Mørke dage

Jeps.

Hun er gået fra mig.

Kvinden i mit liv. Min soulmate. Min smukke kærlighed. Min bedste ven.

Klokken syv søndag morgen var det forbi. Eventyret. Efter næsten otte år. De otte dejligste år i mit liv. 

Og jeg ligger afmægtigt og krabber rundt på bunden af et dybt hul og kan ikke komme op. Og det er mørkt og koldt og tomt omkring mig.

Til gengæld er det min egen skyld. 

Jeg elsker hende så intenst og var så vanvittigt bange for at miste hende ... at det lige præcis var det, der kom til at ske.

Jeg gav hende ikke frihed nok. 

Frygtede, at nogen skulle komme ridende og snuppe mit livs lys ud af min favn. Glemte at tro på, at hun også elskede MIG for vildt, og at hun ikke ville lade sig snuppe af nogen anden. 

Blev for mistænksom. Uden grund.

Og dermed skubbede jeg mig ud over kanten og ned i mit hul. Ingen at bebrejde ... andre end mig selv, er jeg bange for.

Jeg har aldrig været så ked af det før. I hvert fald ikke på denne måde.

Jeg har meldt mig syg på jobbet. Sover dårligt om natten. Spiser ikke meget. Græder til gengæld hele tiden. Når jeg ikke stirrer formålsløst ud i luften. 

Eller skriver. 

At skrive er terapi for mig. Det er derfor, jeg spammer nettet med blogindlæg. Det er helende. Hjælper mig til at bearbejde ting. Men der er lang vej og mange indlæg igen, før jeg bare tilnærmelsesvist kommer på benene, så jeg kan kravle op af mit hul. Tilbage til lyset.

Skal jeg absolut finde noget at glæde mig over, er det, at jeg skulle blive 50, før mit hjerte skulle briste. Sådan rigtigt. 

Nå ja, og så selvfølgelig, at der i processen ryger et par kilo af her og der, og det kan nok være tiltrængt.

Men ellers er jeg ikke ligefrem Guds muntreste skjoldmø.

Heldigvis er jeg omgivet af gode mennesker.

Min ældste datter, som tilfældigvis var hjemme i weekenden, græd med mig søndag morgen. Yngste datter og yngste søn bunkekrammede mig. Ældste søn ringede bekymret fra København.

Kollegerne sender medfølende sms-beskeder og læser mine lektioner for mig i mit fravær. I hvert fald dem på 9. årgang, for afgangseleverne skal jo til prøve lige om lidt, og tiden er kostbar.

Det er både godt og ondt at være omgivet af søde, empatiske kolleger. For jeg ved, at jeg kommer til at græde en hel masse, når jeg kommer tilbage på arbejde, og de spørger ind. 

De spørger selvfølgelig ind af et godt hjerte, og fordi det ligger i deres DNA. Men jeg ville ønske, at de ville forbigå det i tavshed. For jeg vil helst ikke knække. I hvert fald ikke foran klasserne. Og det gør jeg, når jeg bliver mindet om det. Må hellere sørge for at have en eyeliner med i lommen.

Og så er der eksmanden. The person formerly known as Lucifer her på bloggen. 

Han skrev i går. At det gjorde ham ondt. Og at jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde lyst til at komme forbi til en snak i weekenden.

Det er pænt af ham. Men det ville nu være lidt pudsigt at søge trøst hos eksen. Altså hos den person, som jeg sårede lige så dybt eller måske endnu dybere for otte år siden, da jeg valgte at fortsætte mit liv med den kvinde, jeg nu har mistet.

Min mor ved ikke noget endnu. Tror jeg ikke. Jeg gætter på, at hun ikke vil kunne begribe, hvor svært det er for mig. For hun har aldrig rigtig forstået mit homoseksuelle parforhold. Hun har tænkt det som et pseudoforhold. Et anfald, der bare lige skulle gå over, så jeg kunne blive normal igen.

Nu skal jeg have samlet mig selv op.

Det gør jeg i første omgang ved at sørge. 

Jeg skal give mig selv lov til at sørge. Sådan sagde min kæreste, da min far døde sidste år, og hun var min stabile redningskrans i al fortvivlelsen. For sorgprocessen heler.

Det tror jeg, hun har ret i.

Jeg tror også, jeg snart er igennem den første fase: chokfasen. 

Der er i hvert fald tegn på, at jeg er på vej til så småt at begynde at forstå, at det nok er slut. 

Men det har taget mig et par dage. Hvor jeg blev ved med at tjekke min mobiltelefon for sms-beskeder fra hende. Ventede, at der hvert øjeblik kunne tikke en besked ind, som gjorde det hele ugjort. Fattede ikke rigtig, at vi ikke skal sende kærlige ord og godnathilsener til hinanden mere. 

Og jeg tjekkede Skype. Der har hun blokeret mig. Ikke at det var nødvendigt, for hun behøver ikke frygte spam herfra. Men det har hun altså gjort. Og igen tog det noget tid, før jeg erkendte, at det lille blå Skype-ikon måske ikke mere kommer til at lyse orange, fordi hun har skrevet til mig.

Til gengæld har jeg af en eller anden grund mere end vanskeligt ved at fjerne hendes baggrundsbillede fra mobilen og computeren. Måske fordi det kræver en aktiv handling. Og jeg ønsker overhovedet ikke at foretage mig noget aktivt for at fjerne hende fra mit liv. Det er rigeligt, at hun har fjernet mig.

Jeg vil sådan set bare gerne have hende tilbage.

Og det er galt afmarcheret, når folk, formentlig i den bedste hensigt, skriver til mig, at der jo er andre sild i Nordsøen, og at jeg nok skal finde kærligheden igen.

Jamen, nej! 

Der er kun én sild i Nordsøen, som jeg gider have. Og det er hende. Jeg magter på ingen måde at spekulere i dating eller andet opsøgende arbejde. Jeg vil mærke hendes arme omkring mig igen. Hendes læber mod mine. Hvor de hører til.

Bum!

Så ja. På vej gennem chokfasen, men jeg er vist ikke helt i mål, når jeg sådan kan tænke, at det kan gøres godt igen.

Gad vide, om faserne i sorgprocessen egentlig kan overlappe hinanden? For selv om jeg tydeligvis ikke er helt ude af chokfasen, vil jeg vove at påstå, at jeg også oplever elementer af fase to.

Reaktionsfasen.

Her vil man angiveligt føle sig "ulykkelig, afmægtig og tynget af sorg og fortvivlelse," som de skriver på Netdoktor.

Jeps. Det er lige mig. Spot on.

Nu vil jeg gå mig en lang tur. Jeg har stort set ikke forladt mit hus siden søndag morgen. Så det er nok en god og terapeutisk idé.