Om en sej gut

Lad mig fortælle lidt om sønnike. 

Ikke så meget om Store Søn. Han er fordybet i sine kemiingeniørstudier henne i Lyngby. Og har derudover travlt med kæreste. Og studiejob. Og fredagsbar. Og fodbold. Og alt er godt.

Men derimod om ... Lille Søn.

Lille Søn er også den søn, der for nogle uger siden tog røven på Mutti. Det har jeg skrevet om her.

Og han er ham, jeg kalder Mads. 

Mest fordi han HEDDER Mads altså 😉

Mads er en uheldig lille fyr. 

Eller ... lille og lille. Knægten er 21 og høj og flot, men i min optik er han stadig min lille fyr. Og det vil han altid være. Også når han er 55 og småfed og skaldet.

Faktisk er han så uheldig, at han er født uden tænder.

Eller ... uden anlæg til 17 blivende tænder for at være helt nøjagtig. Mens en stor del af resten er deforme.

Surt for Mads. Også selv om specialtandlægerne begejstret fortæller ham, hvor unik han er, mens de udfører små, kåde dansetrin. Men for en specialtandlæge må han sandelig også være en spændende faglig godbid.

Jeg kaster omgående ansvaret for drengens tandsituation og et par fatwaer over The Person Formerly Known as Lucifer (læs: fruens eksmand, red.). For tandmangel er ofte arveligt, og JEG mangler sgu ingen bisser.

Det gør Ekslucifer til gengæld. To, tror jeg nok. Og det er jo et ret overbevisende argument for egen frifindelse.

Dog må det være en ringe trøst for stakkels Mads, at ansvaret således er placeret, og at han er noget ganske særligt i et specialtandlægeperspektiv.

For det er stadig noget pis.

I mangel af blivende tænder render han rundt med sine mælketænder, som han har skullet passe GODT på. Implantater ville man nemlig først sætte i, når han var blevet voksen.

Det er han nu. Voksen. Og det er ved at være implantattid.

Men inden man vil sætte nye pløkker i ham, måtte man lige foretage en lille justering af hans kæber. Der var nemlig opstået et underbid, som skulle rettes.

Fint nok.

Han blev opereret i sidste uge. På Skejby. 

Nu KUNNE man jo tro, at man ville fikse et underbid ved at justere UNDERKÆBEN. For man kunne nemlig tro, at det var denne kæbe, der ragede lidt for langt frem. 

Og som den odontologiske ignorant, jeg er, faldt det mig ikke et sekund ind, at det kunne være anderledes. Jeg tænkte, at underkæben nok var den eneste kæbe, der fucking KUNNE justeres. For den anden er jo ligesom vokset sammen med resten af kraniet. Ikke sandt?

Men nej, nej. På Skejby kaster man sig gerne ud i komplekse løsninger: Man ville justere OVERKÆBEN.

But how? tænkte ignoranten. Og kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvordan DET skulle kunne lade sig gøre.

Well, hun er klogere nu, kan hun så berette. OG hun håber, at DU, kære bloglæser, er parat til et klamt afsnit:

Mads skulle opereres tirsdag i sidste uge. 9.30. 

Jeg tog tidligt fri, så jeg kunne besøge ham om eftermiddagen. Sådan ved 15-tiden. 

"Han er vist lige kommet på Opvågningen," lød det fra en af de utrolig venlige sygeplejersker, jeg snakkede med. "Der er egentlig ikke adgang for besøgende, men lad mig lige ringe derned og høre, om du kan få lov at se ham alligevel."

Det kunne jeg. Måske tænkte man, at den unge fyr i sengen ved vinduet kunne have godt af lige at se sin mor.

Så jeg blev låst ind ad et par døre og taget imod af en ny, utrolig venlig sygeplejerske, som fulgte mig hen til Mads' seng efter lavmælt at have givet mig klare instrukser om, at jeg KUN måtte se ham i et KORT øjeblik.

Og der lå mit lille pus. Med forbinding om hele ansigtet. Og tape. Og slanger. Og opsvulmede læber. Og en lille grøn operationshue. Og en hel del isenkram af forskellig art i munden. Skinner og elastikker og tråd og sådan.

Han så ud, som om han var ved at græde. Men måske var det bare narkosen, der ikke helt havde sluppet sit greb i ham og gjorde ham groggy.

"Vi har lagt en sonde, så jeg kan tømme ham for blod en gang imellem," hviskede sygeplejersken venligt informativt uden at vide, at den slags oplysninger får mig til at ørle.

FUCK, tænkte jeg rystet. Jeg omgås kun sjældent nyopererede sønner. Og det var, som ovenfor antydet, lidt af en skefuld for mig. Men sygeplejersken tog det roligt. For hende var den slags patienter sådan set hverdag.

Jeg lod naturligvis ikke drengen mærke min moderlige forfærdelse, men klappede ham kærligt på skulderen og lovede ham at komme tilbage næste dag. Han skulle efter planen være indlagt i tre døgn.

Så blev jeg låst ud igen.

Først dagen efter gik det op for mig, præcis hvor kompleks en operation min dreng havde været igennem (og det var måske meget heldigt, at jeg var dårligt informeret, da jeg stod ved hans seng på opvågningen):

Man havde skåret hele hans overkæbe fri af kraniet.

Fucking FRI AF KRANIET!

OMG!

Så havde man rykket den 4,5 millimeter frem og en lille smule ned.

Dernæst havde man skåret en bjælke ud af hans underkæbe. Og skudt ind som kile, for at overkæben ikke skulle glide tilbage, hvor den kom fra.

Pludselig forstod jeg, hvorfor operationen ville kræve tre dages indlæggelse og fem ugers sygemelding.

Stakkels lille fyr 😢

Det har han fandme ikke fortjent. Det er jo ikke en selvforårsaget livsstilssygdom, han har. Han er komplet uskyldig.

Han er også pissesej.

For dagen efter operationen blev han udskrevet og tog bussen hjem.

Ja. Det gjorde han fandme 😂

Og han tog selv på apoteket om eftermiddagen for at hente smertestillende goodies.

Han må selvfølgelig ikke spise andet end suppe og grød og overkogt pasta i den næste halvanden måned, men han er supercool med det. 

Og jeg er stolt af ham! Props til sønnike (slå det selv op 😉).

Om et halvt år begynder så det store implantatshow. Så skulle kæben nemlig være så stabil, at man kan kaste sig ud i det.

Tror sgu nok, at drengen glæder sig til endelig at få et tandsæt, som ikke gør ham forlegen, hver gang han smiler. For nu får han filmstjernetænder 😁😁😁

Eller dollargrin, om du vil.

For det er selvfølgelig ikke billigt med sådan en mundfuld implantater. Men heldigvis betaler det offentlige. Og DET er vi glade for 😄

Desværre kan det for offentlig regning kun blive til den billigste model. Så Mads' dollargrin bliver i første omgang en Hyundai. Af plastic.

Den slags holder vist i cirka ti år. Så skal de udskiftes. Og det bliver til gengæld for egen regning.

Forestil dig det.

Man er ung mand. På tærsklen til uddannelse og etableret voksenliv, men ... øh ... først skal man lige have etableret en tandkonto i banken på 300.000.

Fedt udgangspunkt 😕

But then again: Mads er SÅ sej og tager det hele uden jammer.

MIN søn 💘