Om en gammel kegle som jeg ikke vil af med

Og han hedder far.

Se DER er fandme et menneske, jeg har et ambivalent forhold til.

Minussiden:

Det er ikke pænt at hærge alle ens datters teenageår ved at komme hjem fra job cirka tre gange om ugen (HVER FUCKING UGE) efter at have drukket sig midt over i løbet af arbejdsdagen. For så dingler man. Og man stinker. Og man er lilla i ansigtet. Og man er ondskabsfuld, fordi et angreb er det bedste forsvar.

Og det er heller ikke pænt at rejse sig midt i sin kones 40-års fødselsdagsselskab for at tilstå, at man har en affære med sekretæren, som i øvrigt sidder lige ved siden af.

Og det er heller ikke pænt i en brandert at kalde sin 20-årige datter for nasserøv og smide hende ud af barndomshjemmet, så hun må flytte ind hos veninde med minutters varsel.

MEN.

Han er min far. Og han har nogle beundringsværdige kvaliteter.

Plussiden:

Det er for eksempel pænt af ham at dukke op i min nyindkøbte forstadsvilla for to år siden og lægge trægulv over hele lortet.

Og det er pænt at tage imod min lesbiske kæreste uden fordomme, altid at spørge ind til hendes trivsel og tage imod hendes søn med åbne arme (det er min mor, der er bæstet i den historie).

Og det er skønt, at han har den mest fantastiske sans for humor. Se, HAN er fandme morsom! Og hvis nogen hævder, at jeg skulle have selv den fjerneste humoristiske sans, så er det far, jeg har den fra.

Så når han er ædru, er han den mest elskelige, favnende, hjælpsomme, gavmilde, sjove fyr.

Og det kom til at stå helt klart for mig i sidste uge, at jeg ikke er parat til at tage afsked med ham.

For shit, hvor han gav mig en forskrækkelse. Så jeg var fuldkommen ude af flippen i dagevis.

Situationen:

Tudserne var til middag i hos mig i forstadsvillaen sidste lørdag. Jeg skyldte dem at holde min fødselsdag, og det har jeg skrevet om i et andet indlæg.

Det blev en hyggelig aften. 

Jeg havde lavet chili. Med chili fra drivhuset. Som er så stærk, at den kan slå en død mexicaner ihjel.

Nammenam!

Alle spiste af den med stort velbehag.

Og om natten fik far det dårligt.

Og næste morgen blev han indlagt med blå blink. Og brystsmerter.

PIS! var min første tanke. Nu har jeg vel for helvede ikke lavet chilien for stærk! Og taget livet af far. Stupid me.

Men nej, det havde jeg vist nok ikke. 

For i disse dage er han på vej igennem den store kræftudredning. Løber fra den ene scanning til den anden på flere forskellige hospitaler. 

Så jep, det er faktisk noget skidt :-( selv om det ikke har noget med min kogekunst at gøre.

Og i de få splitsekunder i løbet af en dag, hvor jeg ikke har tusind andre ting i tankerne, er jeg fortvivlet. For jeg vil ikke af med ham. Det står HELT klart.

Jeg ved selvfølgelig, at vi alle er født med en udløbsdato. Og at far ikke har gjort det mindste for at udskyde sin, men derimod i forskrækkelig mange år har både drukket og røget tæt, mens han omhyggeligt har undgået enhver form for bevægelse. Så hans yderste dag MÅ selvfølgelig komme.

Men jeg er fandme ikke parat.

Til gengæld er jeg blevet umanerlig bevidst om, hvor meget han betyder for mig. Trods alt.

Vi mangler stadig tilbagemeldinger på scanningerne og ved derfor ikke, om far er købt eller solgt. 

Bær derfor over med mig, hvis jeg pludselig i en periode ikke har overskud til at skrive så meget.

Så er det, fordi jeg har fået dårlige nyheder.