onsdag den 2. januar 2019

Til mine nye læsere

Jeg ved, jeg har nye læsere. Det har jeg næsten altid, men jeg ved også, at jeg har flere nye læsere, end jeg plejer. For jeg har inviteret en Facebook-gruppe med i klubben.

Til mine nye læsere vil jeg sige velkommen. Rigtigt hjerteligt velkommen. Jeg håber, I får lidt ud af at læse med her 💜

Jeg skriver dette indlæg til jer. For at prøve at fortælle lidt om, hvem jeg er. Så I ikke behøver arbejde jer igennem alle de 500 blogindlæg, jeg i tidens løb har lagt her på Dropsene.

Til mine gamle læsere. Bær over med mig, please. I vil møde gentagelser. Håber, det er okay. I får også et hjerte: 💜

Nå, men kort fortalt (eller måske ikke så kort fortalt, for jeg er pissegod til at cykle ud ad en eller anden tangent og komme til at skrive alt for meget, haha):

Jeg er 51. 

Jeg bor i Randers, men det er ikke noget, jeg sådan går rundt og fortæller folk. For så får jeg alle mulige ... øh ... interessante bemærkninger og spørgsmål, hvoraf mange sjovt nok indeholder ordene Mokai, Nike Shocks eller scooter.

Underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole. 60 kilometer fra min bopæl. Hvilket er praktisk, fordi jeg så ikke risikerer at løbe ind i elever og forældre til spontane skole-hjem-samtaler, når jeg færdes i gademiljøet i min by. Og IKKE så praktisk, fordi jeg hver dag får fornøjelsen af fucking E45.

Før jeg blev lærer, var jeg selvstændig og arbejdede i 14 år med oversættelse af litteratur for snart sagt alle de store forlag, vi har her i landet. 

Det var fedt, fordi jeg kunne sidde hjemme og arbejde og havde en stor grad af selvbestemmelse i min arbejdsdag. Og ikke så fedt, fordi jeg aldrig så en sjæl. Jeg kunne sagtens sidde fordybet i et manuskript fra 8 til 17 og ikke tale med nogen. Så jeg trampede så at sige mine egne sociale behov ned under parketgulvet med det arrangement.

Oversættelsesarbejdet spillede heller ikke så godt for min kreativitet. 

Jeg elsker at udtrykke mig på skrift. Lege med ordene. Lade sproget sprudle. Og jeg sætter stor pris på den kreative frihed, jeg har her på Dropsene. 

Men når jeg sad med en engelsk eller amerikansk originaltekst og skulle omsætte den til et dansk manuskript, ja, så var jeg en anelse bundet på min kreativitet. Tror sgu nok, at forlagsredaktørerne ligesom forventede, at jeg lagde mig forholdsvis tæt op ad udgangsteksten og ikke pludselig begyndte at digte og indføje et brutalt sexmord i et værk af Dalai Lama. Sådan bare for at give hans bog en smule kant, you know 😉

Nå, men jeg fortryder ikke min tid som selvstændig. For på det tidspunkt var jeg gift med en mand, en travl konsulent med masser af rejsedage. Og med ham havde jeg fået fire børn. Yes, du læste rigtigt: FIRE.

Og når nu manden næsten aldrig var hjemme, var det praktisk for familien, at JEG var.

Nu er Rotterne store (når jeg skriver om Rotterne her på bloggen, så er det altså mine fire elskelige børn, jeg mener). 

Ældste Datter på 25 blev færdig som lærer før sommerferien. Og underviser blandt andet i engelsk og tysk. Lyder det bekendt? Det er jo det samme som Mutti! Ved sgu ikke, om det er creepy eller flatterende, men hælder nok mest til det sidste. Hun bor i en lejlighed i Aarhus og havde en nærildebrandsoplevelse nytårsaften. Den kan du læse om in another afsnit.

Ældste Søn på 23 er udvandret fra Jylland. Det ved jeg ikke, om jeg helt har tilgivet ham endnu. Men objektivt set var det vel okay, da drengen blev optaget på kemiingeniøruddannelsen på DTU, og DTU altså ligger i Lyngby. Not much to do about that.

Somme tider besøger jeg ham på hans kollegium. Så rykker mor ind på en luftmadras på gulvet og lærer under besøget at glæde sig over, at hun ikke SELV lever med et fælleskøkken. For hold nu kæft, hvor kan sådan nogle unge studerende altså svine på fællesarealerne.

Yngste Søn er 20. Han læser nano science på Aarhus Universitet. Jeg aner ikke en skid om nano science, men det er vist nok noget med nogle meget små ting. Han lader til at være ret glad for det, og det er vigtigt. 

På muren på hans institut står der INANO med store bogstaver. Det har jeg set nogle gange, når jeg er kørt forbi. Men først i sidste uge faldt det mig ind at læse skiltet bagfra. Oh my god, haha! Nogen har lavet lidt af en brain fart der 😂

Yngste Søn bor også på kollegium. Skjoldhøj i Brabrand. Kollegiet fra helvede. Eller i hvert fald der, hvor de andre ikke gider bo. Skjoldhøj ligger et stykke uden for byen, og det er ikke hipt ikke at bo centralt, så alle vil gerne videre. Derfor var det også let for drengen at få et værelse derude. 

Mutti render til gengæld rundt med armene over hovedet over drengens boligforhold, for han har haft en privilegeret opvækst i et pænt og dyrt kvarter, og det er godt at prøve det andet også.

Og så er der Bette. Yngste Datter. Hun er 14 og går i 8. klasse på en privatskole her i byen. 

Som mange andre teenagere oplever hun tilsyneladende, at hendes mor er blevet mere og mere vanskelig og urimelig i den senere tid. Hun er i hvert fald god til at rulle opgivende med øjnene over en del af mine holdninger og dispositioner. Men hvis ikke jeg tager meget fejl, kommer jeg i bedring, når barnet nærmer sig de 18-20 år. Så genvinder mange forældre nemlig deres fornuft 😉

I min fritid dyrker jeg en fantastisk portefølje af interesser. (Synes jeg da selv. Heldigvis.):

  1. Jeg skriver for eksempel blogindlæg (SURPPRISE!). 
  2. Jeg læser. Romaner. Gerne spændende. Og gerne på både engelsk, tysk og dansk. 
  3. Jeg er næstformand i bestyrelsen på Yngste Datters skole. 
  4. Jeg synger i kor. 
  5. Jeg spiller tennis. 
  6. Jeg vandrer. Ude i Guds grønne natur, det billige pis. 
  7. Jeg tager til foredrag og koncerter og udstillinger. 
  8. Og en hel masse i biffen. 
  9. Og så elsker jeg at rejse.

Det er oplevelser i ind- og udland, jeg bruger de fleste af mine penge på, når mine faste udgifter er betalt.

For 8½ år siden sprang jeg ud som lesbisk.

Det var selvfølgelig ikke, fordi jeg PLUDSELIG var blevet homoseksuel. For det havde jeg sådan set altid været. Men jeg var blevet træt af at leve det forkerte liv. Af at følge konventionerne og pænt leve under tag og dyne med en mand. 

Under min opvækst og i hele mit hidtidige liv havde jeg aldrig truffet en homoseksuel. I hvert fald ikke en, der var sprunget ud. Jeg havde aldrig haft nogen at spejle mig i. Der VAR ganske simpelt ingen åbent homoseksuelle i de kredse, hvor jeg færdedes. 

Derfor troede jeg også, at jeg var anderledes. Forkert. Når jeg blev ved med at forelske mig i andre kvinder.

Og jeg skammede mig over det. Ingen måtte for Guds skyld vide noget. Så jeg lavede en heteroseksuel skinmanøvre og gik i flyverskjul i min kernefamilie.

Indtil jeg altså fik nok.

Da jeg var cirka 40, begyndte jeg nemlig at reflektere over den del af mit liv, der var gået, og den, der var tilbage. Og det blev en hårrejsende refleksion. Som med en lægtehammer blev jeg blev ramt midt mellem øjnene af den erkendelse, at jeg ikke kunne fortsætte med min tilværelse, som den var.

Så jeg oprettede en profil på et dating site for homoseksuelle.

Og der mødte jeg en skøn kvinde. Sød og skarp og smuk og empatisk og sjov og sexet og meget andet guf.

Hende forelskede jeg mig håbløst i. 

Så håbløst, at jeg forlod min mand, flyttede fra stor villa til lejlighed i den lokale ludergade, lukkede mit firma, fordi jeg ikke tjente nok til at kunne forsørge mig selv og fire børn, tog ny uddannelse, fik nyt job, købte hus.

Og her sidder jeg nu. 

Med en kop friskrørt pulverkaffe. Og tænker, om jeg i grunden ikke har fortalt nok om mig selv sådan lige for nærværende. Jeg vil i hvert fald mene, at nye læsere nok har fået en idé om, hvem jeg er, så de ikke behøver at slæbe sig gennem alle 500 indlæg på bloggen 😉

Så mangler jeg bare at runde af. 

Det vil jeg gøre ved at fortælle, at forholdet til min dejlige kvinde holdt i 8½ år. Hvoraf langt de fleste stunder har været fantastiske. Hun gav mig lov til for første gang i mit liv at opleve gengældt kærlighed, og for det vil jeg altid være hende dybt taknemlig.

Men for to uger siden gik det i stykker. Og jeg tror ikke, det kommer til at genopstå.

Enough about me. Måske høres vi ved igen 🙏

Ingen kommentarer:

Send en kommentar