Om selvmedlidenhed

Det har jeg masser af lige nu. Selvmedlidenhed.

Hulk.

Du kender sikkert situationen:

Du har været i dit morgenbrusebad. Og kommer så til at lave en fejl. 

En GIGAfejl: 

Du tørrer dig i dit håndklæde.

En dum handling. Med et skæbnesvangert resultat. 

Til at begynde med bemærker du kun et enkelt lille stik af smerte. Og du har ganske vist bange anelser, for du har førhen oplevet lignende småsmerter. Og nogle gange er det blevet ved skrækken. Mens det andre gange er gået galt.

Du håber inderligt på den version med skrækken.

Men dine bange anelser forstærkes, da du minutter senere skal tage strømper på, og du mærker smerten igen. Endnu ikke nogen stærk smerte. Men ildevarslende, fordi du har erfaring.

Du skal også have sko på den dag.

Og ...

Oh no.

:-( 

Could it be ... ?

Og ja.

Det kunne det så.

PIS:

Et back attack. Endnu et. 

Oh my god.

Jeg skylder nye læsere at fortælle, at jeg er velsignet med nogle enestående rygstykker. Som rigtig har forkælet mig. 

Med TO FUCKING DISKUSPROLAPSER.

For det meste ligger disse prolapser nærmest i dvale. 

Så er jeg frisk. Og løber halvmarathon. Og danser til alle de fantastiske popsange, der fosser ud af radioen i mit køkken. Og tonser rundt i haven.

MEN.

Somme tider. 

Suk. 

Somme tider gør jeg noget vildt og dumt. Som for eksempel at tørre mig med mit håndklæde efter mit morgenbrusebad.

Eller ... øh ...

Nej ... vel?

Det er sgu hverken vildt eller dumt. Det er en helt almindelig, harmløs dagligdags handling.

Og alligevel vælger mine idiotiske rygstykker, at netop denne handling GODT NOK er en tand for meget. DET kan jeg simpelt hen ikke byde dem. Det er for GALT!

Så de står af.

Bum.

Sidste gang stod de af fra december 2014 til juni 2015. Et helt fucking halvår. Med fuldstændig ulidelige smerter. Så jeg ikke sov om natten, men til gengæld græd mig i tøjet hver morgen.

Jeg græd mig også ind og ud af bilen, når jeg skulle til og fra arbejde. I en grad så forbipasserende kolleger blev melhvide i ansigterne af bekymring.

Jeg kan ganske enkelt ikke beskrive i malende vendinger nok, præcis hvor ondt det gør.

Men jeg prøver selvfølgelig alligevel:

Forestil dig, at du aldrig kan finde en position, der er smertefri. Hverken lodret eller vandret. Aldrig.

Forestil dig, at du ikke kan vende dig i sengen uden næsten at skrige af smerte, fordi nogen står og jakker den ene issyl efter den anden i ryggen på dig. Og at du derfor ikke på noget tidspunkt når helt ned i den gode, dybe søvn.

Forestil dig, at du IKKE EN GANG KAN TAGE EN FUCKING INDÅNDING uden smerte. (Hvor mange gange trækker man mon vejret om dagen? MANGE, if you ask me!)

Forestil dig at være rystende angst for at skulle nyse eller hoste.

Og forestil dig så lige, at det sortner for øjnene af dig på grund af ... jep, rigtigt gættet: smerte. Når du sidder på tønden og forsøger at tørre dig. Og at du er særligt bange for at besvime lige der, fordi du har låst døren.

Det er SÅ modbydeligt. Og sidste gang måtte jeg udholde det i seks måneder.

Nu er den så gal igen. Der er heldigvis gået næsten et år. Men for satan altså.

Jeg er grædefærdig.

Det påvirker mit humør at skulle leve i smerte 24/7.

Og det værste er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal undgå disse attacks. Det er jo helt almindelige handlinger, der udløser dem. 

Og det værste er også (hvis der altså kan være TO ting, der begge er værst ;-)) at jeg ikke ved, hvor lang tid der vil gå, før jeg er frisk igen. Erfaringen siger mellem tre og seks måneder.

Og inden en velmenende fysioterapeut skriver gode råd til mig:

Jeg har været ved læger. Ved fysioterapeuter. Jeg er blevet scannet. Blevet røntgenfotograferet. Har fået massage. Varmebehandlinger. Kuldebehandlinger. Akupunktur. Strømbehandlinger. Masser af smertestillende præparater. Jeg laver syv forskellige ryg- og maveøvelser (når jeg husker det). Og sørger for at holde mig i gang - for eksempel ved at tage på arbejde hver dag og gå lange ture med Ladyen.

JEG GØR ALT DET RIGTIGE.

Og lige meget nytter det.

Hulk.