In sync

Er ved at læse en bog. 

Ikke, at det ligefrem er breaking news.

For jeg læser sådan set altid bøger. Af svingende kvalitet ganske vist. Men jeg føler et tomrum, hvis jeg ikke har et eller andet liggende på natbordet.

Denne bog har jeg imidlertid høje forventninger til. For kvinden i mit liv siger, den er god. Og hun bør vide det, for hun er nemlig færdig med at læse den.

Den hedder Den, der lever stille. Og er skrevet af Leonora Christina Skov. Hun er en af mine yndlingslebber, og hun har skrevet en selvbiografisk roman.

Jeg håber, jeg kan spejle mig i noget af den. Fru Skov har i hvert fald bokset med sine forældre i forhold til sin homoseksualitet. Det samme har jeg. Og måske kunne min kæreste også finde noget at reflektere over i relation til sig selv.

Det var derfor, jeg foreslog hende, at vi skulle læse den.

Det er en af de mange ting, jeg rigtig godt kan lide ved den kvinde, jeg elsker:

Vi læser. 

Vi kan sagtens sidde længe i hver sin sofakrog med hver sin bog. Mens vi drikker Yogi-te og nulrer hinandens tæer. Og somme tider udveksler hyggelige småbemærkninger om det, vi læser.

In sync.

Og prøv lige at slippe os løs i en boghandel. Oh dear.

Vi fandt en i Lübeck. Sådan en rigtig lækker luksusbutik. Af gigantiske dimensioner. Tre etager. Med både elevator og rulletrapper og hele svineriet. Og et kæmpemæssigt udvalg af fede kvalitetsbøger. 

Vi kunne næsten have tilbragt hele weekenden der, tror jeg.

Jeg købte to romaner af tyske forfattere. 

Jeg er ikke så lidt stolt over, at jeg kan læse tyske romaner. For ét er at kunne udslynge ord som "Krankenhaus" og "Hubschrauber", som jeg gør i min undervisning. Noget ganske andet er imidlertid at kunne læse en hel fucking voksenroman med fremmedord og alting. Det er som at lande på to vidt forskellige sprogplaneter.

Til at begynde med var min tyske læsestrategi den, at jeg valgte internationale bestsellere, som var oversat til tysk. For jeg kendte ingen tyske forfattere, og hvis jeg møjsommeligt skal tygge mig gennem en 400-siders motherfucker på prøjsisk, så skal historien fandme fænge. Ellers knækker jeg halsen.

Men gradvist har jeg bevæget mig over på de tyske forfatteres egen banehalvdel. Ikke mindst via nudging fra min kvinde.

Det er nemlig også en ting, vi har til fælles: tysk.

Hun er cand.ling.merc i tysk og dermed flere tusind lysår foran mig ud i beherskelsen af vores sydlige nabolandssprog. Det er i øvrigt en af de ting, jeg beundrer ved hende: Hun er pissedygtig til det. Jeg beundrer dygtighed. Som hendes.

Jeg underviser kun i skidtet på folkeskoleniveau.

Nå, men hun har nudget mig over i tyske forfattere og anbefalet Elisabeth Herrmann. Den glæder jeg mig til at læse. Hun købte en anden roman af samme forfatter. Så kunne vi jo bytte.

Hun købte også en ordentlig mursten. Eller nærmest en fortovsflise. Af en bog om vandreture rundt omkring i verden. Som inspiration til drømme og planer om at opleve klodens naturseværdigheder.

For vi elsker at vandre. Her er vi in sync.

Vi har brugt talrige weekender på at vandre. 

I Mols Bjerge. I Dollerup Bakker. Ved Silkeborgsøerne. I Rebild Bakker. På Hærvejen. 

Overalt, hvor det lugter af god og naturskøn vandring, er vi at finde. Når det altså ikke pisser ned. Walk and talk i Moder Natur. Det er næsten as good as it gets. I særdeleshed når jeg stjæler mig til en tæt omfavnelse og et inderligt kys i skovens dybe, stille ro. Hvor ingen kigger.

NÅR det pisser ned, og det gør det jo i cirka elleve måneder om året. Er vi til gengæld at finde i kunstbiografen Øst for Paradis. Nogen skal jo holde den biks kørende.

Smalle europæiske film ledsaget af et dejligt glas rødvin eller en latte eller en af de der pissegode italienske sodavand, som de langer over disken dernede. Nammenam. Eller "molto delizioso", om du vil.

Så sidder vi tæt i mørket og fletter fingre. Måske har vi oven i købet fået et love seat. Slikket har vi smuglet med. Det er billigere og bedre. Og så føler jeg mig dejlig rebelsk. Et liv på kanten, you know ;-)

Efter filmen piller vi den selvfølgelig fra hinanden. Mens vi arm i arm slentrer tilbage til bilen ad de smalle brostensgader i Latinerkvarteret. Og under hele køreturen hjem. Fordøjer oplevelsen i småbidder. Analyserer på kryds og tværs. Hjælper hinanden til at se den i forskellige perspektiver.

Sidst så vi bøssefilmen Call Me by Your Name. Skøn film, som sætter spot på nogle af problematikkerne ved at være homoseksuel.

Når det gælder filmsmag og påskønnelsen af gode filmoplevelser er vi sjovt nok ... in sync. Feelgood indeed 💃💃💃

Og så går vi til foredrag. Mindst en to-tre stykker om året.

Helst forfatterforedrag. 

Sidste gang hørte vi Hanne-Vibeke Holst. Hende kan vi lide. Hun er pissesej (selv om hun også er lidt ananas i egen juice-agtig, men det er en del forfattere vist af natur). 

Hun er virkelig dygtig til at skrue en historie sammen, hun bruger gigantiske mængder af tid på research, og så skriver hun med mange velvalgte metaforer. Jeg er en sucker for metaforer. Og det er kvinden i mit liv også.

For vi er tekstnørder. Optaget af kærlighed til det danske sprog.

JEG har arbejdet med oversættelse i mange år. HUN har arbejdet med oversættelse i mange år. I sidste uge blev vi enige om, at vi tilhører en gruppe litteraturelskere, der automatisk tilføjer en ekstra dimension, når vi læser: sproglig korrekthed. 

Vi spotter næsten ALT. For eksempel når fru Holst i sin seneste bog, Som pesten, skriver "umbrakonøgle".

Hvad er der nu galt med det? tænker nogle bloglæsere nok. For der er mange, der tror, at dette lille stykke værktøj fucking HEDDER sådan.

Men ... øh ... sagen er bare den, at ... det hedder det ikke. 

Det hedder en UNbrakonøgle. 

En fuldkommen uvæsentlig detalje, som vi begge to fangede, da vi læste bogen.

In sync igen. 

Og det gør mig fuldstændig varm indeni, når jeg tænker på, at jeg har mødt et menneske, som jeg har så meget til fælles med. Det troede jeg ikke var muligt. 

Og at jeg har fået lov at elske hende. Og at VÆRE elsket af hende.

Nå, men nu må jeg hellere videre med min lebberoman. Jeg skulle gerne være færdig med den inden 2. maj, for fru Skov holder foredrag i Skanderborg den dag, og jeg har pudsigt nok billetter til begivenheden.

Desværre må jeg alene af sted denne gang.