onsdag den 16. januar 2019

Om partnere

Fik lige en bette snak med en kollega forleden dag. 

Ikke, fordi jeg ikke snakker med kolleger hver dag altså. Det ville jo være lidt bizart at gå igennem en hel arbejdsdag uden at veksle et ord med nogen af de 99 andre ansatte, tænker jeg.

Men den kollega, jeg har i tankerne netop nu, har det til fælles med mig, at hun er ret nysingle. Og derfor kommer vores snakke somme tider til at handle om det. Og om mænd. Og for mit vedkommende mænd OG kvinder.

Nu sidder den opmærksomme bloglæser og tænker, at det er mystisk, at jeg sådan sidder og snakker om mænd, for er jeg måske ikke homo?

Og jo, det er jeg. Helt og holdent homo.

Men jeg har jo i årenes løb brugt utrolig meget krudt på at få det til at SE UD, som om jeg var til mænd. Og det har betydet, at jeg har en fin lille portefølje af mandlige partnere med i bagagen. Hvad enten jeg bryder mig om tanken eller ej.

Der var for eksempel Peter. 

Han var min første kæreste. Jeg var 16. Og han var 20. Jeg var aldrig forelsket i Peter. Og da jeg trådte ud af forholdet med ham, var jeg lige så meget jomfru, som da jeg trådte ind i det tre måneder tidligere. Jeg var kærester med Peter, fordi piger på 16 altså havde en fyr i den lille provinsby, jeg voksede op i. Og det var bekvemt, at han godt ville nøjes med at kysse og holde i hånd.

Da jeg var knap 17, rejste jeg til USA som udvekslingsstudent. Og der mødte jeg Lamoyne. Ham var jeg heller ikke forelsket i. Men han var en flot fyr. Afroamerikaner, for nu at bruge et politisk korrekt udtryk. Høj og muskuløs. 

Det var nede i Atlanta i staten Georgia. Og Georgia er et af de gamle slaveområder. Lamoyne kom fra det fattige, afroamerikanske kvarter, mens jeg selv boede hos en værtsfamilie i en velhavende, hvid bydel. Om der lå en provokation i det fra min side, ved jeg ikke, men det er da tankevækkende, at jeg slæbte en temmelig mørkhudet fyr med hjem til min rige, hvide værtsfamilie og plumsede ham i deres pool til forskrækkede blikke fra omgivelserne.

Lamoyne fik min mødom. På forsædet i den gamle, gule pick-up truck (eller "pik op", om du vil), jeg havde lånt af familien. 

For sådan var det åbenbart med velstående, hvide familier i den der gamle sydstat: Piger måtte ikke have drenge på værelset. Endsige overnattende drenge. Så hvis man ønskede en smule intimitet, ja, så var man altså henvist til at køre ud i en bil, finde et mennesketomt kvarter og hygge sig der. Mens man håbede på ikke at blive snuppet for public display of affection (slå det selv op), hvilket ville have udløst en bødestraf.

Så rejste jeg hjem, og mit forhold til Lamoyne blev til et håbløst, long-distance relationship, indtil det gik i sig selv. Jeg var ikke bevidst om det dengang, men det passede mig udmærket. For Lamoyne havde udspillet sin rolle, da jeg via ham jo igen havde demonstreret, hvor hetero jeg lige var.

Da jeg var 18, løb jeg sørme ind i Jarle. En norsk marinesoldat på øvelse i Danmark. 

Jeg mødte ham på diskotek Mona Lisa i Aarhus. Sådan et etablissement med rundsiddesofaer i mørkerød velour, der visse steder havde stive pletter af spildt øl og sikkert også noget andet, som jeg ikke bryder mig om at tænke på. 

Da diskoteket lukkede, kørte jeg Jarle hjem til hans skib i havnen. Der kyssede vi, mens soldaterkammeraterne ved landgangen piftede, og så var vi kærester. Næste dag sejlede hans skib hjem til Bergen.

Og tre uger senere kom han flyvende ned for at besøge mig hos mine forældre, hvor jeg boede.

Mine forældre elskede ham, og han VAR også sød. Så sød, at han var helt utrolig kedelig. Sådan på den frelste, norske måde.

Forholdet varede i to år, hvor vi besøgte hinanden i ferierne, og så gled også det stille og roligt ud i ingenting. Hvilket ligeledes passede mig fint. For ligesom Lamoyne havde Jarle udspillet sin rolle. Jeg gav stadig indtryk af at være helt vildt hetero. Og som sidegevinst havde jeg fået en pæn seksuel erfaring. For Jarle havde en ret stor appetit. Så nu kunne jeg for alvor være med, når veninderne snakkede sex.

Jeg var sjovt nok aldrig forelsket i Jarle. Og hvad intimt samvær angik, så var det okay, om end det var TEMMELIG opreklameret.

Da jeg var 22, kom Lucifer ind i mit liv. Ham var jeg kærester med i 3 år og gift med i 18. Og med ham har jeg fire børn. 

Var jeg nogensinde forelsket i ham? Gæt selv.

Jeg forlod Lucifer, da jeg var 43. For det var langt om længe gået op for mig, at jeg levede det falske liv. I 43 år havde andre menneskers standarder betydet, at jeg havde knægtet mig selv og i processen ført en stribe mænd bag lyset. Og nu kunne jeg ikke mere. 

Jeg indså langt om længe, at jeg var håbløst homo, og at det ikke nyttede at kæmpe imod.

Så jeg stak andre menneskers standarder en fuckfinger og fandt en dejlig kvinde, som jeg forelskede mig i. Og som til gengæld også forelskede sig i MIG. Det var min debut med gengældt kærlighed. Og jeg opdagede, at det der sex i grunden var ret vidunderligt. Hehe.

Så. Nu har du fået et hurtigt oprids af de mest betydningsfulde partnere, jeg har haft. Og  jeg vil vende tilbage til min samtale med min kollega. 

For mens vi snakkede, gik det op for mig, at det sgudda ikke er tilfældigt. 

Det er ABSOLUT ikke tilfældigt, at jeg havde en hang til mænd i udlandet, da jeg var ung. På det tidspunkt var jeg ikke bevidst om, at jeg var homoseksuel, men noget må have fortalt mig, at det var PISSEpraktisk at have en officiel mandekæreste stuvet af vejen i et andet land.

Og da jeg mødte Lucifer, må det samme noget have sagt mig, at jeg skulle se at få en masse børn, så jeg kunne henlede næsten al min opmærksomhed på dem. Og dermed ikke behøvede at se den grimme sandhed i øjnene: at jeg havde giftet mig med en mand, jeg ikke elskede.

Jeg har ikke tænkt over det før, men når jeg nu reflekterer, har jeg faktisk aldrig følt mig super godt tilpas ved at være alene med en partner. I hvert fald ikke før jeg fandt min skønne kvinde. Og derfor valgte jeg altså mænd, der boede langt borte, eller også fik jeg barn efter barn efter barn efter barn.

Om jeg er blevet klogere på mig selv? You bet.

Og av!

Gudskelov for mine fire underskønne styk afkom. Uden dem havde det sgu været lidt tragisk.

Jep.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar