Tænk bare på, hvor kedeligt livet ville være, hvis alting altid var det samme. Altid arbejde og aldrig ferie (slemt). Altid ferie og aldrig arbejde (lige så slemt ... næsten ;-)).
Eller altid speltbrød og blendede grøntsagssupper og aldrig ribeye med fritter og fed bearnaise.
Eller hvis alle mennesker havde samme værdier og præferencer og levede efter samme skabelon. Sikke et farveløst samfund.
Så thumbs up til diversiteten, ikke?
Øh ... bortset fra, at det er let at henfalde til at tænke i stereotyper. Altså forudindtagede holdninger til, hvordan andre mennesker er.
Sådan er svenskerne. Sådan er DF'erne. Sådan er ingeniørerne. Sådan er de rige. Sådan er de homoseksuelle. Sådan er muslimerne. Sådan er teenagerne.
Og måske er man tilmed tilbøjelig til at se ned på de stereotyper, man opererer med. Som når vegetarer ser ned på kødspisere. Og kunstelskere ser ned på fodboldfans.
Men hov! Taler jeg ikke med disse påstande netop ned om både vegetarer og kunstelskere? Jo, jeg gør sgudda. For jeg kan OGSÅ være tilbøjelig til at plante folk i bekvemme, stereotype kasser.
Vi bryder os nemlig ikke om usikkerhed, og stereotyper gør tilværelsen mindre kompleks og lettere at overskue. Hvis vi kan sætte andre i en lille bås, ved vi jo, hvor vi har dem, og det er trygt og godt.
Og pissekedeligt.
Når man tænker i stereotyper, lukker man øjnene for mangfoldigheden. Man får ikke nuancerne med.
Nej, man gør ej.
Og selv om jeg somme tider laver nogle stereotypiske slip-ups, ER jeg bevidst om disse konsekvenser.
Jeg VIL have mangfoldighed i mit liv.
Kan jeg ikke sige helt farvel til stereotyperne, kan jeg således i det mindste forsøge at holde fast i min egen diversitet.
Som i min musiksmag. Jeg kan sagtens høre et lækkert stykke klassisk på Spotify eller Youtube. Jeg er ret vild med jazz. Og der er ikke mange af tidens pophits, jeg ikke kan synge med på.
Eller i min madsmag. Med undtagelse af foie gras, stegt svinelever og chokolade med mokkasmag (og muligvis enkelte etniske specialiteter som kogte fåreøjne) kaster jeg mig med fornøjelse over det, der lander på min tallerken.
Jeg ser tit smalle, franske film i kunstbiografen Øst For Paradis i Århus. Men jeg kan også sagtens nyde de mest lavkomiske serier på Netflix.
Jeg elsker spændende forfatterforedrag ... og superligakampe med fadøl og pølser.
Jeg er ret vild med mit middelklasseliv. Jeg har det godt og bekvemt i mit parcelhus i min Randers-forstad og mangler ingenting. Men blev alligevel tændt ved tanken om at rykke på kollegium i Lyngby her i påsken. Sove på luftmadras på sønnikes 12 kvadratmeter. Lave mad og se dvd-film i fælleskøkkenet.
Snuse til en tilværelse så vældig anderledes end min egen.
Her er et par interiørbilleder:
Det ses, at sønnike læser Anders And. Han er rød student. Han kan lide kaffe. Hans ur er gået i stå. Han er fodboldfan. Han har fået et påskeæg (af mormor). Han er glad for kemi og drikker flaskevand fra DTU. Han har en alsidig alkoholsmag. Og han vil gerne vise, at han ejer en hel del musikinstrumenter (hvoraf han kun kan spille på vuvuzelaen ... hvis man altså kan kalde den monotone, enerverende larm, som DEN motherfucker frembringer, for musik), inklusive en ukulele, som ikke er med på billederne, og som han heller ikke kan betjene.
Nederst ses det yderste af fruen selv med brusebadsvådt morgenhår og en lang kollegiegang.
Om sønnike kan man også sige, at han kender sin mors hang til mangesidethed. Han havde således inden Muttis ankomst lagt hovedet i blød for at strikke et godt oplevelseskatalog sammen til os.
Så det blev til lækker italiensk middag med tre retter på ankomstdagen. Carpaccio, pasta med strimler af oksefilet i tomatflødesauce med rosmarin og til sidst panna cotta-is. Naturligvis fremstillet og indtaget i fælleskøkkenet.
Dernæst dvd-filmen Den eneste ene. Dansk klassiker fra 1999. Hylende spas. Og indtaget i samme fælleskøkken, men henne i den ende med fjernsynet, hvor de slidte sofaer med de umage puder står i en hestesko om et ramponeret sofabord.
Næste formiddag udstilling med Picasso-keramik på Louisiana. Fed udstilling ellers. Her er billeder:
Jeps. Så hvis du ikke har set Picasso-udstillingen på Louisiana, må du hellere se at komme af sted!
Om aftenen stand-up comedy i Comedy Zoo i Knabrostræde. Med rigelige mængder af fadøl. Pisseskægt og anderledes indslag, han der havde udtænkt, sønnike. Som da Anders Fjeldsted stod på scenen i det lidt huleagtige lokale og udbredte sig om sine døtre på seks og ti og glædede sig til næste år, for så er de 7-Eleven. Haha 💃
Næste dag english breakfast i fælleskøkkenet. Efterfulgt af vandretur om Lyngby Sø. Noget måtte vi jo gøre for at bøde på det massive kalorieindtag, vi havde præsteret.
Det var selvfølgelig pissekoldt. Selv søens gæs havde så kolde tæer, at de måtte nøjes med at stikke en enkelt fod ud i kulden ad gangen.
Så en tur i Lyngby Storcenter. Hvor Mutti hurtigt fik lange patter af folkemængden. Men det er jo klart, at folk går i shoppepanik sådan en påskelørdag med to dages butikslukning på begge sider. YIKES!
Vi søgte således skyndsomt tilflugt på en nærliggende café, hvor vi lige kunne nå at trykke en dejlig frokost ind (bøf bearnaise til sønnike og salat med tigerrejer til Mutti), inden vi måtte tage afsked for denne gang.
Og bag os har vi en række hyggelige, sjove, interessante, velsmagende oplevelser af vidt forskellig karakter.
Et par skønne dage med masser af diversitet.
Me like!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar