hvis jeg skrev til dem og appellerede til deres empati?

Det er nemlig ikke nødvendigt med empati og individuelle hensyn til kunderne, hvis man sidder i et monopollignende foretagende. For hvor fanden skal utilfredse kunder gå hen?

Vandmiljø Randers kommer til at inddrive tusindvis af kroner for en vare, jeg ikke har modtaget, når regningen lander engang efter nytår. Ved nemt og bekvemt at dække sig ind under egne regler og paragraffer.

Det er ikke okay, men det rager dem tydeligvis helt utrolig lidt.

Så jeg må nøjes med at give dem en sviner her. Griske, paragrafliderlige tyveknægte.

Nå, men nu kom jeg helt i dårligt humør. Må hellere slutte, inden jeg også bliver adfærdsvanskelig.

Vi høres ved :-)