Og så antydede jeg, at jeg ville fortælle hvorfor. Og så fulgte en meget lang smøre. Med en hel masse ord, som ...
... øh ... ikke rigtig forklarer, hvorfor der skulle gå en hel måned mellem to indlæg, haha.
Så jeg er nødt til at skrive noget mere. Ellers fremstår jeg jo komplet upålidelig.
Jeg har fået ny mis. For to en halv uge siden.
Så nu tror du måske, at jeg har fire. Fordi du fra tidligere indlæg ved, at jeg har en pigemis, der hedder Tove, og en drengemis, der hedder Hilmer.
Right?
Wrong!
For midt i sommerferien fik jeg et opkald. Det var fra Randers Dyrehospital. Jeg hørte ikke telefonen ringe, så damen havde indtalt en besked:
"Vi har fået indleveret din lille kat. Vil du ringe tilbage?"
Så sagde hun ikke mere. Men jeg kunne høre på hendes stemme, at hun ikke ringede, fordi jeg havde vundet i lotteriet.
Pulsen dunkede i ørerne, og jeg begyndte omgående at sitre over hele kroppen. Så jeg næsten ikke kunne ramme tasterne. Jeg fornemmede jo nok, at jeg stod på tærsklen til kedafdethed.
Og ganske rigtigt: Min skønne, frække lille Hilmer var blevet ramt af en bil :-(
Et forbipasserende kærestepar havde set den lille fyr ligge i vejkanten, og da de spottede, at han var øretatoveret, havde de gættet, at der nok var en familie et sted, som holdt af ham og savnede ham. Derfor havde de taget ham med og afleveret ham på dyrehospitalet.
Det var godt nok pænt gjort.
Jeg fik ikke deres navne, så jeg har ikke kunnet skrive til dem, men hvis de læser med her på bloggen, hvad de sikkert ikke gør, så vil jeg takke dem varmt for deres betænksomhed.
Nå, men jeg vrælede ned i telefonen, allerede inden jeg havde fået sagt farvel til damen fra dyrehospitalet. Det var SÅ sørgeligt.
Og ikke alene var jeg selv ked af det, jeg vidste også, at jeg måtte ringe til mine børn og gøre DEM kede af det. Og det var mindst lige så slemt.
De gik rundt på Caminoen i Spanien med The Person Formerly Known as Lucifer her på bloggen. (Nye læsere ved det ikke, men i tiden efter min skilsmisse for otte år siden gik min eksmand under betegnelsen Lucifer, fordi jeg syntes, han var dum.)
Og da jeg ikke ville spolere deres ferie med dårligt nyt hjemmefra, måtte jeg vente med at ringe, til de var landet i Kastrup. Så kunne jeg gå og glæde mig til det.
Vi besluttede, at når vi var færdige med at være kede af det over Hilmer, måtte vi hellere få en ny lille mis.
Dels for vores egen skyld. Det er pissehyggeligt og sjovt at have sådan et lille kræ. Og dels for Toves skyld. Hilmer var Toves bror, og nu gik hun rundt og så lidt ensom ud.
Og som sagt, så gjort.
Nu er Erling flyttet ind.
Han er fjorten uger gammel. Og jeg skal sandelig love for, at der er kommet liv i forstadsvillaen.
Han ser sådan ud:
Han er neger. Det må man vel godt skrive, når det er en mis. Fuldkommen sort. Overalt. Selv på snuden og trædepuderne. Nå ja, undtagen på tungen måske. Den er til gengæld meget lyserød i alt det sorte.
Tænkte, at Tove nok ville blive glad for lidt selskab. Men jeg er ikke naiv, så jeg tænkte OGSÅ, at damen nok lige skulle vænne sig lidt til The Black Intruder.
Og det fik jeg mildt sagt ret i. Det viser sig, at Tove er TEMMELIG GLAD for sit territorium.
Og lille Erling får tæsk.
Så nu har vi en katteKILLING ... og en katteKÆLLING.
Retfærdigvis må jeg dog også skrive, at bøllebankene er blevet mindre hyppige, så der ER håb om en fredsløsning.
Nu vil jeg lægge skriveriet fra mig. Jeg er hjemme med MEGA dårlig ryg efter en ret uheldig kajaktur i tirsdags (mere om det en anden gang), og jeg trænger virkelig meget til at ligge lidt.
Take care, y'all :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar