søndag den 9. august 2020

Husk pauserne

Var til fødselsdag i går eftermiddags. 40 år. Hos en kollega. På vores skole. Den kan man nemlig låne til den slags kalas.

Det var pisse hyggeligt. Selv om det i sagens natur føltes lidt som at være på arbejde på en lørdag. Og tilmed en stinkende varm en af slagsen 🌞🔥🌞

Nå, men det er jo altid skønt at møde kollegerne under andre vilkår end de sædvanlige, og i går var ingen undtagelse.

Det er en munter flok. Og plat.

Så da værten på et tidspunkt omdelte en quiz om sig selv, og et af spørgsmålene lød:

"Hvad ville Søren helst:

a. Kneppe en ged, hvis ingen opdagede det?

b. Miste tre fingre på højre hånd?

c. Drikke morgenurin i to år?"

var de fleste af os ved kollegabordet enige om, at han sgu nok helst ville kneppe geden.

Hvilket selvfølgelig var forkert, fordi man ikke uden videre stiller sig op som midtpunkt i et selskab og erkender den slags. Heller ikke selv om det skulle være en PÆN ged. Eller måske en RIG ged (det er kun mennesker som fru Trump, der opererer ud fra det mindset).

Jeg kan så fortælle, at Søren officielt helst vil drikke morgenurin 😂

Så jeps, stemningen var løftet.

På et tidspunkt måtte jeg imidlertid køre hjem. Det er man selvfølgelig altid nødt til på et tidspunkt, men jeg gik efter kun fem timer og dermed måske lidt tidligt. Klokken var jo ikke en gang 18.

Ikke fordi selskabet var begyndt at kede mig. For det var det ikke. Men fordi jeg havde brug for at trække stikket.

Gamle læsere ved, at jeg elsker alenehed mindst lige så meget, som jeg elsker andre menneskers selskab. 

Jeg sætter umanerlig meget pris på de stunder, hvor jeg ikke skal forholde mig til noget, ikke skal svare på spørgsmål og tage stilling, kan klø mig, hvor det klør, kan reflektere, læse eller skrive i fred og ro og har tv-fjernbetjeningen til fri disposition.

Hehe.

Og jeg tror, at mange mennesker har brug for den slags pauser, for at komme ned i tempo og være sig selv, men at de måske ikke altid er lige gode til at prioritere dem. 

Ligesom jeg heller ikke er sikker på, at det er socialt accepteret at fravælge andres selskab til fordel for ens eget.

Som nu i går.

Jeg går pænt hen til Søren for at sige farvel og takke for en dejlig eftermiddag, og Søren har tydeligvis lyst til, at jeg skal blive hængende. 

"Det er ærgerligt, du skal hjem," siger han således. Og så kommer det spørgsmål, jeg egentlig ikke har den store craving efter, at han skal stille:

"Hvad skal du?"

Jeg kan i grunden godt forstå, han spørger. Det kunne jeg selv have fundet på. Og ofte kører folk jo også tidligt hjem af en årsag, andre finder okay. Fordi de skal noget. Køre nogen i lufthavnen måske. 

Men jeg står jo der og skal IKKE rigtig noget.

Awkward 🙈🙈🙈 

Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, så jeg gør det mest nærliggende: kvækker et par usammenhængende stavelser. Very smooth 😂😂😂

Men bliver så heldigvis i samme øjeblik afbrudt af en anden kollega. Som skal hjem. Fordi hun skal spise afskedsmiddag med sin datter, der skal på efterskole. Se DET er en socialt accepteret grund til retræte, og jeg lader Søren og den anden kollega småpludre om datterens forestående efterskoleophold, mens jeg selv diskret glider ud til Yarisen og vender kølergrillen hjemover. 

Saved by the bell.

Nå, men jeg skal for en gangs skyld forsøge at fatte mig i korthed og vil nu blot runde af med at opsummere min pointe:

Husk pauserne. 

Hvis du har det ligesom jeg, skal du prioritere en lille helle af ro og alenehed her og der for ikke at tabe pusten og miste noget af følingen med dig selv.

Bum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar