Lidt om stammekrig

Nåda. Nu har jeg sørme læst en artikel 📰

Som, sagt på jysk, faktisk ikke er dårlig. Og oversat til københavnsk: er FÅRKING FED, mand! 😉

Den beskriver lige præcis noget af det, jeg har følt i nogen tid, men ikke rigtig har fået sat ord på.

Måske fordi jeg ved at påtale fremfærden hos den person, artiklen blandt andet handler om, kan komme til at fremstå politisk ukorrekt og risikerer at blive udskammet som klimaignorant.

Artiklen er et interview med en mand, som jeg har måttet google. Søren Ulrik Thomsen.

Havde sgu aldrig hørt om ham før. Og det er der en god grund til: Han er modernistisk digter og befinder sig dermed på så højt et kulturelt niveau, at jeg umuligt kan nå op og kigge over kanten, selv om jeg står på det yderste af tåneglene.

Jeg interesserer mig kort fortalt ikke en skid for poesi. Jeg forstår det ikke. Ligesom ballet.

Men det vil jeg ikke lægge manden til last, for han kan åbenbart også udtale sig til artikler, og her kan jeg bedre være med 😂

Nå, men det, hr. Thomsen siger, er, at vi skal passe på, klimadebatten ikke ender i en opsplitning i gode og onde mennesker og en dæmonisering af fjenden. For så bliver klimaproblematikken pludselig til identitetspolitik. Det kommer til at handle om, hvem vi er (OS imod DE ANDRE), og ikke, hvad vi hver især siger, og dermed fjerner vi fokus fra det egentlige issue og den vigtige samtale.

Prøv for eksempel at læse følgende citat fra artiklen:

"Jeg er blevet meget overfølsom over for politisk afpresning af typen: Enten er du en del af løsningen eller en del af problemet. Enten er du enig med mig, eller også er du et problem. Hele din person er enten med til at redde Jorden eller skubbe på for dens undergang. Du skal tage stilling nu, ellers går Jorden under. Dén har jeg hørt før. I vores ungdom var det atomtruslen og Den Kolde Krig, men i det øjeblik, der går vækkelse i det, handler det ikke længere om det virkelige problem. Debatten forpestes, og faren er jo, at man bliver så vred over udskamningen, at man selv forfalder til at etablere sig som en modidentitet til korrektheden."

Well, you can say THAT again, Mr. Thomsen!

Tag nu for eksempel min mor, fru Tudse.

Fru Tudse er SÅ irriteret over en vis Greta Thunbergs sure miner og anklagende pegefingre, der for en stor del svirpes mod hele min mors generation, at Mutti er blevet demonstrativt ligeglad med klimaet.

Og det er velsagtens ikke der, vi skal hen. Hvor en gruppe tager patent på sandheden og de rigtige holdninger og har så travlt med at udskamme andre grupper, at disse andre grupper får lyst til at ørle og modarbejde hele klimaprojektet.

Så er vi nemlig landet i et stammeunivers. Eller tribalisering, som Thomsen kalder det. Og i et sådant univers er man tilbøjelig til at identificere sig med en gruppe ud fra nogle bestemte karakteristika og har så travlt med at bekrige andre grupper ud fra DERES karakteristika, at kampen bliver et mål i sig selv. Til gengæld glemmer man at lytte til de andres perspektiver og argumenter.

Eller som digtermanden længere nede i artiklen siger om begrebet woke:

"Man er virkelig imod noget, oprørt over, hvor galt det går, og hvor forkert det er, at de andre ikke har set nøjagtig det samme som en selv. Dér er man allerede langt væk fra at tale om de konkrete problemer. Og umådeligt selvoptaget. Man forholder sig ikke til meningsforskelle, men til, hvor typisk det er af de andre at sige sådan og sådan."

Frøken Thunberg kan i min optik med al sin fokus på skyld og skam have skabt en træls og kontraproduktiv polarisering i klimadebatten. Den er ligesom kørt lidt af sporet og kommet til at handle om PERSONEN.

Jeg fornemmer således, at der findes en ret stor gruppe af fortrinsvis unge mennesker, der ser Thunberg som den store guru. Eller som Thomsen skriver: "barnet i Kejserens Nye Klæder" med en "særlig adgang til sandheden".

Og en anden ret stor gruppe af fortrinsvis lidt ældre mennesker, der måske føler sig stigmatiseret og ser hende som en pisseirriterende møgunge, der hellere skulle passe sin skolegang.

Begge grupper viser dermed en unuanceret tilgang til klimasagen, som i følge Thomsen ikke kan løses via "klubdannelser og stammefællesskaber", men derimod gennem dialog og respekt for andres meninger.

SåDAN, Thomsen! 👍 

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Eller ... øh ... jeg kan faktisk SLET ikke sige det bare tilnærmelsesvis lige så godt som digtermanden.

I artiklen siger han også mange andre gode, kloge ting. Du kan læse den her.

Nå, men jeg vil liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren. Har lige været et smut til 🎾, og jeg lugter lidt af gnu.

Fortsat god søndag 💜