Now you see me ...

Så.

Nu lægger jeg et billede på. 

Det har jeg overvejet i nogen tid. 

For man må sige, at jeg dermed går ... øh ... en smule på kompromis med min anonymitet. Og den vil jeg i grunden gerne værne lidt om. 

Ikke fordi jeg synes, det er særlig anstændigt at sidde her og somme tider i vildskab kaste verbale stokkeslag ud i cyberspace uden at vise, hvem jeg er. 

Men snarere fordi jeg som folkeskolelærer jo er en halvoffentlig person i den by, hvor jeg arbejder. 

Og da mange af mine indlæg er meget personlige, ja, så har jeg altså syntes, det var bedst, at mine elever og andre aktører i min dagligdag ikke sådan lige havde kendskab til Dropsene.

MEN.

Jeg har også mange faste læsere rundt omkring i land og udland, hvoraf nogle efterhånden må synes, at de kender mig ret godt. Og jeg tænker, de måske kunne være nysgerrige efter at vide, hvordan jeg ser ud ;-)

Det er muligt, at jeg fjerner mig igen om et par dage. Men lige nu kan du altså få stillet din nysgerrighed.

Hvis du altså er nysgerrig ;-)

Så værsgo:

Det er mig.

Varm indeni

Surprise!

Jeg har været til Pride.

Nå ja, okay. Den plan har jeg godt nok allerede omtalt her. Men så blev jeg jo forkølet. Som jeg skriver her. Og så vidste jeg ikke rigtig, om jeg ville blive frisk nok.

Men i går aftes gav jeg mig selv en akut behandling: en ordentlig motherfucker af en bøf og et stort glas rødvin.

Og af alle de ting, der alligevel ikke virker mod en forkølelse, er det faktisk to af mine favoritter. Sammen med romtoddyer og bland selv-slik.

I morges havde jeg det ikke for godt. For som jeg skrev, virker mine yndlingsbehandlinger desværre ikke.

Men jeg havde en brunchaftale med en gammel veninde, og en Pride-aftale med et par af mine mænd.

Så jeg tog mig selv i nakken. Fyldte mig med kemikalier (Pamol og Zymelin). Og tog af sted.

Best decision ever!

Lækker æggekage på Trøjborg (det ved man hvor er, hvis man kender Aarhus) med en veninde, som jeg ikke har set i lang tid. Men som til gengæld er superdejlig at snakke med. Klog, sjov, empatisk. Og jeg havde et par ting at fortælle hende. Og hun lyttede og var bare en saliggørelse at vende livets genvordigheder med.

Efter æggekagen fulgtes vi ned i byen i det dejlige solskinsvejr. Ned til Priden. 

Hun skulle mødes med en veninde, og jeg skulle mødes med ...

... disse to:

Det er to af mine mænd. 

Jeg har ved mange lejligheder fortalt om mine mænd. 

Vi er kolleger og ser hinanden hver dag. De er unge (disse to er 31). Tjekkede hipstere. Populære. Både blandt lærere, elever og forældre.

Og de tilvælger ...

... mig.

???

JEG ... kunne til gengæld være deres mor. Jeg er 50. Kvinde. Og vist ikke særlig hipsteragtig.

Men jeg har tilbragt fucking HELE eftermiddagen med disse to uforlignelige ungersvende. De gik med på hele paraderuten. Og bagefter sad vi i flere timer i skyggen under et træ i Pride Lounge i Musikhusparken og snakkede. Og drak øl. Og sugede indtryk til os.

SÅ fedt. At jeg bliver helt varm indeni.

De ser så meget værdi i vores relation, at de vælger at tilbringe en hel solskinslørdag med mig.

Nice! Og helt uforståeligt :-)

Hvad jeg til gengæld somme tider har lidt svært ved under Priden ... er ... at identificere mig med min egen fucking minoritet.

Som for eksempel disse:

Yeah.

Om at blive headhuntet

Nåda.

Så har man sgu prøvet det med altså. At blive forsøgt headhuntet.

Haha, det er spas 💃 Mere af det, tak!

Blev således ringet op i mandags. Lige midt i et møde med mine teamkolleger på skolen (mine fire mænd, blink, blink).

Det var hr. Skoleleder fra Hipsomhap Skolen. Og han ville da lige høre, om jeg ikke syntes, jeg skulle arbejde for dem.

Det var fandme let at svare på:

Nope!

Men hold nu kæft, hvor blev jeg smigret. Jeg troede sgudda, at det kun var på ledelsesgangene, at der sådan blev headhuntet i vildskab. Men det gør der altså også, hvis man har nogenlunde styr på durch, für, gegen og tilmed har papir på det.

Nice ;-)

Og det var da også fristende. For Hipsomhap Skolen ligger ret tæt på min bopæl, og det gør min nuværende skole eddermame ikke.

MEN.

Jeg er glad for mit job. Glad for at være præcis på MIN skole. Med MINE børn. Og MINE skønne kolleger.

Og apropos kolleger, så kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at plapre løs rundt omkring på lærerværelset om mit flatterende jobtilbud. Hvortil samtlige svarede, at DET kunne jeg fandme bare lige vove på.

Og det var jo også en slags nice.

Der ER altså nogen derude, der kan lide mig 💃

Nå, men hr. Skoleleder ringede heldigvis ikke forgæves, for jeg leverede den ypperlige service at henvise til Barn 1 (læs: min dygtige ældstedatter, der om nøjagtig 18 dage dimitterer som tysklærer og andet guf). Og nu skal hun til samtale, woop, woop.

Nå, men ellers kan jeg fortælle, at det går ad helvede til. Blandt andet med helbredet. For jeg har raget en sommerforkølelse til mig i den bakteriesuppe, jeg kalder mit arbejde.

Damn. Jeg HADER at have knolden spartlet ud med beton og næsen med snot. Nu håber jeg så på en speedy recovery, for jeg har jo planer i morgen.

Må vist ind på divaneseren.

Take care now.

Funny me

Skal snart være censor i engelsk på en skole i Skanderborg. Og er af eksaminator blevet spurgt, om jeg har særlige ønsker til censorfrokosten. (Hvilket jo er noget af det vigtigste ved sådan en eksamination.)

Jeg tænker, at hans skole foretrækker at servere noget, jeg kan både lide og tåle.

Da jeg imidlertid af og til kan være helt utrolig plat, har jeg naturligvis svaret, at jeg ikke så godt kan lide foie gras.

Damn altså.

Det er så eksaminators førsteindtryk af censor, haha.

Efterfølgende har jeg selvfølgelig fortrudt, at jeg ikke også har skrevet nej tak til blæksprutter i eget blæk (YUCK!). Eller brisler (mere YUCK ... øh ... tror jeg nok, for jeg har aldrig smagt brisler, men det lyder fandme ulækkert).

Så måske skulle jeg lave en lille tilføjelse til min besked. Bare så jeg ikke risikerer noget, you see.

Eller også skulle jeg måske nøjes med at finde hvile i den tanke, at de sgu nok serverer den kyllingesandwich eller de tre stykker højt belagt smørrebrød, de fucking PLEJER at servere ;-)

Nå, men jeg glæder mig til min censoropgave. Det er STORT at være med til at slutte de unge mennesker af og sende dem videre.

I øvrigt kan jeg se på det prøvemateriale, jeg har modtaget, at en del af eleverne har valgt at fremlægge om homoseksuelles vilkår til prøven. Man må sige, at de har fået den rette censor.

Ikke mere nu. Jeg skal ... spise. Salisbury steak. Nammenam!

Snart Pride

Tjah, den nærmer sig faktisk. Aarhus Pride. Det er på lørdag.

Og jeg har gode planer 💃

Har ellers et lidt ambivalent forhold til Priden.

For dels er det jo en vildt festlig og farvestrålende dag. En hyldest til mangfoldigheden. Og en stædig påmindelse om ikke at lade sig knægte, blot fordi man er født med en anden seksuel orientering end flertallet.

Jeg elsker at se regnbueflaget på busser og på domkirke, rådhus og andre kendte bygninger. Der ligger et skønt statement i det.

Men når det er sagt. Damn. Så må jeg altså også sige, at hvis man HAR fordomme mod bøsser og lesbiske og biseksuelle og transpersoner, ja, så skal man nok få dem bekræftet til overflod uden at behøve at kaste mange blikke på pridedeltagerne. 

For hold nu kæft, hvor er der mange ... øh ... alternative eksistenser i bybilledet den dag. 

Lak og læder og fjerboaer og glimmer og glitter og plasticbryster og pailetter og perlebesatte plateausko. På mænd, forstås. 

Karseklip, skovmandsskjorter og hængerøv i beskidte, slaskede jeans på kvinder.

Hvis det ellers giver mening at tale om mænd og kvinder.

Men når DET til gengæld er sagt, så er det saliggørende at færdes blandt så mange andre homoseksuelle og så mange heteroseksuelle, som bakker op. Og den dag behøver jeg  for en gangs skyld ikke at føle mig anderledes. For der er mange andre, der er LANGT mere anderledes. I tell you!

Derfor planlægger jeg at deltage.

Og det bliver en god dag.

Først skal jeg mødes til brunch med en gammel veninde, som jeg trænger til at få en snak med. En skøn og empatisk kvinde, som vil lytte til det, jeg måtte have at klynke over for tiden.

Og så tager vi ned i byen.

Jeg håber, vi kan komme til at gå lidt med i selve paraden, men det er også fedt bare at kigge.

Vi ender på Officerspladsen under Regnbuen på Aros, og her er der fest. Jeg håber også at kunne lokke et par kolleger til at drikke en øl med mig derinde. Stille og roligt og hyggeligt.

Og så tager jeg hjem. Måske.

Ses vi?

Om at vise for meget engagement i sit arbejde

Jeg har gjort en god gerning. Synes jeg selv. Og det samme har mine fire mænd.

Nu bliver nye læsere sikkert rundt på gulvet over, at lebben åbenbart har fire mænd. Og for den uindviede kan det også virke lovlig open-minded.

Men det er sandelig ganske uskyldigt.

For mine fire mænd og jeg udgør tilsammen det lærerteam, der i år skal tage sig af undervisningen på 7. årgang på min skole. 

Vi er kolleger.

Vi arbejder tæt sammen, kan lide hinanden og er heldigvis enige om det meste.

Og i sidste måned blev vi så enige om at sende repræsentanter for teamet (og dermed skolen) i kirke til vores elevers konfirmation. Således at alle klasser havde selskab af mindst én af deres lærere under selve kirkehandlingen.

Vi syntes, det var sådan en fin og nobel ting at gøre. Og vi forventede, at gevinsten på feelgood-kontoen (både vores, elevernes og forældrenes) langt ville opveje den kendsgerning, at vi måtte bruge tid på englebasserne i weekenden og dermed arbejde gratis.

Og det fik vi ret i.

Jeg har sjældent oplevet en forældregruppe, der blev SÅ glædeligt overrasket, som da det gik op for dem, at vi havde prioriteret deres børn på en fridag.

Og det var guld at opleve børnenes begejstring, da de fik øje på os.

Win-win, tænkte jeg og godtede mig i al beskedenhed over vores egen betænksomhed og det boost, vi lærere lige havde givet vores relationer til eleverne.

Øh ... indtil jeg forrige fredag var til møde med skolens ledelse.

Teamkoordinatormøde.

Det vil sige, at hvert lærerteam fra 6. årgang til 9. sender en repræsentant for teamet til møde med de to ledere, vi refererer til. Sådan ligesom for at få føling med, hvad der sker rundt omkring i afdelingen. Og jeg er teamkoordinator i team 7.

Da det blev min tur til at afrapportere om vores gøren og laden på 7. årgang, kunne jeg med slet skjult tilfredshed fortælle om vores konfirmationsstunt.

Hvilket affødte ros fra lederne. Og forbavselse. For den slags havde de ikke hørt om før.

But then again: Hvilken leder ville ikke også synes, at det var helt okay, at de ansatte arbejdede uden løn? Og i det offentlige BLIVER man velsagtens forbavset, når medarbejdere pludselig møder på job, uden at det står i et eller andet regulativ.

Repræsentanterne fra team 8 og 9 tog også imod nyheden med smil og anerkendelse.

Anderledes forholdt det sig dog med repræsentanten fra 6. årgang.

Ikke at man egentlig kan fortænke hende i det. Hendes elever skal jo konfirmeres til næste år, og hvad nu, hvis min og mine mænds handling skaber præcedens? Hvis der opstår et forventningspres på hende og hendes teamkolleger? Det er jo en kilden affære, når det involverer fritid.

Så det ville hun da godt lige have en dialog om.

Jeg gætter på, at hun i denne sag er betænkelig, fordi der i hendes team er en ung kvinde, som desværre er lidt stressramt. Så der måske er tale om et hensyn til denne unge kvinde. Og det er jo teamkoordinatorens opgave at tage vare på de andre i teamet.

Når det er sagt, så vil jeg imidlertid også sige øv.

Kan det virkelig passe, at man kan vise FOR MEGET engagement i sine elever? Jeg kan ganske simpelt ikke se, hvordan det IKKE kan være i orden, at jeg så englebasserne blive konfirmeret for min egen regning.

Og det kan aldrig blive skolens opgave at regulere, hvad jeg skal bruge min fritid på.

Eller er det i virkeligheden mig, der er galt afmarcheret? Skaber jeg et unødigt pres på kolleger, for hvem jobbet er en større udfordring, end det er for mig, ved sådan at levere mere, end jeg bliver betalt for?

Det er et interessant spørgsmål, synes jeg.

Og problematikken vil gentage sig, når jeg om en måned har tænkt mig at bruge en aften på at deltage i 9. årgangs translokation. Også uden løn.

Despicable me.

Åndelig føde og politiopbud

I april skrev jeg dette indlæg.

Det er ét indlæg i en række, som handler om min fortvivlelse over at være blevet forladt af min dejlige kæreste. En nærdødsoplevelse, man så vidt muligt bør undgå, kan jeg så berette. Hvis du vil det bedste for dig selv, så lad være med at blive forladt!

I omtalte indlæg fortæller jeg, at vi begge elsker kultur i forskellige afskygninger. Som for eksempel litteratur og smalle film. Og foredrag.

Det er åndelig føde. Grillet ribeye med pomfritter og bearnaise, nammenam.

Vi har i tidens løb været til foredrag med et ret bredt spektrum af foredragsholdere. Som for eksempel Hanne-Vibeke Holst, Eske Willerslev, Hella Joof, Christine Feldthaus, Jakob Holdt, Leonora Christina Skov, Svend Brinkmann, Anders Agger, Peter Lund Madsen, Rasmus Tantholdt.

Spændende, ikke?

Vi var også af sted i sidste uge. Til et foredrag. (Og bemærk venligst, at jeg skriver VI, woop, woop 💃For jeg er nemlig sammen med min skønne kvinde igen!)

Med en ret interessant fyr. Ved navn Naser Khader.

Jeg har aldrig spekuleret nærmere over hr. Khader og hans budskaber. 

Han var for mig bare sådan en, man somme tider mødte i mediebilledet uden rigtig at bide mærke i ham. 

Og indtil for få år siden interesserede jeg mig faktisk ikke en skid for politik. Borgen lå fjernt fra min hverdag, tænkte jeg. Og politikere var nogle løgnagtige, manipulerende, selvpromoverende, magtliderlige typer.

Så derfor var jeg tæt på komplet uvidende om manden, da min kæreste for nogen tid siden foreslog et foredrag med ham.

Det er jeg så ikke længere.

Jeg er tæt på forundret.

Over to ting:

1. på den fede måde over mandens enorme viden
2. på den ufede måde over, at det virkelig kan være nødvendigt med politibeskyttelse 24/7 i mit land, blot fordi man har de "forkerte" holdninger.

Hvis vi begynder med hans viden, så må jeg bare sige ... øh ... shit. 

Han er godt nok velinformeret, den mand.

Stille og roligt (og oven i købet med en vis humor) havde han held til at forklare mig og de øvrige tilhørere, hvad konflikterne i Mellemøsten egentlig handler om. Og om det somme tider anspændte forhold mellem kristne og muslimer. Og om, hvorfor de arabiske lande er gået fuldstændig i stå. Bag ud af dansen faktisk.

Han redegjorde også for sit eget første møde med Danmark og for sin egen integration, og på det felt synes jeg, han er forbilledlig. Flot, at hans børn selv må bestemme, om de vil døbes og konfirmeres, og om de vil spise røde pølser eller ej.

Det samme er hans videbegær. Forbilledligt altså.

Hør nu bare for eksempel her: 

På et tidspunkt blev han nysgerrig på kristendommen. Han er selv muslim, men lever blandt kristne, og han følte, at han burde vide noget om vores religion. 

Hvilket naturligvis ansporede ham til at begynde at læse teologi. 

Fuck altså. Han ved jo mere om danskernes religion, end jeg selv gør. Sejt.

Nå, men hr. Khader leverede kort og godt et interessant foredrag, der gjorde mig klogere. Two thumbs up for det.

Til gengæld kan jeg blive forarget over, at det virkelig skal være nødvendigt at mandsopdække ham. Det må mildt sagt være træls altid at have følgeskab af politiet.

Blot fordi man har mod til at mene, at det ikke fører til noget godt at ophøje et tudsegammelt helligt skrift til lov. At være tvunget til at tage ordlyden bogstaveligt, når denne ordlyd stadig er, som da den blev opfundet for en gazillion år siden.

De arabiske lande er sat helt i stå, fordi samfundene skal reguleres af det gamle skidt, som ikke må fortolkes eller moderniseres. 

Som hr. Khader siger: Hvor mange gange har en muslim vundet en nobelpris?

En.

En gang.

I litteratur.

Ikke i medicin eller fysik eller en af de andre discipliner, der skal til for at skabe økonomisk vækst i et samfund.

Man bagbinder sig selv, når halvdelen af befolkningen ikke må tage en uddannelse. 

Han sammenligner kristendommen og islam med to huse. 

Kristendommens hus har tidligere været lidt ramponeret. For eksempel i korstogenes tid. Men nu er det pænt, sikkert og trygt. Det centrale møbel er bordet, hvorom vi samles for at forhandle vores problemer frem til en løsning.

Og islams hus er et håndværkertilbud. Malingen skaller af, taget er utæt, og der er fugt i krogene.

Sådan sagde han.

Og den slags må man åbenbart ikke sige. I særdeleshed ikke, når man er muslim og somme tider kan opleves i medierne.

Så Naser Khader lever under en konstant trussel. Ligesom Kurt Westergaard. Og Salman Rushdie. Som altså betyder, at han bevogtes døgnet rundt.

Således også, da han i sidste uge aflagde Egaa Sognegård et besøg for at holde sit foredrag.

Før jeg lagde to og to sammen, undrede jeg mig en kende over at se en stor kassevogn fra politiet på sognegårdens parkeringsplads inden hovedpersonens ankomst.

Foredragspublikummet lignede i hvert fald ikke urostiftere. De lignede snarere en masse aldrende, krumryggede, gråhårede damer med rindende øjne og rollator eller krykker. 

(Rart for en gangs skyld at være med til at trække gennemsnitsalderen ned.)

Jeg kunne kort sagt ikke regne ud, hvad den politivogn skulle der. I den fredelige lille landsby.

Men så ankom hr. Khader, og jeg begyndte at forstå. For han var ledsaget af et par bredskuldrede mandspersoner iført jakkesæt og øresnegl.

FBI med andre ord.

Og det må han jo være døgnet rundt.

Damn.

Der er i hvert fald ikke mange thumbs up til ytringsfriheden, når DET skal være vilkårene.

Nå, men jeg må videre i programmet. Jeg er ved at afloppe babyerne (Læs: vores to søde små misser, Tove og Hilmer, red. Eller ... øh ... altså ikke mine og kærestens "misser" (blink, blink), men et par vaskeægte katte.)

Ville også bare anbefale Naser Khader. For uanset hvad man måtte mene om hans politiske holdninger, er han faktisk en rigtig god foredragsholder.