Nu sidder nye bloglæsere og tænker: "Hvem fuck er Übermensch?" Hvilket er forståeligt nok.
Übermensch er en lang historie. Som i en lidt kortere version end den lange lyder således:
Jeg mødte for cirka 15 år siden en kvinde. Ikke en kærestekvinde, for dengang lod jeg stadig, som om jeg var heteroseksuel. Men en venindekvinde.
Og sikke en skøn veninde. Hun var klog og sjov og empatisk og loyal. Og hun kunne se en masse positivt i mig, som jeg ikke troede, andre rigtig kunne se.
Vi sås hver eneste dag og blev hurtigt BFF. Best Friends Forever.
Troede vi.
Men så skete der noget. En masse faktisk.
Jeg sprang for eksempel ud. Forlod min mand. Lukkede mit oversættelsesfirma. Flyttede i lejlighed i den lokale ludergade. Tog ny uddannelse. Den slags bagateller.
Og alt dette "noget" skete, fordi jeg havde forelsket mig. I en kvinde sjovt nok. Som også var forelsket i mig. Og alle mine årelange drømme og længsler efter at prøve ægte kærlighed var gået i opfyldelse.
Men ingen roser uden torne, og dem havde MIN rose desværre nogle stykker af.
For eksempel kunne min nyfundne og længe savnede kærlighed ikke tolerere mit bekendtskab med min kære veninde. Man kan jo kalde det jalousi. I ufortyndet form.
Og jeg begik en af de største nederdrægtigheder i mit liv. Som jeg aldrig kommer til at tilgive mig selv:
Jeg slog hånden af min skønne veninde, som absolut ikke havde gjort noget forkert og nu stod alene tilbage og helt sikkert må have grædt mange tårer og undret sig over, hvad der lige ramte hende der.
Så gik der næsten ni år. Og jeg forlod min kæreste. Hun havde fået andre og vigtigere (følte jeg) interesser end mig og vores parforhold, og jeg kunne ikke længere holde ud at dalre rundt ude på det sidespor, hun havde anbragt mig på.
En af mine første handlinger efter bruddet med min kæreste var at kontakte min gamle veninde. Jeg havde savnet hende, så det gjorde ondt, og jeg havde behov for at give hende en inderlig undskyldning.
Jeg håbede selvfølgelig også, at vi på en eller anden måde kunne genfinde vores venskab, men jeg var kun alt for bevidst om, at chancen måtte være uendelig spinkel. Jeg havde nemlig ikke fortjent hendes venskab. Jeg havde fortjent et los i røven. Ud af hendes liv og til Timbuktu.
Hun tog mig tilbage med åbne arme. Naturligvis gjorde hun det. For sådan er hun. Übermensch 💜
Det var den korte version af historien. Så vær du bare glad for, at jeg ikke fortalte den lange 😂
I lørdags var jeg inviteret til tapashygge hos Übermensch. Et lidt spøjst koncept, hvor hun og en veninde hver især havde inviteret en lille flok kvinder, uden at nogen egentlig kendte hinanden. Og så måtte det jo enten blive en succes eller en fiasko.
Alle skulle medbringe en lille tapasret til buffeten.
Jeg lavede en rejesalat, som blev pisselækker. Sagt i al beskedenhed selvfølgelig 😉
Opskriften finder du her.
Alle havde gjort sig umage, og det blev en smuk og farverig buffet.
Og en tæskehyggelig aften 👍😄 Så de to værtinder kan roligt ånde lettet op.
Der blev snakket igennem. Helt ned under bæltestedet.
Det begyndte allerede INDEN den første tur rundt om buffetbordet med, at den fremmede dame på min venstre flanke åbenbart havde set et interessant fjernsynsprogram om klunker. Og så tog det fart 😂 Kvinder altså!
Jeg kom i aftenens løb til at fylde uforholdsmæssigt meget. Det var ellers ikke tilsigtet, for jeg kan godt være lidt tilbageholdende og observerende, når jeg befinder mig i selskab med mennesker, jeg ikke kender.
Men på en eller anden måde kom det frem, at jeg måske havde en lidt anderledes historie end de andre i selskabet, og så blev jeg tæppebombet med spørgsmål om både skilsmisse og retssager mod eksen og politiransagninger og forældres og svigerforældres intolerance. Og alle de andre fængslende episoder i min udspringsføljeton.
Og om jeg tænder på store bryster.
Right.
Aftenens mest hjertevarmende indslag opstod, da vi skulle have kaffe, og Übermensch fremdrog to ganske særlige kopper, som hun havde købt i en genbrugsbutik. Sådan nogle med svungne former og sirlige blomstermønstre og guldbelægninger.
Og så var de ganske små.
Og det var de, fordi ... jeg hader lunken kaffe.
Hver gang jeg drikker kaffe, må jeg aflægge mikrobølgeovnen en tre-fire besøg, inden jeg når bunden. For min kaffe skal være svitsende varm. Ellers er den klam.
Det vidste Übermensch. Derfor havde hun købt en særlig kop til mig. Så var der nemlig en chance for, at jeg kunne drikke helt til bunds uden at måtte varme kaffen op igen og igen.
Den anden kop havde hun købt til sig selv. Så jeg ikke skulle sidde alene i selskabet med et smagløst stykke kitsch i hænderne.
Sådan er min veninde 💜
Nå, men jeg gik hjem klokken lidt over et. Bilen lod jeg sjovt nok stå. Den kunne jeg altid hente, for Übermensch bor cirka et kvarters gang fra min forstadsvilla.
Det gjorde jeg så i går.
Stupid me.
Som om jeg ikke kunne se ud ad vinduerne, at vejret var helt igennem noget lort. Med storm og pisregn.
Übermensch havde oven i købet tilbudt at komme og hente mig i sin bil. Men nej, nej. Jeg mente, at luften nok ville have godt af mig.
Så jeg iførte mig mine Fjällräven-vandrebukser, en tyk sweater og min regnjakke. Og så begav jeg mig af sted. Der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.
Min mobiltelefon havde jeg stukket i en af de 10.000 lommer i mine vandrebukser. Der lå den sikkert godt, tænkte jeg. For mon ikke sådan nogle vandrebukser måtte være vandafvisende?
Nu ligger min mobiltelefon i en pose med ris. Og nej, mine Fjällräven-vandrebukser er ikke specielt vandafvisende, kan jeg så fortælle.
Til gengæld trækker det vist op til et besøg i El-Giganten og en ny Huawei.
Vil således slutte nu. Take care now. Og vi høres ved 💜
Ingen kommentarer:
Send en kommentar