Om at være negativ

Jeg er pisse negativ.

I mere end én forstand.

Eller ... det vil sige, i den første forstand er jeg ikke direkte "negativ". Men officielt kun "Ikke påvist". Det er i corona-forstanden, forstås.

Jeg blev jo nemlig testet i søndags. Og fik så ovenstående lidt fesne svar i går.

"Ikke påvist".

Det forekommer mig lidt forbeholdent. Og ikke synderlig eksakt.

De kan altså ikke påvise, at jeg havde corona, da de tog testen. Men kan de så AFVISE det? 

Når jeg læser svaret, får jeg den fornemmelse, at de ikke rigtig selv ved det.

Og således beroliget kan jeg fortsætte mit liv, som om intet var hændt 😂 

Indtil næste test. 

For dem frygter jeg, at der kommer flere af. Sådan en motherfucker er jo nemlig kun et øjebliksbillede, og jeg kan i princippet være blevet smittet, i samme øjeblik jeg forlod de hvidkitlede, visirklædte sadister i corona-teltet i søndags. 

Den anden forstand er mere håndgribelig og sikker: 

Erling er væk 😱😱😱 Min fine lille mis 😭😭😭

Og det er ÆGTE negativt. Ingen tvetydighed der. Det er faktisk noget pis.

Jeg lukkede ham ud ad mit soveværelsesvindue klokken 05.45 i forgårs og har ikke set ham siden. Det er 2½ døgn og meget ukarakteristisk for den lille fyr.

Kun en enkelt gang før har han været så længe væk. Så jeg frygter det værste 🙈

Situationen minder lidt om den med Tove, som var en super smuk og højt elsket lille hunkat, der forsvandt på nøjagtig samme måde for to år siden. Ud ad soveværelsesvinduet. Never to be seen again. Aner ikke, om hun kan være blevet ramt af en bil, eller hvad pokker der er sket.

Og jeg bliver så pisse ked af det, når jeg mister en kat. For jeg kommer jo til at holde af de små bæster. Det er SÅ hyggeligt. Når de putter sig ind til mig og spinder. Eller når jeg kommer ud til dem om morgenen, og de begejstret mjaver og følger efter mig rundt i hele forstadsvillaen, fordi de er glade for at se mig.

Så jeg holder virkelig alting krydset for, at lille Erling skal finde hjem igen.

💘