I orkanens øje

Hooooold nu kæft, hvor var jeg tæt på at få nogle på gummerne på skolen i dag.

Som forvalter af et af verdens vigtigste job, er jeg somme tider gårdvagt. 

Hate the damn concept! 

Det er med andre ord ikke altid pissefedt at rende rundt i farvestrålende, havnearbejderagtige gårdvagtsjakker i al slags vejr og holde ro og orden på legepladsen i spisepausen, mens kollegerne krydrer røv på lærerværelset med deres delikate madpakker.

Derfor var jeg også lettet, da mit kvarter var overstået, og jeg blev afløst af min afløser.

Øh ... skrev jeg AFLØST? HA! Det skulle vise sig at være en illusion.

For i samme sekund jeg havde afleveret havnearbejderkostumet til afløseren og langt om længe havde min halve rugbrød med røget ørred i sigte, blev der kaldt på mig.

"Frau Lehrerin, Frau Lehrerin", lød det ret insisterende fra et sted oven for en trappe (nu hedder jeg ikke Frau Lehrerin i virkeligheden, men det lader vi lige, som om).

Jeg piskede op ad trappen og fandt en af mine tyskelever fra 9. i håndgemæng med en fyr fra parallelklassen. Det var parallelklassefyren, der havde overtaget.

Med ret høj stemmeføring fik jeg ungersvendene skilt ad, mens jeg forgæves ønskede, at en kollega ville lægge vejen forbi. Jeg fornemmede nemlig klart, at disse to pænt store 15-årige drenge var SÅ uvenner, at det kunne udvikle sig til noget grimt, som jeg måske ikke kunne håndtere alene.

Og det gjorde det også.

Efter nogen tids gensidige skub og ukvemsord og mine forgæves bestræbelser på at mægle i striden, måtte jeg bede parallelklassefyren om at trække ned mod sit klasseværelse, mens jeg beordrede min egen tyskdreng til at blive, hvor han var.

Tænkte, det var bedst at skille dem fysisk. De var begge to komplet styret af reptilhjernen, der åbenbart havde i sinde at tilintetgøre objektet i målsøgeren.

Og resultatet var, at parallelklassefyren en stund senere tøvende trak ned ad gangen.

Mens tyskdrengen desværre fulgte efter.

Begge svinede de hinanden fuldstændig til undervejs.

Selv opgav jeg alle mæglingsforsøg og lagde mig strategisk som fysisk bolværk midt imellem de rasende kamphaner (ved sgu ikke, hvor jeg fik modet fra).

Og det gik sådan set meget godt over en strækning på cirka 25 meter.

Men da vores bizarre og disharmoniske lille klynge nåede frem til parallelklassefyrens klasseværelse, fik min tyskdreng åbenbart affyret et verbalt missil, der traf sit mål i en grad, så det næste, jeg oplevede, var en knytnæve på størrelse med et vaffeljern, som kom susende tæt forbi mit øre og med en træls lyd traf tyskdrengen midt på munden, så blodet sprøjtede.

FUUUUUCK!

Jeg kastede håndklædet og løb. Op på lærerværelset for at hente hjælp. Som heldigvis hurtigt kom og fik skilt drengene ad.

Jeg var rystet.

Og havde derpå to virkelig dårlige lektioner i 8B.

Og synes, det var et nederlag, at jeg selv ikke kunne løse konflikten.

Just another day at the office.