Om at sige noget for sjov

Jeg sagde noget for sjov for et par uger siden. Og det skulle jeg fandme da aldrig have gjort.

Nu tror den opmærksomme bloglæser måske, at jeg vil fortælle en historie om, hvordan jeg på en helt utrolig kreativ og lattervækkende måde har afsløret en elev i at snyde i en skriftlig engelskopgave, hvilket resulterede i verbale stokkeslag fra drengens far til bloggeren selv.

Men nej. For det har jeg allerede gjort her.

Vi skal derimod et helt andet sted hen: til Hærvejen.

Situationen:

Kvinden i mit liv, eller Gudinden, om du vil 👭, skal skrive en tekst om vandring for historisk interesserede. Hun har udvalgt tre vandreruter i Danmark, som skal danne rammen for hendes tekst. Hærvejen er den ene af dem.

En lørdag eftermiddag i start november udvælger vi så et stykke af denne gamle vandrerute, som vi vil tilbagelægge for ligesom at give Gudinden frisk inspiration til omtalte tekstarbejde.

Vi forlader derpå hjemmematriklen i hver sin bil. 

Gudindens Yaris sætter vi fra os i Vingsted (slå det selv op på Google Maps), og så kører vi cirka 12 kilometer nordover mod Jelling, hvor vi afleverer MIN Yaris på parkeringspladsen ved vikingemuseet.

Med to biler til rådighed kan vi jo således vandre på et længere stykke af Hærvejen, da vi kan nøjes med at gå FREM og ikke TILBAGE. (Til gengæld skriver jeg ikke ET ord om CO2-aftryk 👀)

Jelling er en historisk interessant plet på danmarkskortet, for her finder vi jo Harald Blåtands runesten OG Gorm og Thyras gravhøje. Og for at det ikke skal være løgn, så løber Hærvejen lige midt imellem disse to gravhøje.

Nice 👍

Nå, men vi begiver os af sted. Jeg ved ikke, præcis hvor lang hærvejsruten mellem Jelling og Vingsted er, men det ligger vel i omegnen af en 12-13 kilometer.

Det er en udmærket tur. Vi går og går og får pludret en masse undervejs. Elsker sådan en walk & talk. 

Vi får også ikke-pludret, og det er en af velsignelserne ved vores forhold. Vi kan sagtens nyde hinandens samvær, uden at det bliver akavet IKKE at snakke. Det er i min optik et vigtigt kvalitetsstempel i en relation. Når det kan være feelgood at være tavse sammen.

Selve Hærvejen er jeg ikke så imponeret over. I hvert fald ikke den strækning, vi tilbagelægger hin eftermiddag.

Jeg tror, jeg havde en romantisk forestilling om, at Hærvejen var EN utrolig smuk og idyllisk grusvejsrute hele vejen fra Viborg til grænsen, men sådan er det jo faktisk ikke. Hærvejen er et netværk af veje, nogle med grus og andre med asfalt, som nærmest zigzagger sig ned gennem Jylland. Og strækningen mellem Jelling og Vingsted er til tider lidt småkedelig.

Det gør dog ikke så meget, for selskabet er godt, og motionsværdien fejler sgu ingenting. 

Efter cirka 2½ time nærmer vi os Vingsted. Og det er meget passende, for både knæ og fodled begynder at bære vidnesbyrd om, at den strækning, vi har vandret, rummer en ret høj andel af asfalt. Det begynder også så småt at blive mørkt. Og vi ser frem til at komme hjem til en lækker og velfortjent rødvinsmiddag i Gudindens lune, hyggelige rækkehus.

Men så er det, jeg absolut skal være morsom.

Damn.

For cirka en kilometer fra målet (altså Gudindens Yaris i Vingsted), får jeg pludselig den skidegode idé at sige:

"Skat? Kunne det ikke være sjovt, hvis DINE nøgler lå i MIN bil?" Efterfulgt af et "Høhø."

Hvorpå Skat lidt brat slår hælene i midt på stien. 

Og begynder at klappe sig selv på lommerne i bukser og jakke. Først stille og roligt. Så mere og mere insisterende.

Til at begynde med tror jeg selvfølgelig, at hun tager pis på mig. Hun spiller sikkert bare med på min utrolig sjove vits, og jeg står og småfniser.

Men det holder jeg så inde med, da det går op for mig, at hun fandme MENER det.

Hun HAR ikke sine nøgler på sig. Det går i al sin gru op for os, da jeg har foreslået hende at hoppe på stedet, og vi ikke kan høre selv den fjerneste klirren af et nøglebundt, hverken fra lommer eller rygsæk.

Oh dear.

Vi overvejer kortvarigt at vende om og gå tilbage mod Jelling. Utrolig kortvarigt.

Det koster 300 kroner at køre i taxa fra Vingsted til Jelling, kan jeg så fortælle. (Og jeg vælger fortsat ikke at skrive et ord om CO2-aftryk 😒)

Men hey! Vi fik et ret godt grin. Og Gudindens nøgler lå i mit bagagerum i Jelling = problem solved. Og det var blevet for sent til selv at lave mad, så vi købte sushi på vejen hjem, nammenam.

All is well that ends well 😉