Folks børn altså

"Vi vil have is! Du skal give os is!"

Sådan lød det i kor fra 7C, så snart jeg trådte ind i klasselokalet i torsdags.

Det var de sidste engelsktimer inden ferien, og selv om ugen havde været fyldt med hyggeaktiviteter i de fleste fag, fordi englebasserne af uvisse årsager allerede skulle aflevere deres bøger i fucking MANDAGS, HAVDE jeg faktisk planlagt at tage dem med i Lidl og give dem en is. Vidste jo godt, at jeg ikke kunne få dem til at lave en skid. Og ville gerne runde skoleåret af på en elskelig frekvens.

7A og 7B havde også fået is i DERES sidste engelsktimer.

Og da eleverne naturligvis snakker sammen på tværs af årgangen hele tiden, kan jeg godt forstå, hvordan forventningen om en kølig godbid kunne opstå i C-klassen.

Men for helvede, hvor bliver Mrs. English Teacher altså en lille smule kontrær, når eleverne ligefrem KRÆVER, at jeg skal give dem noget som helst.

"Hvorfor tror I, at I skal have is?" spurgte jeg derfor.

"For det har de også fået i A og B," lød det indlysende svar.

"Men det betyder vel ikke, at jeg også skal give is i C," svarede jeg lidt provokerende. "I er jo tre forskellige klasser, og hvad jeg gør i de andre klasser kommer ikke rigtig jer ved. Det er heller ikke altid de samme tekster, vi læser."

Det var imidlertid ikke helt sandt.

Mit problem på 7. årgang er, at jeg har alle tre klasser i lige mange timer. Mine teamkolleger har allesammen én syvendeklasse, som de underviser MERE end de to andre. Derfor kan de slippe af sted med at give is, kage eller andre lækkerier et enkelt sted. Men jeg kan ikke rigtig tillade mig at favorisere nogen.

Så det var faktisk kun det med teksterne, der var sandt.

Det havde jeg bare ikke lyst til at sige i situationen.

"Øv, det er da dårlig stil, hvis du ikke også giver is til OS," råbte en dreng bagerst i lokalet.

Og tak for det, dreng. 

Han havde uforvarende spillet bolden over på min banehalvdel og foræret mig en glimrende anledning til at give en lille moralsk opsang. Et "pædagogisk moment", som de kalder det på lærerseminariet.

Så jeg satte mig stille og roligt på katederet og kiggede i tavshed ud over klassen, indtil der var ro. En teknik, jeg kalder "The Silent Treatment". Og den virker faktisk hver gang. Næsten uanset hvor meget larm der er i en klasse. 

Når læreren stille og roligt har kigget rundt på eleverne uden at sige en lyd i tilstrækkelig lang tid, begynder englebasserne nemlig AF SIG SELV at tysse på hinanden. Det kræver tålmodighed. But it's magic!

"Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er dårlig stil," sagde jeg alvorligt, da eleverne havde flettet deres søde små næb, og der efterhånden var helt stille i lokalet.

"Da jeg kom ind i klassen for et øjeblik siden, havde jeg glædet mig til at overraske jer. Jeg ville give jer en is. For at være sød og sige god sommerferie."

Nu var der allerede nogle af eleverne, der begyndte erkende for sig selv, at de måske ikke havde vist den mest hensigtsmæssige adfærd. Det kan jeg se, når de har travlt med at undgå mit blik. Muahahahaaah 😈😈😈

Men jeg fortsatte skånselsløst:

"Når jeg giver is eller præmier de gange, vi spiller bingo, er det ikke skolen, der betaler. De ting er ikke betalt med penge, der står på jeres klassekonto. Det er ikke noget, I har RET til. Det er noget, JEG betaler af min EGEN løn. Frivilligt, og fordi jeg kan lide jer.

Og når jeg giver is til hele årgangen, koster det mig mindst 300 kroner. Ud af min egen lomme.

Kan I så godt forstå, at jeg synes, det er lidt øv, når I sådan forlanger, at jeg skal give jer is, og når I skælder mig ud, hvis jeg ikke med det samme siger ja?

I virker ærlig talt hverken glædeligt overraskede eller taknemlige."

Det lod til, at budskabet gik klart ind. I hvert fald gav de mig ret. De gav mig også en undskyldning.

Men om det var taktik for at smøre den grå eminence, fordi de så deres is hænge i en tynd tråd, ved jeg sgu ikke.

Men jeg håber naturligvis, at det vil have en effekt, næste gang en tilsvarende situation opstår.

Naive mig.