Tænker, jeg lige vil skrive en ting om corona, for det er der jo næsten ingen andre, der gør for tiden ...

"Das hier ist kein Urlaub!" lød det i går i en mail til Barn 4 eller Yngstedatteren eller bare M (fordi hendes navn begynder med ... ja ... øh ... M 😉).

Mailen kom fra en af hendes lærere, og du kan måske selv gætte hvem (og nej, det var IKKE kristendomskundskabslæreren).

Og var ansporet af, at barnet havde afleveret en skriftlig opgave om Sport und Freizeit, som hun havde sendt til pågældende lærer vedhæftet en mail, hun fejlagtigt havde kaldt Coronaferie.

Oh dear 😱 Stupid child.

For jeg må give barnets lærer ret. Det ER sgu ingen ferie.

Jeg blev som 1000-vis af andre danskere sendt hjem fra job af statsministeren for to uger siden.

Eller måske er det mere korrekt at sige hjem I FORTSAT job. Som lærer forventes jeg jo nemlig at bedrive undervisning af mine elever fra hjemmematriklen.

Fair nok, tænkte jeg dengang, mens jeg pakkede min computer og alle mine undervisningsmaterialer sammen, inden jeg forlod skolen for at køre hjem og indrette en slags klasselokale i forstadsvillaen i Randers.

Jeg får jo fuld løn under hjemsendelsen, og jeg vil hellere end gerne bibringe mine englebasser på 9. årgang en smule læring. Faktisk helst så meget som muligt, for om lidt skal de til prøve i mundtlig engelsk, og vi er ikke færdige med pensum endnu 😱

Jeg var altså ret samarbejdsvillig 😇

Well, nu er der som antydet gået to uger, og jeg er stadig ret samarbejdsvillig 😇, men jeg må konstatere, at jeg tror, det var lettere for statsministeren at påbyde full-time fjernundervisning, end det er for mig at omsætte påbudet til handling.

Eller sagt på en anden måde: Hvis det er sundt med en udfordring, så lever jeg virkelig helserigtigt for tiden.

Lad mig give et par eksempler:

Jeg har for nylig (læs: EFTER hjemsendelsen) stiftet bekendtskab med noget, de kalder Microsoft Teams. Det er et pissesmart online mødeværktøj, der sætter brugerne i stand til at mødes virtuelt. 

Pissesmart som sagt. For med det kan jeg mødes med mine klasser og afvikle noget, der minder om en klassesamtale. Der er både video og lyd og alting.

Og skoleledelsen opfordrer os klogeligt nok til at bruge det. For vi påbydes også (af regeringen eller Mette F eller ministeriet eller ... jeg ved ikke præcis hvem, men NOGEN derovre i Christiansborg-området) at holde jævnlig kontakt til de små pus (altså eleverne, ikke skoleledelsen), navnlig de sårbare af dem.

One problem though: Da jeg ikke ligefrem er "digital native" (slå det selv op) og aldrig før har haft brug for at mødes med mine elever online, har jeg heller aldrig LÆRT eller fået nogen INSTRUKTION i at bruge lortet. Så det er i allerhøjeste grad learning by doing. 

Og det hænder, at jeg løber panden mod en fucking usamarbejdsvillig computer, der åbenbart somme tider SELV bestemmer alting. For eksempel om jeg skal have held til at gennemføre online-undervisning af mine elever 😭😭😭

Derfor kan jeg til gengæld blive helt høj, når noget lykkes 💃💃💃 Og det gjorde det i forgårs.

Faktisk kan jeg med slet skjult stolthed bekendtgøre, at jeg efter et par frugtesløse forsøg onsdag formiddag klokken 10.08 havde held til at vise en film. 

HJEMME FRA FORSTADSVILLAEN.

FOR TO KLASSER PÅ SAMME TID. 

VIA SKÆRMDELINGSFUNKTIONEN I MICROSOFT TEAMS! 

WOOP, WOOP 🎈🎉🎆 (Man skal huske at fejre sine succeser, hvor små de end er 😉)

Der er derimod ikke meget at fejre, når det gælder Min Uddannelse.

Lad mig lige forklare:

Min Uddannelse er vores digitale læringsplatform. 

Det er her, jeg lægger opgaver ud til eleverne. Eller indscannede dokumenter. Eller billeder. Eller links til forskellige sites, som jeg ønsker, at eleverne skal klikke sig ind på.

Og det er her, eleverne AFLEVERER deres skriftlige opgaver, eller deres PowerPoint-præsentationer, eller de film, de har optaget, eller de lydfiler, de har indspillet, som led i undervisningen.

Det er også her, jeg giver eleverne feedback, når de har afleveret noget. Skriftlig feedback og karakterer.

Og det er her, jeg laver ugeplan, så englebasserne kan se, hvilke opgaver jeg forventer, de laver i den kommende tid.

Min Uddannelse er kort fortalt en stor formidlingscentral. Til input og output.

Og fuldkommen uundværlig. Navnlig når man bedriver fjernundervisning.

Til gengæld fungerer lortet ikke.

Forleden dag oplevede jeg 58 minutters ventetid for at komme på. Og i dag. Ja, i dag venter jeg stadig. Min skærm ser således ud:

Ingen grund til den store applaus her. Jeg bryder hverken ud i lovsang eller lambada.

Heldigvis har jeg været forudseende. Med sund digital skepsis har jeg nemlig sikret mig en smule analogt arbejde: 62 udprintede tyskopgaver, der skal rettes. 

Med blyant 😉 

DET ved man sgu, hvad er 👍

Måske lyder det umiddelbart lidt ensformigt, og det er det dælme også, men som adspredelse har jeg lykkeligvis min datter, ovenfor omtalte M, hjemme.

Ligesom mine elever går hun i 9. klasse. Og vi hygger. Hold kæft, hvor vi hygger.

For eksempel når barnet, som jo OGSÅ modtager fjernundervisning, kommer og spørger Mutti (altså mig) om randmoræner i geografi. Eller letopløselige baser i fysik/kemi. Eller en fiks lille fortolkning Henrik Pontoppidans Ørneflugt.

Og til det meste af det må jeg bare sige FUCK. Jeg har haft held til at skjule det i mange år, men NU finder barnet ud af, hvor dum jeg er 😂 Jeg kan KUN engelsk og tysk. Period!

Så jeps. Vi hygger big time.

Det er så til gengæld mere, end man kan sige om mit besøg i Vanløse i sidste weekend.

Eller ... øh ... jo, det var super hyggeligt. For jeg besøgte jo en bestemt dame, som jeg har et ret nært forhold til 💘 Og som jeg til tider kysser på 💋

MEN.

Altså de der københavnere 😬

Et eller andet sted forstår jeg dem selvfølgelig godt. For de lever jo umanerlig tæt sammen derhenne i hovedstaden. I hvert fald i forhold til os i Randers. 

Så det er muligt, at de ikke rigtig lægger mærke til, hvordan de gnubber sig op ad hinanden.

Men damn, hvor de gnubber! 

Jeg var for eksemel en tur i et supermarked, og jeg siger dig, Hans-Otto ...

Altså i supermarkederne her i Randers har der længe været håndsprit til kunderne ved både indgang og alle kasser. Der er gummihandsker til kunderne. Der er afstandsstreger på gulvene. Der er i dusinvis af formanende skilte. Og kassemedarbejderne sidder bag store skærme af plexiglas. Folk går i buer uden om hinanden og undgår at flokkes ved hylderne (undtagen måske lige hylden med håndsprit, men DEN trængsel hører hurtigt op igen, når folk på ti sekunder har hamstret hylden tom).

I Vanløse til gengæld. Suk. Ingen sprit ved indgangen. Ingen sprit ved kasserne. Ingen plexiglasafskærmning til kassemedarbejderne. Og i tilgift en fuldkommen dystopisk trængsel i butikken. 

Gys 😱

Hvilket var fucking VAND ved siden af dystopien på gangstien omkring Damhussøen. 

Her har politiet glemt at ensrette trafikken. 

Hvilket vil sige, at man som almindelig fodgænger på spadseretur bliver mødt af en FED, dobbeltrettet strøm af motionsløbere, som, forvist fra deres fitnesscentre, storsvedende og tungt prustende SLYNGER om sig med klamme og måske virusinficerede kropsvæsker.

DET er fandme uhyggeligt 😱

Så vil jeg alligevel hellere sidde her i min forstadsvilla i Randers og svare på datterens gode spørgsmål om kinetisk energi og andet guf, mens jeg venter på Min Uddannelse og retter analoge tyskopgaver.

Og med de ord vil jeg slutte for i dag. Fortsat god coronaferie til alle 😉💜 

Og gårdvagter og halvfjerdsermode

Kan du huske dette indlæg?

Well.

Har så været gårdvagt i dag.

Iført min nye mandagshue 💩:

Og skolens gårdvagtsjakke.

Totally priceless med alle de børne- og voksengrin, der blev kastet i fruens retning 😂😂😂

Så det er sgu nok ikke sidste gang 😉

Skal i øvrigt hilse fra 1970erne og sige, at brunt og orange er chikt! 👍

Lidt om stammekrig

Nåda. Nu har jeg sørme læst en artikel 📰

Som, sagt på jysk, faktisk ikke er dårlig. Og oversat til københavnsk: er FÅRKING FED, mand! 😉

Den beskriver lige præcis noget af det, jeg har følt i nogen tid, men ikke rigtig har fået sat ord på.

Måske fordi jeg ved at påtale fremfærden hos den person, artiklen blandt andet handler om, kan komme til at fremstå politisk ukorrekt og risikerer at blive udskammet som klimaignorant.

Artiklen er et interview med en mand, som jeg har måttet google. Søren Ulrik Thomsen.

Havde sgu aldrig hørt om ham før. Og det er der en god grund til: Han er modernistisk digter og befinder sig dermed på så højt et kulturelt niveau, at jeg umuligt kan nå op og kigge over kanten, selv om jeg står på det yderste af tåneglene.

Jeg interesserer mig kort fortalt ikke en skid for poesi. Jeg forstår det ikke. Ligesom ballet.

Men det vil jeg ikke lægge manden til last, for han kan åbenbart også udtale sig til artikler, og her kan jeg bedre være med 😂

Nå, men det, hr. Thomsen siger, er, at vi skal passe på, klimadebatten ikke ender i en opsplitning i gode og onde mennesker og en dæmonisering af fjenden. For så bliver klimaproblematikken pludselig til identitetspolitik. Det kommer til at handle om, hvem vi er (OS imod DE ANDRE), og ikke, hvad vi hver især siger, og dermed fjerner vi fokus fra det egentlige issue og den vigtige samtale.

Prøv for eksempel at læse følgende citat fra artiklen:

"Jeg er blevet meget overfølsom over for politisk afpresning af typen: Enten er du en del af løsningen eller en del af problemet. Enten er du enig med mig, eller også er du et problem. Hele din person er enten med til at redde Jorden eller skubbe på for dens undergang. Du skal tage stilling nu, ellers går Jorden under. Dén har jeg hørt før. I vores ungdom var det atomtruslen og Den Kolde Krig, men i det øjeblik, der går vækkelse i det, handler det ikke længere om det virkelige problem. Debatten forpestes, og faren er jo, at man bliver så vred over udskamningen, at man selv forfalder til at etablere sig som en modidentitet til korrektheden."

Well, you can say THAT again, Mr. Thomsen!

Tag nu for eksempel min mor, fru Tudse.

Fru Tudse er SÅ irriteret over en vis Greta Thunbergs sure miner og anklagende pegefingre, der for en stor del svirpes mod hele min mors generation, at Mutti er blevet demonstrativt ligeglad med klimaet.

Og det er velsagtens ikke der, vi skal hen. Hvor en gruppe tager patent på sandheden og de rigtige holdninger og har så travlt med at udskamme andre grupper, at disse andre grupper får lyst til at ørle og modarbejde hele klimaprojektet.

Så er vi nemlig landet i et stammeunivers. Eller tribalisering, som Thomsen kalder det. Og i et sådant univers er man tilbøjelig til at identificere sig med en gruppe ud fra nogle bestemte karakteristika og har så travlt med at bekrige andre grupper ud fra DERES karakteristika, at kampen bliver et mål i sig selv. Til gengæld glemmer man at lytte til de andres perspektiver og argumenter.

Eller som digtermanden længere nede i artiklen siger om begrebet woke:

"Man er virkelig imod noget, oprørt over, hvor galt det går, og hvor forkert det er, at de andre ikke har set nøjagtig det samme som en selv. Dér er man allerede langt væk fra at tale om de konkrete problemer. Og umådeligt selvoptaget. Man forholder sig ikke til meningsforskelle, men til, hvor typisk det er af de andre at sige sådan og sådan."

Frøken Thunberg kan i min optik med al sin fokus på skyld og skam have skabt en træls og kontraproduktiv polarisering i klimadebatten. Den er ligesom kørt lidt af sporet og kommet til at handle om PERSONEN.

Jeg fornemmer således, at der findes en ret stor gruppe af fortrinsvis unge mennesker, der ser Thunberg som den store guru. Eller som Thomsen skriver: "barnet i Kejserens Nye Klæder" med en "særlig adgang til sandheden".

Og en anden ret stor gruppe af fortrinsvis lidt ældre mennesker, der måske føler sig stigmatiseret og ser hende som en pisseirriterende møgunge, der hellere skulle passe sin skolegang.

Begge grupper viser dermed en unuanceret tilgang til klimasagen, som i følge Thomsen ikke kan løses via "klubdannelser og stammefællesskaber", men derimod gennem dialog og respekt for andres meninger.

SåDAN, Thomsen! 👍 

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Eller ... øh ... jeg kan faktisk SLET ikke sige det bare tilnærmelsesvis lige så godt som digtermanden.

I artiklen siger han også mange andre gode, kloge ting. Du kan læse den her.

Nå, men jeg vil liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren. Har lige været et smut til 🎾, og jeg lugter lidt af gnu.

Fortsat god søndag 💜

Om en sej gut

Lad mig fortælle lidt om sønnike. 

Ikke så meget om Store Søn. Han er fordybet i sine kemiingeniørstudier henne i Lyngby. Og har derudover travlt med kæreste. Og studiejob. Og fredagsbar. Og fodbold. Og alt er godt.

Men derimod om ... Lille Søn.

Lille Søn er også den søn, der for nogle uger siden tog røven på Mutti. Det har jeg skrevet om her.

Og han er ham, jeg kalder Mads. 

Mest fordi han HEDDER Mads altså 😉

Mads er en uheldig lille fyr. 

Eller ... lille og lille. Knægten er 21 og høj og flot, men i min optik er han stadig min lille fyr. Og det vil han altid være. Også når han er 55 og småfed og skaldet.

Faktisk er han så uheldig, at han er født uden tænder.

Eller ... uden anlæg til 17 blivende tænder for at være helt nøjagtig. Mens en stor del af resten er deforme.

Surt for Mads. Også selv om specialtandlægerne begejstret fortæller ham, hvor unik han er, mens de udfører små, kåde dansetrin. Men for en specialtandlæge må han sandelig også være en spændende faglig godbid.

Jeg kaster omgående ansvaret for drengens tandsituation og et par fatwaer over The Person Formerly Known as Lucifer (læs: fruens eksmand, red.). For tandmangel er ofte arveligt, og JEG mangler sgu ingen bisser.

Det gør Ekslucifer til gengæld. To, tror jeg nok. Og det er jo et ret overbevisende argument for egen frifindelse.

Dog må det være en ringe trøst for stakkels Mads, at ansvaret således er placeret, og at han er noget ganske særligt i et specialtandlægeperspektiv.

For det er stadig noget pis.

I mangel af blivende tænder render han rundt med sine mælketænder, som han har skullet passe GODT på. Implantater ville man nemlig først sætte i, når han var blevet voksen.

Det er han nu. Voksen. Og det er ved at være implantattid.

Men inden man vil sætte nye pløkker i ham, måtte man lige foretage en lille justering af hans kæber. Der var nemlig opstået et underbid, som skulle rettes.

Fint nok.

Han blev opereret i sidste uge. På Skejby. 

Nu KUNNE man jo tro, at man ville fikse et underbid ved at justere UNDERKÆBEN. For man kunne nemlig tro, at det var denne kæbe, der ragede lidt for langt frem. 

Og som den odontologiske ignorant, jeg er, faldt det mig ikke et sekund ind, at det kunne være anderledes. Jeg tænkte, at underkæben nok var den eneste kæbe, der fucking KUNNE justeres. For den anden er jo ligesom vokset sammen med resten af kraniet. Ikke sandt?

Men nej, nej. På Skejby kaster man sig gerne ud i komplekse løsninger: Man ville justere OVERKÆBEN.

But how? tænkte ignoranten. Og kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvordan DET skulle kunne lade sig gøre.

Well, hun er klogere nu, kan hun så berette. OG hun håber, at DU, kære bloglæser, er parat til et klamt afsnit:

Mads skulle opereres tirsdag i sidste uge. 9.30. 

Jeg tog tidligt fri, så jeg kunne besøge ham om eftermiddagen. Sådan ved 15-tiden. 

"Han er vist lige kommet på Opvågningen," lød det fra en af de utrolig venlige sygeplejersker, jeg snakkede med. "Der er egentlig ikke adgang for besøgende, men lad mig lige ringe derned og høre, om du kan få lov at se ham alligevel."

Det kunne jeg. Måske tænkte man, at den unge fyr i sengen ved vinduet kunne have godt af lige at se sin mor.

Så jeg blev låst ind ad et par døre og taget imod af en ny, utrolig venlig sygeplejerske, som fulgte mig hen til Mads' seng efter lavmælt at have givet mig klare instrukser om, at jeg KUN måtte se ham i et KORT øjeblik.

Og der lå mit lille pus. Med forbinding om hele ansigtet. Og tape. Og slanger. Og opsvulmede læber. Og en lille grøn operationshue. Og en hel del isenkram af forskellig art i munden. Skinner og elastikker og tråd og sådan.

Han så ud, som om han var ved at græde. Men måske var det bare narkosen, der ikke helt havde sluppet sit greb i ham og gjorde ham groggy.

"Vi har lagt en sonde, så jeg kan tømme ham for blod en gang imellem," hviskede sygeplejersken venligt informativt uden at vide, at den slags oplysninger får mig til at ørle.

FUCK, tænkte jeg rystet. Jeg omgås kun sjældent nyopererede sønner. Og det var, som ovenfor antydet, lidt af en skefuld for mig. Men sygeplejersken tog det roligt. For hende var den slags patienter sådan set hverdag.

Jeg lod naturligvis ikke drengen mærke min moderlige forfærdelse, men klappede ham kærligt på skulderen og lovede ham at komme tilbage næste dag. Han skulle efter planen være indlagt i tre døgn.

Så blev jeg låst ud igen.

Først dagen efter gik det op for mig, præcis hvor kompleks en operation min dreng havde været igennem (og det var måske meget heldigt, at jeg var dårligt informeret, da jeg stod ved hans seng på opvågningen):

Man havde skåret hele hans overkæbe fri af kraniet.

Fucking FRI AF KRANIET!

OMG!

Så havde man rykket den 4,5 millimeter frem og en lille smule ned.

Dernæst havde man skåret en bjælke ud af hans underkæbe. Og skudt ind som kile, for at overkæben ikke skulle glide tilbage, hvor den kom fra.

Pludselig forstod jeg, hvorfor operationen ville kræve tre dages indlæggelse og fem ugers sygemelding.

Stakkels lille fyr 😢

Det har han fandme ikke fortjent. Det er jo ikke en selvforårsaget livsstilssygdom, han har. Han er komplet uskyldig.

Han er også pissesej.

For dagen efter operationen blev han udskrevet og tog bussen hjem.

Ja. Det gjorde han fandme 😂

Og han tog selv på apoteket om eftermiddagen for at hente smertestillende goodies.

Han må selvfølgelig ikke spise andet end suppe og grød og overkogt pasta i den næste halvanden måned, men han er supercool med det. 

Og jeg er stolt af ham! Props til sønnike (slå det selv op 😉).

Om et halvt år begynder så det store implantatshow. Så skulle kæben nemlig være så stabil, at man kan kaste sig ud i det.

Tror sgu nok, at drengen glæder sig til endelig at få et tandsæt, som ikke gør ham forlegen, hver gang han smiler. For nu får han filmstjernetænder 😁😁😁

Eller dollargrin, om du vil.

For det er selvfølgelig ikke billigt med sådan en mundfuld implantater. Men heldigvis betaler det offentlige. Og DET er vi glade for 😄

Desværre kan det for offentlig regning kun blive til den billigste model. Så Mads' dollargrin bliver i første omgang en Hyundai. Af plastic.

Den slags holder vist i cirka ti år. Så skal de udskiftes. Og det bliver til gengæld for egen regning.

Forestil dig det.

Man er ung mand. På tærsklen til uddannelse og etableret voksenliv, men ... øh ... først skal man lige have etableret en tandkonto i banken på 300.000.

Fedt udgangspunkt 😕

But then again: Mads er SÅ sej og tager det hele uden jammer.

MIN søn 💘

Frue med hue og god weekend!

Jeg har fandme ikke tid til at skrive.

Men som den lille rebel, jeg er, gør jeg det alligevel 😂

For jeg har fået ny hue. Som jeg naturligvis brænder for at vise frem:

Oh my god!

52 år gammel og render rundt med en lort på hovedet 😂😂😂

But then again: Den, der stikker hovedet i en lun lort, fryser ikke om ørerne 😉 Og desuden er det jo en emoji, jeg bruger ret ofte. 

For eksempel når jeg sidder i kø på fucking E45 og vil dele mine lidelser på Facebook. 

Så lorten føles tryg og velkendt.

Nå. Men jeg HAR fandme altså ikke tid til at skrive. Jeg skal til København. Med Kombardo. Lige om lidt. Der sidder en dame derovre og venter 💘 Med rejemadder 😋 Nice 👍💃

Så hav nu en henrivende weekend og vi høres ved.

💜

Vinterferie

Nu skriver jeg så for tredje dag i træk! Håber, du ikke falder ned af stolen af forbavselse 😂

Det er selvfølgelig, fordi jeg har vinterferie - et guddommeligt koncept.

Rotterne (aka Fruens elskelige børn) er taget med The Person Formerly Known as Lucifer (aka Fruens eksmand) på skiferie i Italien/Schweiz. Og selv sidder jeg i forstadsvillaen og nyder min alenehed.

For ganske vist elsker jeg andre menneskers selskab. Men der er faktisk dødt løb mellem DET ... og mit eget 💃

Damn, hvor kan jeg hygge, når jeg er sammen med mig. Så bruger jeg tiden på at læse. Og blogge. Og nyde min råderet over tv-fjernbetjeningen, hehe. Og spise al den mad, som mit sidste hjemmeboende barn, Barn 4, ikke kan lide (hvilket nærmest er alt andet end kylling).

Og i denne ferie er jeg begyndt at spille klaver. 

Eller ... øh ... begyndt og begyndt. Jeg har sådan set altid boet i et hjem med klaver. Og jeg har modtaget i årevis af undervisning. Men spilleriet har ligget ret stille, siden jeg efterlod mit smukke flygel i min eksmands hus.

For tre år siden købte jeg så et klaver, som Barn 4 spiller på. Og nu har jeg altså selv sat mig til tangenterne 🎹 

Det er fedt! Jeg kommer i flow. Som i følge Aarhus Universitet er 

"en mental tilstand i hvilken personen er fuldstændig opslugt i det, vedkommende beskæftiger sig med. Det er karakteriseret som en fornemmelse af et energifyldt fokus, fuld involvering og succes med den igangværende aktivitet."

I går kom jeg så meget i flow, at jeg helt glemte aftensmaden. Og SÅ står det dælme skralt til 😂

Blot ved jeg ikke, om man kan betegne mine bestræbelser so far som en "succes", haha. Jeg læser noder, men jeg er lidt rusten, og det går langsommeligt som etableringen af Aarhus Letbane. Largo med largo på. Og så er Beethovens 7. altså lang!

I dag skulle min skønne kæreste være kommet på besøg. Hun er københavner. Og tilmed den eneste københavner, jeg har mødt, som er VILD med Randers 😂 Hun må absolut være forelsket 💘💘💘 

I morges skrev hun imidlertid, at hun er syg. Så hun udskyder turen et døgn 😭😭😭 

Stakkels sweetie. 

Og stakkels Beethoven. For nu har jeg jo hele dagen i dag til at mishandle ham yderligere.

Til gengæld glæder jeg mig til i morgen. 

Min kæreste er fantastisk. Hun er menneskeklog og empatisk. Og sjov og lattermild. Og fuld af komplimenter og kærlighedserklæringer. Ikke noget jeg blev super forvænt med at være i modtagerenden af i mine tidligere parforhold. Så jeg nyder det big time.

Og så kan hun gøre noget ved en kvindekrop 💥🎉💥 Damn 😂 

Hun kan TING. Som jeg ikke vil gå i detaljer med. Blot vil jeg nøjes med at sige, at jeg ikke anede, det kunne være sådan, og at jeg har en del at lære 😉 (og så håber jeg i øvrigt, at mine børn ikke læser med på mors blogindlæg og således bliver hængende lidt i illusionen om, at godt og vel midaldrende mødre nok ikke har et sexliv 😂😂😂).

Nå, men vi skal hygge os her i forstadsvillaen i et par dage, og på fredag suser vi så begge to til hovedstaden. Lørdag holder englebassen fødselsdagsfest med sushiekstravaganza, nammenam. Og så lakker den vinterferie mod enden.

En fin en af slagsen 💜

Om tapashygge og døde mobiler

Jeg har været til et fint arrangement. I lørdags. Hos Übermensch.

Nu sidder nye bloglæsere og tænker: "Hvem fuck er Übermensch?" Hvilket er forståeligt nok.

Übermensch er en lang historie. Som i en lidt kortere version end den lange lyder således:

Jeg mødte for cirka 15 år siden en kvinde. Ikke en kærestekvinde, for dengang lod jeg stadig, som om jeg var heteroseksuel. Men en venindekvinde.

Og sikke en skøn veninde. Hun var klog og sjov og empatisk og loyal. Og hun kunne se en masse positivt i mig, som jeg ikke troede, andre rigtig kunne se. 

Vi sås hver eneste dag og blev hurtigt BFF. Best Friends Forever.

Troede vi.

Men så skete der noget. En masse faktisk. 

Jeg sprang for eksempel ud. Forlod min mand. Lukkede mit oversættelsesfirma. Flyttede i lejlighed i den lokale ludergade. Tog ny uddannelse. Den slags bagateller.

Og alt dette "noget" skete, fordi jeg havde forelsket mig. I en kvinde sjovt nok. Som også var forelsket i mig. Og alle mine årelange drømme og længsler efter at prøve ægte kærlighed var gået i opfyldelse.

Men ingen roser uden torne, og dem havde MIN rose desværre nogle stykker af.

For eksempel kunne min nyfundne og længe savnede kærlighed ikke tolerere mit bekendtskab med min kære veninde. Man kan jo kalde det jalousi. I ufortyndet form.

Og jeg begik en af de største nederdrægtigheder i mit liv. Som jeg aldrig kommer til at tilgive mig selv:

Jeg slog hånden af min skønne veninde, som absolut ikke havde gjort noget forkert og nu stod alene tilbage og helt sikkert må have grædt mange tårer og undret sig over, hvad der lige ramte hende der.

Så gik der næsten ni år. Og jeg forlod min kæreste. Hun havde fået andre og vigtigere (følte jeg) interesser end mig og vores parforhold, og jeg kunne ikke længere holde ud at dalre rundt ude på det sidespor, hun havde anbragt mig på.

En af mine første handlinger efter bruddet med min kæreste var at kontakte min gamle veninde. Jeg havde savnet hende, så det gjorde ondt, og jeg havde behov for at give hende en inderlig undskyldning. 

Jeg håbede selvfølgelig også, at vi på en eller anden måde kunne genfinde vores venskab, men jeg var kun alt for bevidst om, at chancen måtte være uendelig spinkel. Jeg havde nemlig ikke fortjent hendes venskab. Jeg havde fortjent et los i røven. Ud af hendes liv og til Timbuktu.

Hun tog mig tilbage med åbne arme. Naturligvis gjorde hun det. For sådan er hun. Übermensch 💜

Det var den korte version af historien. Så vær du bare glad for, at jeg ikke fortalte den lange 😂

I lørdags var jeg inviteret til tapashygge hos Übermensch. Et lidt spøjst koncept, hvor hun og en veninde hver især havde inviteret en lille flok kvinder, uden at nogen egentlig kendte hinanden. Og så måtte det jo enten blive en succes eller en fiasko.

Alle skulle medbringe en lille tapasret til buffeten.

Jeg lavede en rejesalat, som blev pisselækker. Sagt i al beskedenhed selvfølgelig 😉

Opskriften finder du her.

Alle havde gjort sig umage, og det blev en smuk og farverig buffet.

Og en tæskehyggelig aften 👍😄 Så de to værtinder kan roligt ånde lettet op.

Der blev snakket igennem. Helt ned under bæltestedet.

Det begyndte allerede INDEN den første tur rundt om buffetbordet med, at den fremmede dame på min venstre flanke åbenbart havde set et interessant fjernsynsprogram om klunker. Og så tog det fart 😂 Kvinder altså!

Jeg kom i aftenens løb til at fylde uforholdsmæssigt meget. Det var ellers ikke tilsigtet, for jeg kan godt være lidt tilbageholdende og observerende, når jeg befinder mig i selskab med mennesker, jeg ikke kender.

Men på en eller anden måde kom det frem, at jeg måske havde en lidt anderledes historie end de andre i selskabet, og så blev jeg tæppebombet med spørgsmål om både skilsmisse og retssager mod eksen og politiransagninger og forældres og svigerforældres intolerance. Og alle de andre fængslende episoder i min udspringsføljeton.

Og om jeg tænder på store bryster.

Right.

Aftenens mest hjertevarmende indslag opstod, da vi skulle have kaffe, og Übermensch fremdrog to ganske særlige kopper, som hun havde købt i en genbrugsbutik. Sådan nogle med svungne former og sirlige blomstermønstre og guldbelægninger. 

Og så var de ganske små. 

Og det var de, fordi ... jeg hader lunken kaffe.

Hver gang jeg drikker kaffe, må jeg aflægge mikrobølgeovnen en tre-fire besøg, inden jeg når bunden. For min kaffe skal være svitsende varm. Ellers er den klam.

Det vidste Übermensch. Derfor havde hun købt en særlig kop til mig. Så var der nemlig en chance for, at jeg kunne drikke helt til bunds uden at måtte varme kaffen op igen og igen.

Den anden kop havde hun købt til sig selv. Så jeg ikke skulle sidde alene i selskabet med et smagløst stykke kitsch i hænderne.

Sådan er min veninde 💜

Nå, men jeg gik hjem klokken lidt over et. Bilen lod jeg sjovt nok stå. Den kunne jeg altid hente, for Übermensch bor cirka et kvarters gang fra min forstadsvilla.

Det gjorde jeg så i går. 

Stupid me.

Som om jeg ikke kunne se ud ad vinduerne, at vejret var helt igennem noget lort. Med storm og pisregn.

Übermensch havde oven i købet tilbudt at komme og hente mig i sin bil. Men nej, nej. Jeg mente, at luften nok ville have godt af mig.

Så jeg iførte mig mine Fjällräven-vandrebukser, en tyk sweater og min regnjakke. Og så begav jeg mig af sted. Der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.

Min mobiltelefon havde jeg stukket i en af de 10.000 lommer i mine vandrebukser. Der lå den sikkert godt, tænkte jeg. For mon ikke sådan nogle vandrebukser måtte være vandafvisende?

Nu ligger min mobiltelefon i en pose med ris. Og nej, mine Fjällräven-vandrebukser er ikke specielt vandafvisende, kan jeg så fortælle.

Til gengæld trækker det vist op til et besøg i El-Giganten og en ny Huawei.

Vil således slutte nu. Take care now. Og vi høres ved 💜