lørdag den 19. januar 2019

Lidt om madpræferencer

Sidder her i forstadsvillaen med en dejlig kop nyrørt pulverkaffe, som jeg af og til "nuker" i mikrobølgeovnen, fordi jeg bliver adfærdsvanskelig, hvis ikke min kaffe er brændhamrende varm.

Og for lidt siden faldt så mit blik på Anker. 

Anker er min kiksede mis. 

Jeg har tre. Misser. De to af dem er kæledyr. 

Den ene hedder Erling. Og han er dælme en flot fyr. Slank og elegant. Adræt. Og kulsort på en skinnende blank måde. Dertil virkelig kælen og hyggelysten (så her har han lidt til fælles med den af mine misser, der ikke er en kat).

Og så er der Anker. Han ligner en lav kommode. Og hans gangart ligner den, man ser hos ænderne henne i Doktorparken. Jeg behøver aldrig at være bange for, at Anker hopper op på køkkenbordet, for det kan han ikke. Jeg har set ham hoppe op i sofaen. Det er Ankers rekord.

Men Anker er virkelig sød. Han var en vildkat, da vi fik ham, og vi har haft held til at gøre ham menneskevant. Han får mere og mere tillid til os, og det er rørende at se.

Det særlige ved Anker er, at han er super madglad. I en grad så han spinder højlydt, hver gang han spiser (og her har HAN jo så en vis lighed med bloggerinden selv).

Jeg FORSTÅR ham.

Jeg elsker også mad. For mad er livgivende og lækkert. 

Jeg har en alsidig smag. Spiser gerne grøntsagsretter. Og også gerne kød. Og kan sagtens finde selvforkælelse i en rubber med makrel i tomat.

Og så har mad en imponerende signalværdi.

Spiser du vegetarisk, signalerer du klimabevidsthed. Spiser du vegansk signalerer du dyrevelfærd. Spiser du leverpostej, signalerer du folkelighed. Spiser du foie gras, signalerer du upper class og i hvert fald ikke dyrevelfærd. Og spiser du grød, er du hip.

For min skyld må folk spise, hvad de vil. Næsten. Jeg bliver lidt stram i betrækket, hvis ikke dyrene er blevet behandlet ordentligt inden slagtning. Og jeg ser også gerne et lidt mindre forbrug af oksekød. Men ellers ... Knock yourself out.

Min kæde hopper imidlertid af, når det bliver fanatisk. Eller når man bruger egne madvaner til at fremhæve egne attributter og trampe lidt på andre mennesker. 

Som for eksempel når vegetaren i sin frelsthed udtrykker afsky over den mad, jeg spiser. Det er, som om det er vegetarens ret at vise lede, når duften af bacon breder sig. 

Jeg synes, det er uforskammet. Jeg laver da heller ikke klamme ørlelyde ved synet af en broccolitærte.

Det er også åbenbart vegetarens ret at forlange særbehandling ved sociale sammenkomster. 

"Du skal lige vide, at jeg er vegetar," har jeg somme tider hørt, når jeg har inviteret folk til spisning. Og deri ligger så en usagt forventning om, at jeg skal tilpasse menuen efter deres præferencer.

Og hver gang har jeg smækket hælene sammen og lavet dhal.

Men forestil dig lige den omvendte situation. At JEG er inviteret til middag hos en vegetar:

"Du skal lige vide, at jeg er kødspiser," og således en usagt forventning om en blodrød rib-eye på middagsbordet (eventuelt ledsaget af en dejlig, hjemmerørt pulverbearnaisesauce).

Nej, vel? Ain't gonna happen.

På lærerværelset ser jeg dælme meget bulgur. Det er Bulgur City. Og selv om det er dejligt at se, at mine kolleger spiser sundt, så KAN jeg simpelt hen ikke lade være med at provokere lidt.

Så jeg har i ugevis sat spegepølsemadder med remoulade og ristede løg til livs i spisefrikvarteret. Så sætter jeg mig tæt hen til bulgurdamerne og ånder på dem, mens jeg spinder højlydt ligesom Anker, for hver mundfuld jeg trykker ind.

Ved ikke, om de har fanget mit statement endnu. Men jeg tænker at fortsætte. Og måske tilmed udvide repertoiret til leverpostej med rødbede.

Bum.

Nu vil jeg til gengæld pakke mig af sted. Barn 1 + 4 har lokket mig med i Aarhus Skøjtehal i eftermiddag. Det skal nok blive spas.

Take care, og vi høres sikkert ved 😄

Ingen kommentarer:

Send en kommentar