Nu har jeg været rådden igen

Gad vide, om jeg nogensinde lærer det. At omgås andre med bare et minimum af takt altså.

Se nu bare forleden dag. Der var jeg for eksempel så sjov over for en elev, at jeg fik en skideballe af hans far.

Damn!

Okay. Det VAR faktisk sjovt. Det har jeg adskillige kollegers ord for.

MEN

I situationen burde jeg nok have valgt mine ord UDEN gak og løjer.

Historien:

Jeg er ikke så glad for HADER eddermame, når mine elever forsøger at snyde i en skriftlig opgave. Så meget, at jeg næsten hellere vil have et klip i mellemkødet.

For når de snyder, lærer de ikke blot fucking INGENTING. Som i NICHTS, NADA, ZILCH, RIEN! De spilder også min fucking TID.

Hvis de bruger lorteprogrammet Google Translate, som kontinuerligt undergår forbedringer, skal jeg således bruge tid på først at undre mig over, at eleven tilsyneladende er hoppet et eller flere trin opad på færdighedsstigen siden sidste aflevering. 

Dernæst bliver min undren til en konkret mistanke. 

Og til sidst må jeg på jagt efter beviser i teksten. Som for eksempel hvis eleven har brugt konjunktiv i en tyskaflevering. Fordi eleverne ikke LÆRER fucking konjunktiv i mine timer. Det er ikke folkeskolestof.

Og måske spotter jeg først svindlen, når jeg HAR rettet lortet. Så er jeg da rent til grin. 

Til gengæld er det en dyr spøg, for den svindleriske elev koster jo samfundet gode skattekroner, når jeg skal have min løn.

Der snydes også for vildt via copy-pasting fra nettet. Det griber jeg flere elever i ved hver eneste aflevering. Og de små idioter har åbenbart ingen fornemmelse for, hvor let det er for en efterhånden halverfaren lærer som mig at kopiere en tekstlinje fra deres aflevering over i Google og søge på den. Derved finder jeg i løbet af et splitsekund den hjemmeside, afleveringen er hentet fra.

Endelig snydes der somme tider med antallet af ord i en elevtekst. Det kan man gøre ganske simpelt ved for eksempel at skrive "bla, bla, bla, bla, bla, bla ..." under sin tekst og lave skriftfarven om til hvid, så "ordene" er usynlige for det blotte øje. Snedigt, men ikke, hvis man bruger ord, der ikke findes, for så sætter Word automatisk en rød zig-zag-streg under dem, og DEN streg kan man godt se i dokumentet. Små Einsteiner! 

I sidste uge havde vi skole-hjem-samtaler på 8. årgang. Og for pokker, hvor havde jeg glædet mig. Jeg havde nemlig lige "rettet" en copy-pastet opgave, og nu skulle synderen stilles til regnskab under overværelse af mor og far, muahahahaaaah 👿👿👿

Tænkte, det måske ville have en vis forebyggende effekt.

Så jeg havde lavet et fint lille dokument, hvor jeg havde klippe-klistret elevens tekst ind foroven ... og plantet et screen dump fra den hjemmeside, hvor han kritikløst havde hentet teksten, nedenunder.

Jeg deltog i samtalen sammen med to gode kolleger, dansklæreren og matematiklæreren.

Og da det blev min tur til at berette om lille Simons (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt) præstationer i MINE timer, skubbede jeg stille og roligt mit fine dokument tværs over bordet til den lille familie på den anden side.

"Nå, Simon. Du har for nylig læst bogen Robin Hood," sagde jeg med min mest smørglatte stemme. 

Simon nikkede uskyldsrent og intetanende.

"Og så har du skrevet et referat af bogen på engelsk, som du har uploadet på skolens læringsportal."

Simon nikkede igen. Og mor og far så tilfredse ud.

"Men nu skal du høre, Simon ... Der må altså være nogen, som har fundet dit referat på læringsportalen. Og så har de syntes, at det var så fantastisk, at de har kopieret det og lagt det på deres egen hjemmeside. For se bare her."

Og så pegede jeg på mit fine lille dokument, der ret tydeligt afslørede, at Simons referat af Robin Hood var nøjagtig magen til et, der lå på en side ved navn www.bartleby.com.

Og Simon så ud, som om hans trøje pludselig var for lille i halsen, mens de førhen så tilfredse ansigtsudtryk hos mor og far strammede en kende til.

Hehe.

Jeg småfnisede i det skæg, jeg ikke har, og mine to kolleger gjorde det samme i deres.

One problem though:

Farmand syntes ikke, det var morsomt.

Hold kæft, han blev vred, haha. 

Jeg skulle fandme ikke komme der og udstille lille Simon foran fem voksne. Det var pisse ufint.

Yeah, perhaps. 

Men mon ikke der går en stund, før Simon igen føler sig fristet til at spilde både sin egen tid. Og min. Og danskernes skattekroner.

Mission accomplished.

Bum.