Om at have ni liv

Det har han vist. Min far.

For det var falsk alarm. Det der. Det unævnelige. The abominable C-word.

Og Manden med leen har igen svinget forgæves. 

Måske skulle han dreje en tur omkring Louis Nielsen og få et synstjek.

For fatter er åbenbart ikke sådan lige til at ramme med den der le.

Han har i hvert fald præsteret at få en blodprop i hjernen. For måske ti år siden. Ingen mén i dag.

Og han er også kørt ind i et vejtræ i en brandert, så han brækkede nakken fire steder. Stadig ingen mén i dag.

Og så har han KOL. 

Men er åbenbart ikke tilnærmelsesvis tæt på at stille træskoene.

Heller ikke af kræft.

Så jeg er lettet ud over alle grænser. For jeg er jo slet ikke parat til at tage afsked med den gamle kegle. Og det behøver jeg heller ikke. Ikke lige nu altså.

Tilbage sidder jeg til gengæld med en voksende irritation over en satans klaphat af en hjertelægefidus på Skejby Sygehus. Som forrige søndag, efter at have kigget på en scanning af hjerteområdet i min fars aldrende drengekrop, kom sejlende ind på hans stue og meddelte, og jeg CITERER:

"Der er ikke noget alvorligt på hjertet. Men det er der på lungerne. Det er ondartet, og det er slemt."

Sådan sagde idioten til min far, min mor, min bror og min søster, som alle befandt sig på nævnte hospitalsstue. 

Og så er det da klart, at vi allesammen tror, der bare skal et lille puf til, før min far lander i en permanent opholdstilladelse halvanden meter under jorden.

Set i bakspejlet, burde vi måske have været mistroiske, da en hjertelæge udtalte sig om et lungeproblem, men det magter man ligesom ikke i situationen.

Så hvis dette lægefjols læser med her på bloggen, vil jeg foreslå ham fremover at holde næbbet godt og grundigt flettet, når sagen drejer sig om noget, han ved nada om.

Og møder jeg ham, kommer han sgu nok en tur over knæet.

Bum!