Om at komme for sent

Var til fest i går. Skolefest. Med yngstebarnets skole.

Yngstebarnet går på en privatskole her i byen.

En kendsgerning, der fik en veninde, som er erklæret socialist, til at trække skævt på smilebåndet for nylig.

"Altså, dit barn går på en privatskole, men du underviser selv på en folkeskole? Det er jo næsten som socialdemokraterne," sagde hun med en slet skjult henvisning til både Helle Thorning og Mette Frederiksen.

Ja, det kan hun vel have ret i. Men denne privatskole var altså det bedste valg, da eksmanden og jeg for 20 år siden (og længe før folkeskolen blev min arbejdsplads) skulle beslutte, hvor vi ville sende vores førstefødte hen.

Gårsdagens kalas var en kæmpefest. Med måske 500 deltagere. Nuværende og gamle elever, lærere og forældre.

Festen omfatter altid en skolekomedie. En musical. Som 5. og 0. årgang i fællesskab sætter op. 

8. årgang leverer musikken.

Min yngste går i 8. og skulle således spille trommer. Det er hun pissesej til. Hun er i det hele taget pissesej til alt, hvad hun sætter sig for (og dermed også pisseirriterende for nogle 😉😂)

Da jeg har fire børn, var det 12 gang, at min familie var repræsenteret som optrædende til skolefesten. 

Og også sidste gang. Lidt vemodigt måske, men tiden går jo. Det kan vi ikke så godt ændre på.

Eksmanden havde i dagens anledning meldt sin ankomst fra Charlottenlund. Han ville heller ikke misse forestillingen. 

Godt træk af ham. Den slags betyder jo også en del for vores offspring.

Men her opstod så problemet.

For eksmanden kommer fucking ALTID for sent. Det er åbenbart dybt indlejret i hans sjæl, at det er okay IKKE at dukke op på aftalte tidspunkter.

Hvordan fanden han overholder sine businessaftaler, ved jeg ikke.

Men det er i hvert fald en kendsgerning, at mine forældre, mens jeg var sammen med eksmanden, begyndte at invitere OS til familiesammenkomster tidligere end de andre gæster. For så var der en chance for, at vi alle dukkede op på samme tid.

Og jeg var frustreret. 

For jeg mener, at man skider på andre, når man lader dem vente. Så jeg sætter faktisk en ære i IKKE at komme for sent. Men med eksmandens lemfældige omgang med punktligheden kom andre jo til at tro, at jeg var lige slå sløset. Vi var jo ligesom TO, der altid kom for sent.

Tror efterhånden, at min familie er begyndt at indse, at jeg virkelig kommer meget punktligt, men det har altså taget mig næsten 10 års ihærdighed at ryste det andet prædikat af mig.

Eksmanden missede halvdelen af yngstebarnets musical i går.

ARGH!!! 

Kunne have sømmet ham fast til væggen og sat ild til hans sparsomme hårpragt. Eller ridset hans bil.

Det er jo næsten som en dårlig, amerikansk mainstream-film.

Godt, at Mutti i det mindste var der fra begyndelsen.

Nå, men jeg må vist have listet min nøgne kvindekrop en tur under bruseren. Jeg skal give koncert med mit kor her i formiddag.

Og jeg skulle jo nødig komme for sent 😉

Take care, folkens 💘

Alone at last

Oh dear. Det har været en lang uge.

I forhold til sidste uge, hvor jeg grundet akut, gengældt (tror jeg nok) forelskelse svævede storsmilende rundt i mit eget åndsfraværende tunnelsyn, har jeg været væsentlig mere jordbunden i denne.

Grundet akut, måske-alligevel-ikke-gengældt forelskelse.

Føler nærmest, at jeg har stået i dynd til knæene.

140 euforiske chatbeskeder frem og tilbage dagligt er blevet til ... øh ... nul.

Det er da en stilhed, der er til at få øje på. Kunne jeg så bare TÆNKE lige så lidt på damen.

Men nej, nej. DET kan jeg naturligvis ikke. 

For hun har sat sig på tværs. 

Suk.

Hun er et virkelig ordentligt menneske og har behandlet mig fuldkommen ærligt og fair. Og der er ikke den mindste irriterende knast imellem os at hage sig fast i. Jeg har den største respekt for hende, og vi skiltes som venner med den forståelse, at det bare ikke kunne blive os.

Så jeg er stadig lige så solgt, som jeg var i sidste uge.

Pis.

Heldigvis ved jeg, præcis hvad jeg skal gøre: 

Jeg skal bare forelske mig i en ANDEN. Det har jeg førhen prøvet med succes. Der er ikke noget, der kan fjerne opmærksomheden fra en gammel flamme, som varmen fra en ny.

Piece of cake, right?

Wrong!

For som ovenfor antydet kan jeg lige nu ikke komme i tanker om et mere guddommeligt væsen end den kvinde, jeg altså ikke kan få. Og det forstyrrer jo mit fokus på de andre fisk en kende.

Men det er nu ikke, fordi jeg ikke kæmper. Har i skrivende stund oprettet profiler på hele tre datingsites. Hvoraf jeg på det ene har løjet mig fire kilo lettere for at få nogen til at gå i nettet.

Det skal nok hjælpe, haha 😂

Og så har jeg besluttet, at jeg vil være mere proaktiv. 

Indtil nu har jeg bare siddet og ventet på, at nogen skulle skrive. Og indtil nu har jeg udelukkende fået breve fra ... mænd. 

Og par. 

Der søger en kvinde til en trekant.

Fedt.

I særdeleshed, da jeg jo har besluttet, at jeg ALDRIG MERE vil tæt på en mand. Already bought the T-shirt.

Nå. Men. 

Jeg må prøve at finde ud af at tage et eller andet skridt her i weekenden. Et hvilket som helst skridt vil være en klar forbedring. En aftale om en date for eksempel. Eller bare en korrespondance med en kvinde, jeg kunne falde for.

Yngstebarnet er heldigvis hos eksmanden i både denne weekend og den næste. Og det er perfekt, for jeg har virkelig brug for alenetid til at reflektere. Hvilket fandme er svært, når jeg fucking ALTID er omgivet af milliarder af mennesker.

Ikke mere nu. Inden jeg kan nyde min alenetid, skal jeg lige til fest. Er ikke i festhumør. Så tager nok tidligt hjem.

Take care 💜

Om ansvarsfraskrivelse

Skulle besøge min gamle mor i går.

Efter min fars død for halvandet år siden er hun lidt ensom. Så jeg lægger somme tider vejen forbi hendes hus, når jeg kører hjem fra job.

Tænkte, jeg ville tage blomster med, så jeg fløj lige en tur ind omkring Rema 1000.

Og blev mødt af dette skilt:

Hehe 😂

Men selvfølgelig lidt ærgerligt, hvis man lige havde lyst til at sætte en buket til livs. Som man jo gør 😉

Måske er der i virkeligheden tale om en ansvarsfraskrivelse. Efter bedste amerikanske forbillede. 

Så Rema 1000 ikke bliver løbet over ende af kunder, der kræver erstatning efter at have sat tænderne i deres påskeliljer.

Uanset hvad: så af hjertet tak til supermarkedskæden for et godt grin. Me like 💜😍

Hvad man dog slæber med sig

Residue. (Ved sgu ikke, om jeg kan finde et passende ord på dansk. Aflejringer måske.)

Men det er i hvert fald et godt ord. Som er værd at reflektere lidt over.

Det betegner noget, der ligesom bliver hængende, når noget andet er skilt fra.

En rest.

Noget, der er blevet tilovers efter en eller anden proces og måske ikke regnes for noget. 

Dermed uden egentlig værdi eller måske tilmed med negativ værdi. Men til gengæld pissesvært at undgå.

Hen over de seneste dage er jeg blevet meget bevidst om de ting, jeg selv slæber med mig. Og jeg kan se, at mange af dem stammer fra de relationer, jeg har været en del af.

For eksempel min evne til at plukke små positive elementer ud af min hverdag, blæse dem op som en varmluftballon og rette mit primære fokus mod dem. 

For at fortrænge de negative.

Nu kunne man måske argumentere for, at jeg burde fucking BEARBEJDE de negative elementer i mit liv i stedet for blot at lukke øjnene og fortrænge dem. Men det er helt klart en følge af at være stuck med en alkoholisk far under min opvækst.

For hans alkoholisme kunne jo for helvede ikke bare bearbejdes væk i mit sind. 

Som da han smed mig ud hjemmefra. 

Eller crashede ind i et vejtræ i en brandert og brækkede nakken fire steder. Hvorpå han røg i spjældet for spirituskørsel.

Eller alle de utallige situationer, hvor jeg måtte trøste min grædende mor i en alt for ung alder.

Så jeg fandt en måde at overleve på, når det blev for grimt. Som jeg har trukket med mig op i mit voksenliv.

Et andet eksempel er min boligindretning.

Det blev jeg meget bevidst om, da jeg i weekenden for første gang havde besøg af en kvinde, der for nylig er trådt ind i mit liv. Og gav hende en rundvisning i forstadsvillaen.

Jeg ejer jo tæt på ingenting, for helvede.

Man ser således næsten ingen nips hos mig. 

Ud over lysestager, som jeg ikke kan leve uden. Og nogle træfigurer og farvestrålende keramiktallerkener, som jeg har hjembragt fra diverse udlandsrejser.

Jeg fucking HADER stribede vaser. Og det hysteri og den flokmentalitet, de repræsenterer.

Det, man finder i mine køkkenskabe, er næsten uden undtagelse købt i Ikea. Det kan man selvfølgelig også kalde flokmentalitet, men disse objekter kan i det mindste tåle at gå i stykker, og jeg fører mig ikke frem på dem.

De fleste af mine møbler har jeg arvet.

Og intet i mit hus kan omsættes til et kronebeløb, der er værd at nævne.

For jeg nærer en indædt modvilje mod materialismen og alt det lort, som DEN motherfucker fører med sig. I form af bedreværd og misundelse.

Det er en aflejring fra mit ægteskab. For min eksmand er en stor beundrer af dyre ting. Der skulle helst stå Montana og Kjærholm og Dux på det hele.

Til gengæld kunne intet gøre ham mere ulykkelig end en ridse i et af hans mange statussymboler. Overfladisk og åndsfattigt, if you ask me.

Så jeg er gået i den modsatte grøft. Det mest prangende, jeg kan mønstre, er en sofa fra IDÉmøbler. Som Erling og Anker bruger som kradsebræt.

Og så mit 60-tommer. (Og indrømmet! DET er ekstravagant 😉)

Den tredje aflejring, jeg vil nævne her, er min craving efter ikke at blive kontrolleret.

Her tror jeg til gengæld, at vi skal tilbage til ... eksmanden igen.

For hold nu kæft, hvor var jeg under tøflen, da jeg levede under dække som hetero. 

Damn.

Dengang levede jeg af at oversætte litteratur. Og blev ringet op måske fucking FEM gange om dagen. Af eksmanden. Som bare lige ville høre, hvor mange sider jeg NU havde nået.

Og hvis jeg forlod matriklen, hed det sig, at jeg "føjtede". Også selv om jeg bare var til fitness.

Drak jeg kaffe hos veninden i huset overfor, blev jeg ringet hjem.

Engang spurgte jeg, om jeg måtte rejse en weekend til London med selvsamme veninde. Og svaret var nej. Pisseydmygende.

Og sådan kan jeg blive ved. Og ved. Og ved.

Så vidt han vidste, havde han fuldkommen kontrol over mig og mine handlinger.

Men sagen var bare ... at det havde han ikke. Ikke helt. For jeg havde heldigvis et oprør i mig.

Så hvis jeg ville til kaffe hos veninden i huset overfor, digtede jeg måske, at jeg var nødt til at hente kontorartikler til mit oversætterarbejde, hvorpå jeg kørte af sted i bilen, parkerede ude af syne og listede ad en bagvej over til min veninde. Hvor jeg så i ro og mag kunne blive siddende en times tid. (Oh my god! Jeg håber næsten, han læser med her 😂)

Sådan lærer man at sno sig. Og det gør jeg stadigvæk, når nogen mener, jeg skal kontrolleres. 

Nå, men det er ikke så usædvanligt at være formet af sin fortid, tænker jeg. Det er vi nok allesammen. 

Og jeg er også præget af 1000 andre ting end de tre, som jeg her har nævnt. Men som jeg ikke har reflekteret så systematisk over endnu.

Jeg tænder bare lidt på den selvindsigt, det giver, når man har held til at lægge to og to sammen.

Ordensmenneske

Yngstebarnet har ryddet op på sit værelse:

Dejligt med et ordensmenneske i huset 😂

Hun siger, hun ikke er færdig endnu.

Det er fint med mig. Der er jo også stadig plads på gulvet i gangen 😋

Crush

Jeg har et crush 💘

På en skøn kvinde. 

Hvem hun er, og hvor jeg har mødt hende, holder jeg for mig selv.

Men jeg kan fortælle, at hun fascinerer mig (sjovt nok). For hun har temmelig mange kvaliteter, som gør mig våd i trussen.

For eksempel har hun et højt intellekt.

For ikke længe siden blev jeg spurgt om, hvad der tænder mig ved en potentiel partner. Og mit svar var, at sådan en skal kunne stimulere mit intellekt. 

Det var ikke et svar, der faldt i den allerbedste jord i det selskab, jeg befandt mig i. 

Tror nok, det blev tolket sådan, at jeg selv føler mig hævet over andre, så jeg landede i en ubehagelig krydsild, som jeg måske fortæller om ved en anden lejlighed (og bliver jeg stillet spørgsmålet igen, siger jeg bryster 😉).

Men det var nu mere ment således, at hvis ikke der er et match på det intellektuelle, tror jeg ikke, der er grobund for noget varigt. Og det gælder, uanset hvor højt eller knap så højt et intellekt man er udstyret med.

Denne kvinde kan sagtens stimulere mig på det intellektuelle plan.

Hun interesserer sig meget for filosofi, litteratur og fremmede ideologier. Og støder hun på et begreb, hun finder interessant, fordyber hun sig i det med et misundelsesværdigt engagement. 

Hun er videbegærlig og reflekteret. 

Hun er empatisk og hjælpsom. Varmhjertet.

Og så er hun karismatisk og sjov.

Aldeles henførende.

I sidste uge kastede vi os ud i en glødende chatkorrespondance. Så glødende, at jeg følte, luften omkring mig var ladet med en intens elektricitet. 

Jeg var en lortelærer hele ugen, for jeg kunne ikke fokusere på andet. Jeg MÅTTE på Messenger hele tiden. Og kunne bare krydse fingre for, at ingen af mine elever opdagede, præcis HVOR optaget jeg var af det i timerne så forbudte sociale medie.

Og jeg gik uafbrudt rundt og smilede bredt og åndsfraværende. Så åndsfraværende, at jeg flere gange blev totalt til grin på lærerværelset, når nogen sagde noget til mig, som jeg overhovedet ikke hørte. 

Fuldstændig tabt for omverdenen. Prisgivet.

Samtidig følte jeg, at hun havde det på samme måde.

Og jeg elskede det 💃💃💃

Det var kun anden gang i mit liv, at jeg havde prøvet at føle mig så tiltrukket af en anden kvinde, som lod til at føle sig lige så tiltrukket af mig.

Hun besøgte mig i weekenden. Og vi havde et par skønne dage. 

Vi snakkede og grinede og spiste sushi og bland selv-slik og drak hvidvin. Og snakkede og snakkede og snakkede. Time efter time. 

Og da hun i søndags kørte hjem, var det med den forståelse ... at det ikke skulle være os. 

Skulle vi fortsætte, måtte det være som venner.

Så mit crush blev til et crash.

Hvorfor kan være lige meget. 

Men jeg blev selvfølgelig ret skuffet og trist 😢

For jeg havde bragt mig selv helt op at køre. I 12. gear og i medvind. 120 i timen. Og jeg havde været blind for alt andet end suset. For eksempel blind for, at det slet ikke var realistisk.

Det sidste, hun sagde, inden hun kørte, var: "Vi ses." Ledsaget af et varmt smil og et glimt i de smukke øjne.

Det må vi så se, om vi gør.

Jeg vil i hvert fald gerne først have fundet min de-crush-knap. For jeg har brugt alt, alt, ALT for meget af mit liv på ulykkelige forelskelser.

Til gengæld fortryder jeg ikke min stormfulde sidste uge i så meget som et sekund. For det er præcis den følelse af gengældt affektion, jeg har længtes efter altid. Og den kan ingen tage fra mig. Den VAR der. 

For den gave vil denne skønne kvinde have en plads i mit hjerte temmelig længe 💘

And what's almost as good: Jeg blev i processen opmærksom på, at jeg er kommet HELT over min ekskæreste, som jeg gik fra før jul.

Jeg er SÅ klar til endnu et kærlighedseventyr, og det skal nok komme.

Wish me luck 😊

Måske sidste indlæg

I denne ferie.

For i morgen tidlig suser jeg østover mod hovedstaden. Eller ... øh ... "suser" er måske et stærkt ord, når det skal foregå i min aldrende Yaris med 340.000 kilometer under dækkene 😋

Men ja. Som jeg har skrevet tidligere, begiver jeg mig altså ud på eventyr (eller evenTUR, om du vil) de sidste fire dage i min vinterferie.

Det bliver en todelt affære.

For fra torsdag til fredag har jeg booket hotel på Frederiksberg. 

Avenue. 

Smager lidt på ordet. 

Det lyder ret sådan københavneragtigt på en posh fransk måde. Der er i hvert fald ikke meget, der hedder noget med avenue her i Randers. Her hedder det i stedet noget med Randers. 

Hotel Randers for eksempel.

Jeg ankommer ved middagstid i morgen. Og vil jo nok begynde med at lede efter et sted at spise frokost. 

Det er lidt grænseoverskridende for mig sådan at skulle være aleneturist i København. Det har jeg aldrig prøvet før. 

Også at skulle alene på café. Det HAR jeg ganske vist prøvet før, men det er stadigvæk en anderledes caféoplevelse.

Det er dog fint nok. Jeg tager en bog med.

I morgen eftermiddag vil jeg gå en tur. 

Mest på Frederiksberg. En veninde, som har boet der, har tegnet et kort til mig over steder, hun selv synes er fede. Det vil jeg prøve at følge. For alle de store turistmagneter, som København kan byde på, har jeg vist allerede besøgt. Og det bliver heller ikke den slags tur.

Det bliver en tur med stille iagttagelser og refleksion.

I morgen aften går jeg i biffen. Jeg har bestilt billet til Unge Astrid i Dagmar (det lyder næsten som en lesbisk pornofilm: Unge Astrid i Dagmar, haha 😂).

Nå, men Dagmar er vist nok en biograf, der ligger ret centralt og forhåbentlig i gåafstand fra mit hotel. 

Ville egentlig hellere have set filmen Kapernaum i en kunstbiograf. For jeg er MEGET til smalle, internationale film i kunstbiografer, men den eneste kunstbiograf i København, jeg kunne google mig til, holder lukket i morgen. Ærgerligt.

Filmen går klokken 18, og bagefter havde jeg tænkt at spise aftensmad på Oscar.

Oscar er et fantastisk sted. I hvert fald når man kommer fra provinsen. 

Det er en homobar/-café, og den er 10.000 gange mere cool, end hvad Aarhus kan byde på i samme genre. 

Ikke fordi den visuelt adskiller sig så meget fra alle mulige andre caféer i alle mulige andre byer. Men homostederne i Aarhus er bare sørgelige i sammenligning, og jeg tror slet ikke, vi HAR den slags steder i Randers.

Så jeg vil rigtig gerne en tur på Oscar. Ikke for at score. Men for at iagttage. Og måske i processen prøve for en stund ikke at føle mig så fucking anderledes.

Dog havde jeg næppe tænkt tanken, før jeg droppede den igen. Det er jo for helvede VALENTINSDAG i morgen! Og der vil formentlig være fuldkommen overcrowded mange steder. Også på Oscar.

Så måske må jeg nøjes med en hotter ved en pølsevogn.

Men så spiser jeg bare frokost på Oscar på fredag 😋 Der skal fandme mere end sådan en importeret "helligdag" som valentinsdag til for at vippe MIG af pinden.

Fredag bliver også dagen, hvor jeg vender kølergrillen mod Helsingør. For at tage hul på anden etape af min forunderlige rejse.

På anden etape møder jeg syv andre lesbiske single ladies, som jeg ikke kender på forhånd. Og som jeg tilbringer weekenden med i et lejet sommerhus.

Oh my god! Hvad HAR jeg dog rodet mig ud i? Haha 😂😂😂

Men yep. Sådan bliver det. Og jeg glæder mig 💃💃💃 Det bliver spas! Jeg er virkelig nysgerrig på de andre skønne kvinder. Og jeg håber at kunne få et lille netværk til at spire, for jeg savner jo nogen. Nogen at spejle mig i.

Der er lagt et fint program for weekenden. Som omfatter både byvandring, naturvandring og besøg på Kronborg. Så må vi se, om jeg denne gang forlader Kronborg MED trusser. Eller UDEN. Ligesom sidst 😋

Nu tror du nok, jeg har været fræk på Kronborg. Og jeg KUNNE vælge at lade dig forblive i troen. For det er selvfølgelig en fjer, jeg gerne smykker mig med 😎

Men sandheden er knap så pirrende:

Sidste gang jeg var på Kronborg, havde jeg fået mig skruet i et par spritnye trusser. Som altså ikke var "gået til". Og som bare blev fucking VED med at kravle op. HELT op at kysse rynketråden, if you know what I mean 😋 Så jeg måtte gå rundt og fiske dem ud hvertandet øjeblik. 

Komplet utåleligt. 

Og de landede da også hurtigt i en skraldespand på slottet (til formentlig en pæn undren hos rengøringspersonalet). Hvorpå jeg fortsatte mit besøg trusseløs.

Så galt, at jeg ligefrem mister mine trusser, går det forhåbentlig ikke denne gang. Og HVIS det gør, håber jeg, at årsagen er mere interessant 😋

Wish me luck!

Nu: slut. Jeg skal pakke.

😘💜😍