Fuck for en gennemført lorteuge. Motherfucking shit-agtig faktisk. Nysgerrig? Selvfølgelig er du det. Og du skal ikke snydes 😉 Det begyndte allerede sidste fredag. På jobbet. Vi har altid fredagsbriefing på lærerværelset. Så samles alle ansatte i formiddagspausen til ti minutters ros og ris og praktisk info fra skolelederen. Det er fint nok. Men ikke i fredags. For den chokerende og altoverskyggende melding var, at skolen havde brugt for mange penge, og tirsdag ville man derfor prikke tre lærere og indstille dem til afskedigelse. Og så måtte vi i øvrigt allesammen have en god weekend 😊💃😊 Right. Jeg kan så fortælle, at jeg sjovt nok havde en møgweekend. Ligesom alle mine kolleger. Rent rationelt vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg nok ikke sad alleryderst på vippen. Det hjælper jo lidt på jobtrygheden, at jeg underviser i et fag med mangel på uddannede lærere. Og jeg VED, at jeg gør mit arbejde godt. Jeg er dygtig. Jeg er vellidt. Jeg er pålidelig. Jeg er autentisk. Jeg skaber gode prøveresultater (ikke mindst). Så i og for sig følte jeg ikke, at jeg havde noget at frygte. Rent rationelt altså. MEN ... rent IRRATIONELT kunne jeg ganske simpelt ikke lade være med at tænke worst case scenario hele tiden. Ufortyndet angst. Koldsveden drev af mig. Det ville jo være fuldkommen katastrofalt at miste mit job. Jeg er eneforsørger og KAN ikke undvære min løn. Mit job er både mit eksistensgrundlag og en del af min identitet. Og jeg visualiserede kun alt for tydeligt, hvordan det ville føles at blive trukket ind på chefens kontor til en lille samtale tirsdag morgen. Afmagten. Fortvivlelsen. Den beklagende tone i chefens stemme. De medfølende blikke fra kollegerne. Og deres diskrete glæde over, at det ikke blev dem. Fuck. Og så blev jeg vred. For hvordan FANDEN kan man finde på at sende 70 mennesker hjem med den melding. Og så vente FUCKING FIRE DAGE med at effektuere lorten? Jeg har siden talt med flere ledere i min omgangskreds, der allesammen ruller med øjnene over den fremgangsmåde. Det KAN man ganske simpelt ikke være bekendt. Men det er åbenbart sådan man gør, hvis man bedriver skole i en kommune, hvor man fra centralt hold har fået dikteret en procesplan, som skal følges i sådan en situation. Der SKAL gå flere dage med uvished. Fordi medarbejdere på forhånd skal orienteres om, hvad der er på vej. Det har man bestemt i kommunen. Kommunale idioter. De skulle prøve det selv. Tirsdag morgen var et helvede for mig. Jeg havde ikke sovet om natten, og jeg sitrede og skælvede, mens jeg sad på lærerværelset og ventede på måske at blive prikket. Det blev jeg så ikke. Men min glæde over at beholde mit job var til at overskue, for jeg havde jo været vidne til, at tre gode kolleger blev sendt ud i kulden. Og jeg synes, at min jobtryghed har fået skrammer. For måske skal vi ud i en ny fyringsrunde til næste år. Og så er det forfra med den der fucking følelsesmølle. Også selv om jeg har fået en stor krammer af min chef og en indelig forsikring fra hende om, at hun sandelig ikke kunne finde på at skille sig af med en tysklærer. Nå, men tirsdag var ikke forbi. For tirsdag mistede jeg også en veninde. En ret ny veninde. Som jeg var lidt smålun på. Og som jeg skulle have besøgt her i weekenden. Jeg har skrevet et par indlæg, hvor jeg nævner hende. Jeg var fascineret af hende. Syntes, hun repræsenterede en fed anderledeshed. Og kunne virkelig godt lide hendes personlighed. Hun havde en høj moral. Og et smittende drive. Hun var sjov. Og vidste en masse om alt muligt, som jeg aldrig før har spekuleret over, men som er pissespændende. Hun kunne forundre mig, og det var skønt. Jeg tror, hun også var lidt lun på mig. Hun tog tit initiativ til samtaler og chatkorrespondancer. Og når vi ringede sammen, kunne vi tale i tre-fire timer. Det var vildt 😃 Har sgu aldrig før talt i telefon med nogen i fire timer ad gangen. Vi havde også den aftale, at vi ikke skulle være kærester. Men vi kunne jo godt besøge hinanden og nyde selskabet. Helt platonisk og pænt. Og vi havde som nævnt aftalt at tilbringe denne weekend sammen. Tirsdag skrev hun i en besked på Messenger, at jeg skulle blive væk. Efterfulgt af en lang og formentlig ærlig redegørelse. Som jeg ikke vil gengive her, men som ikke efterlod mig i den mindste tvivl om, at hun ikke ønskede at fortsætte bekendtskabet med mig.
Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde før har modtaget en besked, der har såret mig mere. Jeg blev skuffet og ked af det. Og lige nu har jeg ikke lyst til at se hende igen. Så hvis hun har ønsket at skubbe mig bort, må man sige, hun har haft heldet med sig. Så ja. Det har været en lorteuge. Eneste formildende omstændighed er faktisk mit nye garn:
Min ekskæreste, som jeg gik fra før jul, brød sig ikke om kort hår, så det har jeg for det meste undgået de sidste otte år. Nu er jeg imidlertid blevet klippet. Det er da okay frisk, synes jeg 😄 Faktisk så frisk, at jeg har fået flere datingbeskeder fra damer på henholdsvis 19 og 24, haha. (Og så har Sir Eyeball været på spil igen 😡) Dem må jeg hellere se at få besvaret. Så jeg smutter. Take care og hav en fortsat forrygende lørdag 💜💜💜
Har ladet sofaen springe på ryggen af mig, selv om det er midt på dagen. Jeg kan nemlig mærke i min idiotiske fod, at det var lovlig kækt at springe rundt i butikker her i formiddag. Uden krykker. For jeg er SÅ træt af de fucking krykker. Mit temperament er SLET ikke til svimlende hastigheder på op til fire meter i minuttet. Og jeg har besluttet at lægge dem fra mig nu. Om end det ikke var nogen nem beslutning, for det er jo en vanedannende motherfucker af en servicepakke, der følger med sådan et par handicaphjælpemidler. Jeg er således hele ugen blevet betjent af venlige, medfølende kolleger, der har hentet kaffe, åbnet døre og båret tasker for mig, hehe. Overvejede af samme årsag en kort overgang, om jeg eventuelt skulle beholde krykkerne indtil hen omkring sommerferien. På skadestuen siger de nemlig, at jeg ikke behøver returnere dem, før jeg ikke længere har brug for dem. De har ikke specificeret, hvad de egentlig mener med "brug for". Såøh ... 😂😂😂 Nå, men når jeg nu alligevel ligger her, så kan jeg jo lige så godt læse lidt. Og det gør jeg i denne:
Den handler om narcissistiske forstyrrelser som følge af at have oplevet følelser af forladthed. Den lyder måske lidt nørdet, men den er okay interessant. Navnlig hvis man kender nogen, som kunne være ramt af den slags. Og så er den tilmed skrevet i et sprog, der er nogenlunde til at forstå. Så hvis du er nysgerrig på psykologi, er den klart værd at læse. Mit problem med den slags litteratur er imidlertid, at jo flere psykiske lidelser, jeg læser om, desto flere symptomer finder jeg hos mig selv. Fuck! Så når jeg er færdig med denne bog, er jeg ikke i tvivl om, at jeg er ramt af svære narcissistiske forstyrrelser, haha. Meget andet kommer lørdagen ikke til at byde på. Jeg har haft en morderisk arbejdsuge. Var således på job torsdag fra 7.15 til 22.15. Eller hjemmefra 6.30 til 23.00. På grund af skolefest om aftenen. Og det er fint for eleverne med en fest. Men det trækker fandme tænderne ud på eminencen at skulle socialisere i så mange timer på en dag. Er stadig træt. Så det er fint med en slapper fra nu og resten af dagen. Take care og lad os høres ved 💜💜💜
Jeg har fået en ny veninde 😍 Og så behøver jeg ikke skrive mere for at have lavet et smukt indlæg. For venskab er noget af det skønneste, der findes. Og mest livsbekræftende. Vi har jo svært ved at leve uden positive sociale relationer. Men jeg kunne også vælge at fortsætte. For det er lidt fesent at slutte der. I hvert fald hvis man har mere på hjerte. Og det har jeg. For denne veninde fascinerer mig. Hun er klog. Tæt på alvidende, fornemmer man. I hvert fald når det gælder filosofi, psykologi og religion. Hvis hun støder på et begreb, der trigger hendes nysgerrighed, undersøger hun det til bunds. Det er vel sådan, hun er blevet så klog, tænker jeg. Hun appellerer til mit intellekt med alt, hvad hun ved. Og jeg ville dælme gerne planke hendes vidensdatabase. Social intelligens og empati mangler hun heller ikke. Hun synes, det er synd for dem, der mistrives, har ondt i livet og udsættes for krænkelser. I almindelighed. Og flygtninge i særdeleshed. Det kender jeg selvfølgelig ikke mange, der ligefrem IKKE synes, den slags er. Synd altså. Men her er det så, min veninde adskiller sig fra nogle af os andre. For hun har drive. Hun HANDLER. På sin hjertevarme. Hun sætter for eksempel indsamlinger i værk og kører sit lokalområde tyndt for at skaffe tøj og andre fornødenheder til de flygtninge, der på ubestemt tid sidder indespærret under usle, fængselslignende forhold og med en uvis, og for mange måske ligefrem truende, fremtid på et udrejsecenter i nærheden. For at gøre deres ophold mere tåleligt. Hun gør kort fortalt, hvad hun brænder for. Hun holder sig orienteret om alt, hvad der rører sig på de områder, hun har en særlig interesse for, og sørger for at poste alle links til artikler, hjemmesider, nyhedsindslag, der måtte have relevans for hendes kampe. Så vi andre også kan følge med. (Håber fandme, hun læser med i dag, når jeg lovpriser hende sådan, for så giver hun måske en latte, når vi ses 😉) Og hendes engagement påvirker mig, kan jeg så fortælle. Jeg vil OGSÅ gøre en forskel for nogen. Jeg har bare ikke lige noget udrejsecenter. Men jeg HAR Amnesty International. Det har vi allesammen faktisk. Amnesty International kæmper for menneskerettighederne og for frihed og retfærdighed i hele verden. Man kan støtte dem på flere måder. På deres hjemmeside ligger for eksempel en række underskriftsindsamlinger, som man kan deltage i. Det koster kun et par klik på computeren. Man kan også melde sig ind i organisationen og støtte deres arbejde med et kronebeløb. Og så søger de frivillige. Til forskellige typer af opgaver. Jeg har skrevet til dem. Jeg kunne godt se mig selv tage rundt til foreninger og på højskoler som frivillig oplægsholder. Som lærer er jeg jo vant til at tale i forsamlinger og formidle viden. Og jeg synes, Amnesty repræsenterer et anstændigt formål. De har ganske vist ikke svaret endnu. Måske er menneskerettighedskampen sat på stand-by i weekenden 😉 Men jeg regner da med at høre fra dem og håber, de kan bruge mig. Wish me luck 💜
Og hvad fanden er også det for et navn?! Sir Eyeball? Klamt. Nå, men det handler alt sammen om min datingprofil på www.boyfriend.dk. Og jeg har et par fatwaer at kaste. Første fatwa: Hvorfor fanden er man som lesbisk henvist til at oprette en profil på noget, der hedder BOYfriend.dk? Sidste gang jeg var på datejagt, var sitet opdelt i en lyseblå BOYfriend-del. Og en lyserød GIRLfriend-del.
Men nu er girlfriend fandme forsvundet. Og billedet ovenfor er fra et tidligere indlæg, jeg har skrevet. Selve funktionen kvinde søger kvinde findes stadigvæk på sitet, men som lesbisk synes jeg, det er ydmygende at have en datingprofil et sted, der, i hvert fald i navnet, er rettet mod mænd. Bum. Anden fatwa: Min profiltekst slutter med ordene: "Du må gerne skrive til mig, HVIS du er kvinde, og du kan se dig selv i noget af ovenstående. Hvis du er mand? Don't bother." Altså. Er DEN virkelig til at misforstå? Nej, vel? Men hvorfor HELVEDE bliver jeg så ved med at få beskeder fra mænd?! Er de tungnemme? Kan de ikke læse? Er engelsk for fremmed for dem? Eller er de bare SÅ opfyldt af testosteronbetinget selvtillid, at de virkelig tror, jeg vil gøre en undtagelse i netop DERES tilfælde? Hvabeha'r? Sir Eyeball er særligt ihærdig. Han har skrevet til mig et utal af gange. HAN må virkelig tro på sit held 😂 Han har anlagt en høflighedsstrategi med masser af smiger. Og det skulle da også bare lige mangle, når jeg tydeligt har frabedt mig hans henvendelser. Skulle jeg mene. Vores kommunikation ser nogenlunde således ud: Sir Eyeball: Har du altid kun været til piger? Vil vildt gerne prøve en moden kvinde. Fruen: Det kan jeg godt forstå. Men det bliver altså ikke mig. Sir Eyeball: Det er jeg meget ked af. Havde håbet du måske var hende. Kan du slet ik overtales :) Du har vel haft sex med en fyr før? Fruen: Masser af gange. Det er også derfor, jeg ved, at jeg ikke skal prøve det igen. Sir Eyeball: Okay. Det er jeg virkelig ked af :) Undskyld, jeg skrev. Havde da bare håbet, vi måske kunne ses. Fruen: Det er okay. Jeg håber, du finder, hvad du søger :-) Hav en god dag. Sir Eyeball: Du er ellers en køn moden dame. Fruen: Tak. Det er sødt af dig :-) Men jeg er køn, moden og meget, meget lesbisk. Sir Eyeball: Fuck hvor æv. Kan du ikke gøre en undtagelse? Fruen: Sorry. Du er nødt til at glemme mig. Håber, du finder en anden kvinde, som vil tage pænere imod dig. Og så har jeg tilmed sorteret nogle af hans beskeder fra i gengivelsen ovenfor. Nu venter jeg på svar fra Sir Eyeball. Og det skal nok komme. Men helt ærligt! Er jeg ikke tydelig i min kommunikation? Hvilke dele af mine svar giver ham mon anledning til at tro, at det er okay, han bliver ved med at skrive? Jeg kan da ikke læse andet end afvisninger. Eller er jeg bare en naiv og høflig amatør, når jeg sådan synes, jeg skal blive ved med at svare ham pænt? Skal jeg ignorere ham fremover? Eller skal jeg være mere krasbørstig? Der er mange ubesvarede spørgsmål. Men én ting kan jeg sige med sikkerhed: Det er sgu ikke kedeligt 😂😂😂 Må rulle nu. Take care 💜💜💜
Så. Nu har jeg lige vendt sidste side i en virkelig læseværdig bog. Som har gjort mig meget mere bevidst om en lang og sej kamp mod nogle sørgelige, kvindeundertrykkende mønstre og strategier på utrolig mange områder i det danske samfund. Den ser sådan ud:
Og er skrevet af Birgitte Possing, som er professor emerita i historie og antropologi og har vundet en række priser for værker om sammenhængen mellem biografi, køn og historie. Jeg kan ikke referere noget fra bogen lige så godt, som Birgitte Possing selv har skrevet det, men jeg kan citere lidt fra epilogen. Som en slags teaser: "Vores samfund er båret af et mønster, der er kodet efter køn. Det er et mønster, der har gentaget sig fra demokratiets spæde barndom til i dag: Hvis én kvinde viser talent, mod og lyst til at træde ad en af de stier, der i århundreder har været forbeholdt mænd, rejser argumenterne sig ofte, ikke blot imod hende, men imod hele kvindekønnet. Argumenter imod kvinder viser, at magtbærende personer gennem 170 år har forsøgt at gøre repræsentanter for et helt køn tavse ved at kalde alle dets repræsentanter for magelige, sludre-pludrende, overflødige, uansvarlige, frigide, politisk indifferente, uerfarne, hovedløse, pinlige og latterlige. Selv om de enkelte kvinder, der stak hovedet frem, i virkeligheden var det modsatte." Birgitte Possing skriver videre, at: "Magten er ulige fordelt mellem de to køn, så det kan ses: 80 % af alle ledere på alle samfundets domæner er mænd, og kvinder er kun repræsenteret på 20 % eller færre af samfundets topposter." Til gengæld støder vi på det samme mønster, "uanset om vi bevæger os i det politiske liv, i erhvervslivet, i organisationslivet, i den videnskabelige verden, på den kulturelle, kirkelige eller kunstneriske scene, i sportsverdenen eller i mediernes magtbærende cirkler." Værsgo og spis! Har du, kære bloglæser, den mindste interesse i kvindekamp og ligestilling, skal du således skynde dig at købe bogen. Den er virkelig "tragispændende". Birgitte Possing giver også foredrag. Jeg glæder mig for eksempel til den 6. maj, hvor jeg skal høre damen fortælle live hos Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus. Så vidt jeg ved, er der stadig billetter. Måske ses vi 😉 Nu vil jeg til gengæld lade sofaen springe på ryggen af mig og min kvæstede fod og et afsnit af Sopranos springe i øjnene 😄 Take care and keep cruisin' 💜💜💜
Stupid, stupid me. Har næsten lyst til at dunke mig selv i knolden med disse:
Men de er ellers flotte, ikke? Sorte lakkrykker. Føler mig jo helt sexet 😋 Mangler bare noget i læder. Dem krabber jeg så rundt med i denne uge. Fordi jeg lige syntes, jeg skulle være kæk på tennisbanen i mandags. Pis. Jeg KUNNE jo allerede mærke, at der var noget galt i venstre fod. Har i nogen tid kæmpet med en inflammation under hælen, som brokker sig ved overbelastning. Og jeg HAVDE ondt. Ikke MEGET ondt. Dog NOK til, at jeg bare burde have ladet den sidste bold fare. Men nej, nej. DEN slags magter jeg selvfølgelig ikke. Jeg er for stor en fighter og MÅ naturligvis gå efter boldene. Også selv om de ser helt umulige ud. Og det er selvfølgelig meget prisværdigt ikke sådan uden videre at give op. Men det er fandme ikke altid særlig kløgtigt. Så jeg skulle lige flytte fødderne lidt snabt. Og det var så sidste gang, jeg gjorde noget, man kan kalde snabt, i denne uge. For hold kæft, hvor gjorde det pludselig ondt. Dernede i foden. En stærk, skarp smerte, så jeg måtte smide, hvad jeg havde i hænderne og hoppe af banen på et ben. Så hjem på sofaen med en ispose. Senere i seng. Ligge vågen med smerter hele natten. Dernæst op og konstatere, at fruen på ingen måde kunne støtte på foden. Og så af sted til læge og på skadestuen. Sådan ret kort fortalt. Det er ikke noget alvorligt. Ikke noget, der er bristet. Men det ER en overbelastningsskade, som betyder, at jeg skal forholde mig helt i ro resten af ugen. Og så ser vi. Selv om det er besnærende med god samvittighed at kunne nyde at læse og se Netflix og koste rundt med den stakkels yngstedatter, som mener, hun har det hårdt, er jeg altså ikke typen, der synes, det er fedt at være immobil i længere tid ad gangen. Kom således til at røvkede mig allerede efter to en halv time på sofaen i går. Og så er der fandme langt til ugens udgang. Når det er sagt, så kan jeg allerede nu konstatere, at en stor del af tiden kommer til at gå med logistik. For damn, hvor er det besværligt at skulle manøvrere sig selv rundt på matriklen ved hjælp af de der fucking stokke. Og jeg kommer til at reflektere over ting, som jeg aldrig NOGENSINDE havde forestillet mig, jeg skulle reflektere over. For eksempel: Hvordan kommer jeg fra køkkenet og ind til sofaen i stuen med en lortekrykke i hver hånd ... OG et krus med kaffe? Nej, vel? Ser således pludselig tilværelsen i et helt andet perspektiv. FUCK. Men Rotterne (læs: fruens elskelige børn, red.) har heldigvis en fest. For da yngstedatteren var færdig med at jamre over at måtte hjælpe ekstra til i denne uge, huggede hun mine krykker. De er åbenbart morsomme at tumle rundt i stuen med, når man er 14 år gammel og ikke er fucking NØDT til det. Og da ældstedatteren sent i aftes kom anstigende for at tage en overnatning hjemme hos Mutti, huggede HUN fandme mine krykker. De er åbenbart OGSÅ morsomme at tumle rundt med, når man er 25. (Så det er måske først, når man er 51 og NØDT til at bruge dem, at de bliver lidt belastende, to put it mildly.) Nå, men her til morgen er ældstedatteren gået et level op i disciplinen "udnyt en handicappet", da hun har neglet min bil (efter først at have sikret sig, at den havde fuld tank, naturligvis). Det forlyder, at hun bringer den tilbage på fredag. Eller lørdag. Right. Nå, men sådan er livets gang her i forstadsvillaen for tiden. Det kan til gengæld næsten kun gå fremad. Og det er jo dejligt 😊 Take care now og lur mig, om vi ikke høres ved lige om lidt igen. For nu bruger jeg heldigvis ikke foden til at skrive med. 💜💜💜
Da jeg i går tog dig med på en feministisk rundrejse, glemte jeg lige en enkelt bagatel: OMSKÆRING:
Fy for helvede! Det er nogen tid siden, der rigtig har været spot på omskæring af piger og kvinder i medierne. Som om det kommer lidt i bølger. Men det SKER, folkens. En pige omskæres i snit hvert 11. sekund. HVERT FUCKING 11. SEKUND! Prøv at forestille dig det: Du bliver holdt fast. Af mennesker, som burde beskytte dig mod alt ondt. Som du burde have tillid til. Du er nøgen fra livet og ned. Blottet og sårbar. Dine ben tvinges fra hinanden. Og du skriger af rædsel. Bønfalder dine overgrebskvinder om at lade dig slippe. For du ved, hvad du har i vente. Men ingen lytter. Så går hun i gang. Damen med barberbladet. Hun skærer systematisk dine ydre kønsdele væk. Måske syr hun også din skedeåbning næsten helt til, så du i al fremtid vil have svært ved både menstruation og samleje. Og du er prisgivet. Du kan intet stille op. Smerten er langt hinsides dine værste mareridt. Du tror, at du skal dø nu. Og det skal du måske også. Det er i hvert fald mange gange konsekvensen af de infektioner, der kan opstå. FUCK, jeg får det dårligt ved tanken. Det er klam og hjerteskærende brutalitet i en utrolig høj potens. Da jeg skulle finde et passende Youtube-klip at poste i indlægget, var jeg forbi nogle stykker. Og nogle af dem kunne jeg ganske enkelt ikke se til ende.
Som for eksempel dette (jeg lægger bare linket, og så kan du jo se, om du kan holde ud at klikke på det). Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mere for at protestere mod denne uhyrlighed end bare skrive et snoldet blogindlæg. Det må jeg lige undersøge. Take care og nyd det, hvis du selv bestemmer over din krop.
