Tjah, den nærmer sig faktisk. Aarhus Pride. Det er på lørdag.
Og jeg har gode planer 💃
Har ellers et lidt ambivalent forhold til Priden.
For dels er det jo en vildt festlig og farvestrålende dag. En hyldest til mangfoldigheden. Og en stædig påmindelse om ikke at lade sig knægte, blot fordi man er født med en anden seksuel orientering end flertallet.
Jeg elsker at se regnbueflaget på busser og på domkirke, rådhus og andre kendte bygninger. Der ligger et skønt statement i det.
Men når det er sagt. Damn. Så må jeg altså også sige, at hvis man HAR fordomme mod bøsser og lesbiske og biseksuelle og transpersoner, ja, så skal man nok få dem bekræftet til overflod uden at behøve at kaste mange blikke på pridedeltagerne.
For hold nu kæft, hvor er der mange ... øh ... alternative eksistenser i bybilledet den dag.
Lak og læder og fjerboaer og glimmer og glitter og plasticbryster og pailetter og perlebesatte plateausko. På mænd, forstås.
Karseklip, skovmandsskjorter og hængerøv i beskidte, slaskede jeans på kvinder.
Hvis det ellers giver mening at tale om mænd og kvinder.
Men når DET til gengæld er sagt, så er det saliggørende at færdes blandt så mange andre homoseksuelle og så mange heteroseksuelle, som bakker op. Og den dag behøver jeg for en gangs skyld ikke at føle mig anderledes. For der er mange andre, der er LANGT mere anderledes. I tell you!
Derfor planlægger jeg at deltage.
Og det bliver en god dag.
Først skal jeg mødes til brunch med en gammel veninde, som jeg trænger til at få en snak med. En skøn og empatisk kvinde, som vil lytte til det, jeg måtte have at klynke over for tiden.
Og så tager vi ned i byen.
Jeg håber, vi kan komme til at gå lidt med i selve paraden, men det er også fedt bare at kigge.
Vi ender på Officerspladsen under Regnbuen på Aros, og her er der fest. Jeg håber også at kunne lokke et par kolleger til at drikke en øl med mig derinde. Stille og roligt og hyggeligt.
Og så tager jeg hjem. Måske.
Ses vi?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar