Er SÅ glad for Dropsene

For her kan jeg skrive alt, hvad jeg aldrig kunne finde på at SIGE til nogen. For eksempel side op og side ned om egne fortræffeligheder.

Jeg kan fremstå lige så narcissistisk og træls, som jeg har lyst til. Også selv om det er dårlig stil i vores kultur. 

For du kan altid bare klikke mig væk. 

Og det er der måske også nogle, der har gjort allerede. Nogle, der ville få hårrejsninger af at læse det, der står længere nede i dette indlæg.

Men for dig, der er blevet hængende, kommer altså her endnu en pisseirriterende beretning om kæmpestore, hjertevarmende komplimenter.

Situationen:

Jeg står ved kopimaskinen og er ved at forberede morgendagens tyskundervisning i 6. klasse.

Og anstigende kommer så en kollega, som indleder en monolog:

"Hej Mrs. Ray. (Det hedder jeg faktisk. Så den er god nok ;-))

Vil bare fortælle dig, at jeg for lidt siden kom gående ude på gangen. Og så mødte jeg Majbritt og Sofie fra 9. klasse."

Jeg nikker afventende. Regner med, at kollegaen ikke er færdig med at tale. Og det er hun heller ikke (hvilket også havde været underligt):

"De spurgte mig, om de godt måtte ønske noget. Og så sagde jeg: 'Ja da. Hvad vil I gerne ønske?'

Og så sagde de: 'Så ville vi ønske, at vi havde Mrs. Ray til ALLE fag.'"

Oh my God. 

Jeg forstår slet ikke alle de komplimenter, jeg får. At alle de søde ting virkelig er noget, andre mener. Om ... øh ... MIG? Really?

Gennem hele mit lange ægteskab med Lucifer har jeg ikke stået i modtagerenden af ret mange positive udsagn om min person. 

For alting var altid min skyld. Alt det negative, altså. Og til sidst begyndte jeg at tro på det. 

At jeg var en dårlig person, der aldrig rigtig gjorde noget godt og smukt for nogen. At jeg var sådan en, man bare affandt sig med. At jeg var på tålt ophold.

Nu er jeg så pludselig landet i dette eventyrlige miljø. Hvor jeg igen og igen bliver bekræftet. Som lærer. Og som menneske.

Det ER sgudda fantastisk!

Og så har jeg endda kun skrevet om i eftermiddags.

Jeg har ikke skrevet, at der stod tre andre elever fra 9. årgang og ventede på mig uden for lærerværelset i morges. 

De ville bære min taske og mit kaffekrus og mine nøgler for mig. NED PÅ 6. ÅRGANG. Hvor jeg skulle undervise de første to timer.

"Hvordan får du dem til det?" spurgte en kollega.

"Det ved jeg ikke," svarede jeg.

Og jeg har heller ikke skrevet om den kollektive jamren, der opstod i 8. klasse i går, da det gik op for dem, at vi ikke ses i temaugen i næste uge. Fordi jeg alle dage skal være hos 6. klasserne.

"ØØØØØV, det er snyd!" råbte en fem-seks stykker i munden på hinanden. "Hvorfor skal du kun være hos dem?!"

For satan altså. 

Håber sgu, at jeg ikke bliver indbildsk af al denne positive opmærksomhed. Eller at jeg i hvert fald kan begrænse min indbildskhed til Dropsene. Så den ikke flyder ud og fordærver mit virkelige liv.

Pyha.

Nå, men nu, kære bloglæser, skal du få fred for mine selvpromoverende skriblerier for en stund. Som en sidste bemærkning vil jeg blot fortælle, at jeg ikke skriver disse ting for at være en pain in the butt.

Men derimod fordi de fylder utrolig meget i mig. Jeg er uendeligt taknemlig for alle disse mentale løft fra elever og kolleger. Og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal rumme det hele.

That's why.

Bum.