Så fik man sgu lige prøvet det med

Du kender forhåbentlig ikke situationen:

Det er dagens sidste time. Du står ved tavlen i 9. klasse og er ved at undervise englebasserne i tysk. I er alle lidt trætte og glæder jer kollektivt, til de sidste 20 minutter af timen er gået.

Ud ad højre øjenkrog får du øje på en elev. Som sidder og sigter på dig med en spændt elastik.

Det er selvfølgelig lidt irriterende, for så ved du, at han ikke har fokus på det, du er ved at undervise ham i. Men du tænker ikke nøjere over det. For du ved også, at han aldrig kunne finde på at fyre elastikken af.

Han fyrer elastikken af.

Og den rammer dig lige i synet.

Shit.

Nu har han forrykket den kosmiske balance i klasserummet. 

Ser du, der er og SKAL være et ulige magtforhold mellem lærer og elev. Det ligger i sagens natur.

Og når en elev foretager så stupid en handling som at angribe dig fysisk (også selv om det bare er med en lille elastik), ja, så må du som lærer reagere. 

For du har lige tabt ansigt. Det ligger og kvabber rundt et sted på gulvet, og du er nødt til at have det samlet op så graciøst som muligt.

Du føler dig ydmyget og vred, men hvis du viser det for tydeligt, vil episoden blive til samtaleemne på årgangen, og det ønsker du ikke.

Du klarer heldigvis situationen professionelt. 

Med alvorlig og behersket stemme sender du ungersvenden ud på gangen til 20 minutters refleksion. Uden iPad, mobiltelefon eller andre distraktioner.

Så kan han lære det.

Og det gør han også. I en grad så du får en uforbeholden undskyldning, da du taler med ham efter timen.

Sådan en får du også af drengens mor, da du har skrevet til hende i kontaktbogen på intra og orienteret hende om episoden. So far, so good.

Men hvorfor helvede skete det overhovedet?!

Jeg ønsker mig respekten for lærerne tilbage.

Bum.