Hvad man dog slæber med sig

Residue. (Ved sgu ikke, om jeg kan finde et passende ord på dansk. Aflejringer måske.)

Men det er i hvert fald et godt ord. Som er værd at reflektere lidt over.

Det betegner noget, der ligesom bliver hængende, når noget andet er skilt fra.

En rest.

Noget, der er blevet tilovers efter en eller anden proces og måske ikke regnes for noget. 

Dermed uden egentlig værdi eller måske tilmed med negativ værdi. Men til gengæld pissesvært at undgå.

Hen over de seneste dage er jeg blevet meget bevidst om de ting, jeg selv slæber med mig. Og jeg kan se, at mange af dem stammer fra de relationer, jeg har været en del af.

For eksempel min evne til at plukke små positive elementer ud af min hverdag, blæse dem op som en varmluftballon og rette mit primære fokus mod dem. 

For at fortrænge de negative.

Nu kunne man måske argumentere for, at jeg burde fucking BEARBEJDE de negative elementer i mit liv i stedet for blot at lukke øjnene og fortrænge dem. Men det er helt klart en følge af at være stuck med en alkoholisk far under min opvækst.

For hans alkoholisme kunne jo for helvede ikke bare bearbejdes væk i mit sind. 

Som da han smed mig ud hjemmefra. 

Eller crashede ind i et vejtræ i en brandert og brækkede nakken fire steder. Hvorpå han røg i spjældet for spirituskørsel.

Eller alle de utallige situationer, hvor jeg måtte trøste min grædende mor i en alt for ung alder.

Så jeg fandt en måde at overleve på, når det blev for grimt. Som jeg har trukket med mig op i mit voksenliv.

Et andet eksempel er min boligindretning.

Det blev jeg meget bevidst om, da jeg i weekenden for første gang havde besøg af en kvinde, der for nylig er trådt ind i mit liv. Og gav hende en rundvisning i forstadsvillaen.

Jeg ejer jo tæt på ingenting, for helvede.

Man ser således næsten ingen nips hos mig. 

Ud over lysestager, som jeg ikke kan leve uden. Og nogle træfigurer og farvestrålende keramiktallerkener, som jeg har hjembragt fra diverse udlandsrejser.

Jeg fucking HADER stribede vaser. Og det hysteri og den flokmentalitet, de repræsenterer.

Det, man finder i mine køkkenskabe, er næsten uden undtagelse købt i Ikea. Det kan man selvfølgelig også kalde flokmentalitet, men disse objekter kan i det mindste tåle at gå i stykker, og jeg fører mig ikke frem på dem.

De fleste af mine møbler har jeg arvet.

Og intet i mit hus kan omsættes til et kronebeløb, der er værd at nævne.

For jeg nærer en indædt modvilje mod materialismen og alt det lort, som DEN motherfucker fører med sig. I form af bedreværd og misundelse.

Det er en aflejring fra mit ægteskab. For min eksmand er en stor beundrer af dyre ting. Der skulle helst stå Montana og Kjærholm og Dux på det hele.

Til gengæld kunne intet gøre ham mere ulykkelig end en ridse i et af hans mange statussymboler. Overfladisk og åndsfattigt, if you ask me.

Så jeg er gået i den modsatte grøft. Det mest prangende, jeg kan mønstre, er en sofa fra IDÉmøbler. Som Erling og Anker bruger som kradsebræt.

Og så mit 60-tommer. (Og indrømmet! DET er ekstravagant 😉)

Den tredje aflejring, jeg vil nævne her, er min craving efter ikke at blive kontrolleret.

Her tror jeg til gengæld, at vi skal tilbage til ... eksmanden igen.

For hold nu kæft, hvor var jeg under tøflen, da jeg levede under dække som hetero. 

Damn.

Dengang levede jeg af at oversætte litteratur. Og blev ringet op måske fucking FEM gange om dagen. Af eksmanden. Som bare lige ville høre, hvor mange sider jeg NU havde nået.

Og hvis jeg forlod matriklen, hed det sig, at jeg "føjtede". Også selv om jeg bare var til fitness.

Drak jeg kaffe hos veninden i huset overfor, blev jeg ringet hjem.

Engang spurgte jeg, om jeg måtte rejse en weekend til London med selvsamme veninde. Og svaret var nej. Pisseydmygende.

Og sådan kan jeg blive ved. Og ved. Og ved.

Så vidt han vidste, havde han fuldkommen kontrol over mig og mine handlinger.

Men sagen var bare ... at det havde han ikke. Ikke helt. For jeg havde heldigvis et oprør i mig.

Så hvis jeg ville til kaffe hos veninden i huset overfor, digtede jeg måske, at jeg var nødt til at hente kontorartikler til mit oversætterarbejde, hvorpå jeg kørte af sted i bilen, parkerede ude af syne og listede ad en bagvej over til min veninde. Hvor jeg så i ro og mag kunne blive siddende en times tid. (Oh my god! Jeg håber næsten, han læser med her 😂)

Sådan lærer man at sno sig. Og det gør jeg stadigvæk, når nogen mener, jeg skal kontrolleres. 

Nå, men det er ikke så usædvanligt at være formet af sin fortid, tænker jeg. Det er vi nok allesammen. 

Og jeg er også præget af 1000 andre ting end de tre, som jeg her har nævnt. Men som jeg ikke har reflekteret så systematisk over endnu.

Jeg tænder bare lidt på den selvindsigt, det giver, når man har held til at lægge to og to sammen.