Jeg har gjort en god gerning. Synes jeg selv. Og det samme har mine fire mænd.
Nu bliver nye læsere sikkert rundt på gulvet over, at lebben åbenbart har fire mænd. Og for den uindviede kan det også virke lovlig open-minded.
Men det er sandelig ganske uskyldigt.
For mine fire mænd og jeg udgør tilsammen det lærerteam, der i år skal tage sig af undervisningen på 7. årgang på min skole.
Vi er kolleger.
Vi arbejder tæt sammen, kan lide hinanden og er heldigvis enige om det meste.
Og i sidste måned blev vi så enige om at sende repræsentanter for teamet (og dermed skolen) i kirke til vores elevers konfirmation. Således at alle klasser havde selskab af mindst én af deres lærere under selve kirkehandlingen.
Vi syntes, det var sådan en fin og nobel ting at gøre. Og vi forventede, at gevinsten på feelgood-kontoen (både vores, elevernes og forældrenes) langt ville opveje den kendsgerning, at vi måtte bruge tid på englebasserne i weekenden og dermed arbejde gratis.
Og det fik vi ret i.
Jeg har sjældent oplevet en forældregruppe, der blev SÅ glædeligt overrasket, som da det gik op for dem, at vi havde prioriteret deres børn på en fridag.
Og det var guld at opleve børnenes begejstring, da de fik øje på os.
Win-win, tænkte jeg og godtede mig i al beskedenhed over vores egen betænksomhed og det boost, vi lærere lige havde givet vores relationer til eleverne.
Øh ... indtil jeg forrige fredag var til møde med skolens ledelse.
Teamkoordinatormøde.
Det vil sige, at hvert lærerteam fra 6. årgang til 9. sender en repræsentant for teamet til møde med de to ledere, vi refererer til. Sådan ligesom for at få føling med, hvad der sker rundt omkring i afdelingen. Og jeg er teamkoordinator i team 7.
Da det blev min tur til at afrapportere om vores gøren og laden på 7. årgang, kunne jeg med slet skjult tilfredshed fortælle om vores konfirmationsstunt.
Hvilket affødte ros fra lederne. Og forbavselse. For den slags havde de ikke hørt om før.
But then again: Hvilken leder ville ikke også synes, at det var helt okay, at de ansatte arbejdede uden løn? Og i det offentlige BLIVER man velsagtens forbavset, når medarbejdere pludselig møder på job, uden at det står i et eller andet regulativ.
Repræsentanterne fra team 8 og 9 tog også imod nyheden med smil og anerkendelse.
Anderledes forholdt det sig dog med repræsentanten fra 6. årgang.
Ikke at man egentlig kan fortænke hende i det. Hendes elever skal jo konfirmeres til næste år, og hvad nu, hvis min og mine mænds handling skaber præcedens? Hvis der opstår et forventningspres på hende og hendes teamkolleger? Det er jo en kilden affære, når det involverer fritid.
Så det ville hun da godt lige have en dialog om.
Jeg gætter på, at hun i denne sag er betænkelig, fordi der i hendes team er en ung kvinde, som desværre er lidt stressramt. Så der måske er tale om et hensyn til denne unge kvinde. Og det er jo teamkoordinatorens opgave at tage vare på de andre i teamet.
Når det er sagt, så vil jeg imidlertid også sige øv.
Kan det virkelig passe, at man kan vise FOR MEGET engagement i sine elever? Jeg kan ganske simpelt ikke se, hvordan det IKKE kan være i orden, at jeg så englebasserne blive konfirmeret for min egen regning.
Og det kan aldrig blive skolens opgave at regulere, hvad jeg skal bruge min fritid på.
Eller er det i virkeligheden mig, der er galt afmarcheret? Skaber jeg et unødigt pres på kolleger, for hvem jobbet er en større udfordring, end det er for mig, ved sådan at levere mere, end jeg bliver betalt for?
Det er et interessant spørgsmål, synes jeg.
Og problematikken vil gentage sig, når jeg om en måned har tænkt mig at bruge en aften på at deltage i 9. årgangs translokation. Også uden løn.
Despicable me.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar