Så gør jeg det lige igen.
Skriver et ikke-indlæg. Mest for at fortælle, at der stadig er puls.
Jeg er med andre ord igen landet i forstadsvillaen for en meget begrænset stund. Mellem to ferier.
Denne gang har jeg været i Harzen. Med Barn 3 og 4.
Fin ferie. Dog med en enkelt not-so-good, som jeg kommer ind på senere.
Vi boede i Goslar. Nærmere betegnet her:
Lige midt på torvet. Ved siden af det gamle rådhus. Hvor vi til Rotternes begejstring havde fået tildelt ... TÅRNVÆRELSET. Wuhuuu 💃💃💃 (Lidt royale har man da lov at være, og det er Rotterne, der titter ud til folket ad vinduet i tårnet.)
Nå, men Harzen er kort fortalt et besøg værd. Navnlig, hvis du ikke synes, du er omgivet af danskere nok hjemme i Danmark. Man skal i hvert fald passe på med at snakke for højlydt om folk bag deres ryg.
Er man i Goslar, må man ikke gå glip af Rammelsberg-minen. Den ser således ud over jorden:
Og således under:
Yeah, well, næste gang kunne man overveje at bruge blitz dernede i mørket.
Minen er på Unescos verdensarvsliste. Og med god grund. Det var et virkelig spændende og informativt besøg, hvor vi hørte om minedrift i 1000 år.
Vi besøgte også Brocken. Som på dansk hedder Bloksbjerg. Frygtede lidt, at de ville beholde mig deroppe, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.
Vil man besøge Bloksbjerg, kan man ikke køre derop i bil. Men man kan springe på en hestevogn i byen Schierke eller på et damptog samme sted. Vi valgte at parkere bilen i Schierke og vandre resten af vejen til toppen.
Og damn for en smuk tur. Og stejl. Med en gazillion klipper, der skulle forceres. Og så i 34 graders varme. Vand havde vi naturligvis ikke med. Men så er det jo godt, at den slags kan købes på toppen.
Hvad man også kan købe på toppen er adgang til en udstilling om stedets politiske, historiske og geologiske betydning.
Vi valgte at tage toget ned. Trætte efter to timers opstigning i heden.
Bad choice.
For det skulle koste ... FUCKING 73 EURO at køre de sølle ni kilometer (eller deromkring) ned til Schierke. Et rip-off af fuldkommen monstrøse dimensioner!
Wernigerode er en fed by. Med bindingsværksidyl helt ud i det mindste atom. (Og heldigvis med iscaféer og andre gode steder, hvor man kan køle sig ned i den svitsende hede.) Helt klart også et besøg værd.
Og sådan er det i Harzen: smuk natur, fine seværdigheder og bindingsværksidyl.
Så se bare at komme af sted. Ned til alle de andre danskere.
Slog et smut omkring Designer Outlet Neumünster på hjemvejen. Fuck for et koncept. Meget amerikansk. Som i MEGET.
Men jeg havde lovet Barn 4, som, til forskel fra de fleste af sine søskende, er modefreak, at vi ville køre forbi.
Og når alt lort om overfladisk kommercialitet er sagt, så ER det altså billigt dernede. For 1000 kroner fik barnet et par Hilfiger-jeans, en Calvin Klein-bluse og et par Puma-sko.
JEG benyttede til gengæld lejligheden til at få købt et par gaver og lidt tøj at spille tennis i (yep, jeg er begyndt at spille tennis, og det er SPAS 💃).
Nå, men nu til den not-so-good bette ting, jeg har lovet at berette om:
Mens vi har været væk, har Eksmanden (formerly known as Lucifer her på bloggen) fodret vores missekat, Tove. Altså stillet vand og mad til hende i garagen.
Og for at gøre det nemt for ham, lukkede jeg i søndags op for vandforsyningen til haven, så han bare kunne bruge den haveslange, der hænger ved garagedøren.
Hvad jeg IKKE lige tænkte på, var, at jeg sådan set også har et drivhus. Som jeg ikke har nået at tage i brug i år og derfor ikke rigtig færdes i.
I drivhuset sidder en vandhane. Og DEN vandhane har været lukket op siden sidste efterår, for at der ikke skulle stå vand i rørene ned gennem haven i perioder med frost.
Så da jeg åbnede for vandforsyningen til haveslangen ved garagen, åbnede jeg også for vandforsyningen til mit fucking DRIVHUS.
Og så tog jeg til Harzen ...
... mens vandet ...
... PISSEDE UD AF VANDHANEN I DRIVHUSET.
I går blev jeg så ringet op af en nabo. Han ville bare sige, at han ikke kunne forstå, at der løb en masse vand ned i hans have. Oppe fra min.
Fuck!
Fuck, fuck, FUCK!
Så jeg har altså hældt vand ud i haven. I SEKS DAGE.
Tjekkede lige min vandmåler. Der er røget svimlende 150 kubikmeter vand ud af min hane, mens jeg har drukket fadbamser og spist currywurst
i Tyskland.
Det koster 5.700 kroner. Heraf tre fjerdedele i VANDAFLEDNINGSAFGIFT. Øh ... uden at jeg har brugt kloaksystemet.
Så det er fandme surt. Med agurkesalat og sauerkraut på.
Nå, men nu vil jeg slutte. Jeg skal pakke. Spartler Yarisen ud med mig selv og Barn 4 og suser til København i morgen. Der vil vi støde til Barn 1 og sammen med hende besøge Barn 2, som studerer ved DTU. Vi bliver hængende indtil på torsdag. Og det bliver SÅ hyggeligt 😊 (Barn 3 holder vi udenfor, men det er mest, fordi han er taget til Polen, og ikke så meget fordi vi ikke kan lide ham.)
Tænker lige, at jeg tjekker en ekstra gang, at alle haner på matriklen er forsvarligt lukket, inden afgang.
Og nu er det så endt med, at mit ikke-indlæg alligevel er blevet til et indlæg.
Så løgnagtig kan jeg altså være.
Take care now, og så høres vi ved.
Bum.
hej
SvarSlettak fordi jeg må følge din blog
hvis du er hurtig
og det kommer så følgelige an på hvor firkantet og stejl din vandværk er og din kommune er (kommunen er afgiften)
ved du kan bevise ingen i huset og uheld kan du hvis du er heldig
slippe noget billigere afgift kan gives noget dispensation for
samt vandværk nedsatte nogle ting
men igen kommer an på om de vil
du må gerne slette kommentar ville bare sige det hvis jeg kunne hjælpe
kunne ikke finde ud af kontakt dig på anden måde
burde skrive mere godt om din blog men har ikke overskuddet nu undskyld
Hej med dig :-)
SvarSletTusind tak fordi du følger min blog!
Og tak for dit gode råd. Jeg har lige skrevet til kommunen og forklaret min situation. Så må vi se, hvad der sker. Tænker, det værste, der kan ske, er, at de afviser at reducere regningen. Så jeg har ikke meget at tabe ved at kontakte dem.
Tak igen :-)