Jeg har en søn.
Well, faktisk har jeg to. Og to døtre. Men det er nu mest den ene søn, jeg vil sætte spot på her.
Vi kan jo kalde ham Mads. Mest fordi han HEDDER sådan 😉
Mads er 21 og virkelig skarp (og her er jeg selvfølgelig fuldkommen objektiv i min betragtning, selv om jeg er hans mor, haha).
Han er en super sød ungersvend (objektiv igen). Men han kan DÆLME også være en slambert.
En lille forhistorie:
Efter at Mads blev student for et par år siden, var han i en periode vikar på den skole, hvor jeg har min daglige gang som engelsk- og tysklærer.
Han var der sådan ret fast i en fire-fem måneder. Her mødte han mange elever på forskellige årgange og var også somme tider "på" i nogle af de klasser, Mutti underviser til daglig.
Så begyndte Mads at studere på Aarhus Universitet. Nano Science. Lyder pissekedeligt, og det var det vist også.
For efter et år på studiet besluttede han at trække stikket. Og forlod uni.
Og kom på det, som de kalder "uddannelseshjælp", hvilket ikke har en skid med uddannelse at gøre, men i virkeligheden vist nok er en forskønnende omskrivning af "kontanthjælp". Som ikke må hedde "kontanthjælp", når man er under 30, fordi man så føler sig stigmatiseret og måske kommer til at give op og hænge fast i sølet forever.
Lidt søgt, men hvis det virker, så pyt med, at det er gak.
Nå, men for at få "uddannelseshjælp" skal man altså yde noget. Fair nok.
Og Mads kom til at yde i Netto.
Han kom til at sidde ved kassen fra morgen til aften. Uden løn.
En god deal for Netto, som fik en gratis medarbejder. Og en fin strategi for samfundsøkonomien, for det skal ikke være bekvemt at være på offentlig forsørgelse, da man jo ellers ikke motiveres til at forsørge sig selv.
Men ikke så god en deal for Mads, der kom til at kede sig gevaldigt. Undtagen hvis han kunne være heldig at støde på en idiotisk, kværulerende kunde, som kunne give lidt adspredelse. Så var det ikke kedeligt. Kun træls.
På et tidspunkt i efteråret foreslog jeg ham så at ringe til min skole og endnu en gang tilbyde sig som vikar. For det stod lidt skralt til med vikarerne hos os. En del af dem havde nemlig en uheldig tilbøjelighed til at sidde med mobiltelefonen på Facebook i timerne, mens eleverne stort set passede sig selv.
Jeg vidste, at Mads havde gjort det godt sidste gang. Skolesekretærerne havde forsikret, at de MEGET gerne ville have ham tilbage i folden. Og vikararbejde aflønnes med omkring 200 gode danske kroner i timen og er således ret lukrativt for en ung mand som ham.
So what's not to like? tænkte jeg. Godt tilfreds med mit eget indfald.
"Naaah, det gør jeg nok ikke lige," lød det lidt overraskende og tydeligt afvisende svar fra ungersvenden. "Jeg tror ikke, jeg kan nå frem i tide om morgenen." (Knægten bor i udkanten af Aarhus og skal med cykel, tog og vandreben for at nå frem til den skole, hvor jeg arbejder.)
Nå?!
Øh ... No comprendo. Jeg troede ikke, jeg havde hørt helt rigtigt. Jeg har selv ret langt på job, men det fungerer jo. Og jeg syntes da lige, jeg havde fået en brillant idé. En rigtig mor-idé 😂 Totally win-win.
Men måske var det hans måde at sige "butt out" på.
Al respekt for det og drengen fortsatte således sin monotone hverdag i Netto.
Det var forhistorien. Nu spoler vi et par måneder frem. Til midt januar 2020:
Fruen er lige trådt ind til 7D mandag morgen. Klassen skal have tysk.
Men inden vi kommer helt i gang, rækker Maja hånden op:
"Hanne, skal din søn egentlig være vikar her hos os igen?" spørger hun.
"Nej, det skal han ikke," svarer jeg uden tøven, og inden jeg når at spekulere over, hvordan DET spørgsmål lige er opstået i pigens hjernevindinger.
"Nå. Men jeg har altså lige set ham ude på gangen," fortsætter hun henkastet.
Åhh, haha, den lille slambert altså 😂😂😂
Så har han, BAG MORS RYG (hrmpf), ringet til skolen og lavet en aftale, hvorefter han bare er dukket op.
Det er sgudda grineren 😂 Og det må det også have været for 7D at se mit utjekkede ansigtsudtryk ved DEN erkendelse.
Nå, men da jeg var færdig med at give drengen verbale stokkeslag for brud på hans sønlige oplysningpligt, kunne jeg da kun glæde mig over hans disposition.
Det er HYGGELIGT at have ham lige der på mit job hver dag💘💘💘 Når han møder ind om morgenen, sker det altid med et muntert "Godmorgen kollega".
Og ude i klasserne er han efterhånden kendt for at håndtere larm og uro med et "Jeg siger det til min mor".
Oh my god, haha. Helt humorforladt er han heldigvis ikke.
Og jeg tænker, at han elsker sådan at have taget røven på Mutti 😂
Nå, men nu må jeg vist i tøjet. Jeg sidder i forstadsvillaens køkken og har netop slugt den sidste mundfuld af min dejlige, hjemmerørte pulverkaffe. Og af mit perfekt blødkogte æg.
Lidt småsen morgenmad, indrømmet, men det er ferie, og jeg var til tapashygge hos Übermensch i går aftes, så jeg er behageligt slap i betrækket i dag.
Take care now og vi høres ved 💜
Ingen kommentarer:
Send en kommentar