lørdag den 12. januar 2019

Regenererer

Er lige dukket op til overfladen efter halvanden times morfar under tæppet på sofaen i brændeovnens vidunderlige strålevarme.

Nice 👍

ELSKER at tage en lur.

Så meget, at hvis bare jeg er hjemme fra job inden klokken 17, lægger jeg mig. 

For jeg er pissegod til at sove et kvarters tid. Så vågner jeg op og føler mig meget friskere. Også selv om snoldede 15 minutter ikke lyder af meget.

Jeg har heldigvis også læst, at det er super godt for blodtrykket at tage en kort eftermiddagssøvn dagligt. Så det er mit gode argument, hvis NOGEN skulle finde på at løfte så meget som bare et enkelt fedtet øjenbrynshår i misbilligelse. Jeg forlænger mit liv, you know 😉

Nå, men min saliggørende, livforlængende lur trak en smule ud i dag. Og det var dælme tiltrængt. For det er adskillige døgn siden, jeg har fået en ordentlig, sammenhængende nattesøvn af en passende længde.

Det startede allerede onsdag. Med en chatkorrespondance på Messenger. Hvor jeg er med i en gruppe af lebber. Som jeg ikke kender. Men som jeg heldigvis kommer TIL at kende, fordi vi skal på sommerhusweekend i Nordsjælland i vinterferien. Lyder det bizart? Well, det er det også. Men på den fede måde altså 💃💃💃 Jeg har skrevet om det her.

Som optakt til vores sommerhustur er vi begyndt at småchatte. Hver aften faktisk. Så lærer vi hinanden lidt at kende, inden vi skal mødes. Det er hyggeligt.

I onsdags var der så en af damerne på chatten, der skrev noget om at indtage betragtelige mængder af slik. Hvortil en anden svarede, at det kunne hun sandelig også. Hun mente faktisk, at hun måtte være danmarksmester i slikning.

Oh my god! Haha 😂

Prøv lige at forestille dig sådan en bemærkning kastet ind i en chat mellem syv singlelebber. Den stak jo helt af.

Og jeg kom til at grine så meget, at jeg ikke kunne falde i søvn, da jeg var rullet om på skjoldet den aften. Som i OVERHOVEDET ikke. Tror, den må have været halv et, før min idiotiske hjerne endelig lod sig overmande af søvnen. Og det er altså temmelig sent, når man skal op halv seks, folkens.

Torsdag aften gik det ikke meget bedre.

Min søster og jeg gav i fællesskab vores mor en tur i byen i julegave. Først skulle vi tre damemennesker mødes lidt tidligt på en af caféerne ved Aarhus Å til en mundfuld mad. Og så skulle vi i Musikhuset til koncert med Danmarks Radios bigband og Curtis Stigers. 

Kanon aften. 

Selv om bigbandmusik måske ikke lige er på min top tre over musikgenrer, så er de der DR-folk eddermame dygtige. Og vores mor havde en helt fantastisk oplevelse, tror jeg. 

Og min søster er et af de sjoveste og mest lattermilde mennesker, jeg kender, selv om hun arbejder i Kriminalforsorgen, hvad der faktisk ikke lyder særlig sjovt. Det er måske derfor, hun er så pissemorsom i sin fritid. Fordi de vittige bemærkninger hober sig op og ikke rigtig kan komme ud, mens hun er på job.

MEN.

Det blev jo i-fucking-GEN pissesent, inden jeg faldt i søvn. Over midnat endnu en gang. For efter forestillingen skulle jeg køre mine to nære slægtninge hjem til deres to forskellige østjyske byer, før jeg kunne vende kølergrillen mod Randers og hjemmematriklen.

Og næste morgen op halv seks igen. Pis.

Så blev det jo fredag. 

Og jeg plejer bare at chille fredag aften. Fede den med fødderne oppe i sofaen og Netflix på min 60-tommer og rødvin i mit glas. Det er vigtigt for mig. Jeg bliver CRANKY, hvis ikke jeg chiller fredag aften. Så ja, det plejer jeg.

Men ikke i går. Nej, nej.

I går havde jeg sandelig arrangeret fest. For hele personalet på Yngste Datters skole. Med påhæng.

Det havde jeg gjort, fordi jeg sidder i skolens bestyrelse. Og hvert andet år inviterer bestyrelsen alle til kalas. Og de andre bestyrelsesmedlemmer synes af uvisse årsager, at festplanlægning er en af mine spidskompetencer. I wonder why 😋

Nå, men i år havde jeg hyret et lasergamefirma til at komme og afholde en turnering på skolen. Som underholdning fra 17-19. 

Og hold nu kæft, hvor var det spas! 😂

Alle deltog. Kvinder og mænd og unge og gamle og tykke og tynde og høje og lave. Og fitte og ikke-så-fitte.

Alle blev vi udstyret med et laservåben og en sensor fastgjort til et pandebånd. Og så slukkede vi lyset over hele skolen og sneg os rundt i hold for at eliminere modstanderne.



Og alle hyggede sig! 

Pissefedt koncept. Som jeg (i al beskedenhed naturligvis) har fået masser af credit for.

Men for helvede altså. 

Øl og vin flød jo i rigelige mængder hele aftenen, og selskabet var godt. Så det blev sent og ... øh ...  halvfugtigt.

Til gengæld skulle jeg tidligt op for at spille tennis. Ved sgu ikke lige, hvad der skete med min planlægning der. Fuck altså. Nå, men jeg havde stadigvæk held til at banke Ulla, så det var vel okay 😉

Nu ved du så, hvorfor jeg lod sofaen springe på mig i intet mindre end halvanden time i dag. 

Og det var totally nice 🙌🙌🙌

Ingen kommentarer:

Send en kommentar